Kategori: Anmeldelse

Her anmelder vi nye plader

At spille er at dø med stil

Mellem død, storby-lyrik, indiepop, Nordisk Noir, længsel og poetisk melankoli. Love Shop er tilbage på landevejen rundt om på DK-turné. 40 år efter at Hassig og Unmack dannede LS. For mange ville det rime på en musikalsk overgangsalder eller kunstigt åndedræt af fortidens musikalske meritter. Men for LS lyder de mere som om, at de er trådt ind i deres tredje ungdom med nerve, vitalitet og fornyet sult.

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

For 50 år siden udkom Ramones skelsættende debutalbum. Det blev banebrydende for punken og for musikhistorie på linje med The Beatles, Velvet Underground og Kraftwerk. For en 12-årig knejt fra Dollerup Bakker tæt på Viborg, blev det livsomvæltende. I hvert fald til at starte med; musikalsk. Det skabte drømme og skabte de to første punkere i Viborg. Men om den drøm var stor nok til at forestille sig, at den selvsamme Unmack 50 år efter ville stå på scenen som rockpoet i et af landets længst eksisterende bands er nok utænkeligt. At Jens Unmack står på skuldrende af Clash, Ramones og Sparks er ingen hemmelighed. Ej heller er det ingen hemmelighed, at Nephew, Hugorm og et utal af andre danske bands står på skuldrene af LS. Nogen havde måske ikke ligefrem set lyset eller befriet deres dröm uden Kærlighedsbutikken. Vi har alle vores forbilleder og musikalske referencer. Og Unmack er et omvandrende leksikon af historiske, musikalske referencer og anekdoter, som han deler generøst ud af. Det gælder også på denne turné.

Intens stemning i Rødovre

ALT PÅ EN HINGST

Love Shop har aldrig været et af de bedst sælgende bands Danmark. LS er ikke et pop-up-populært orkester, der kan fylde Royal Arena eller Parken, for så at forsvinde på pophimlen efter fem år. Til gengæld har Unmack og Co. en af landets mest dedikerede fanskare. Det oplevede jeg til Henrik Halls sidste optræden og samtidig min første koncert med bandet på Vega. 1.500 mennesker som trampede i Folkets hus’ gulv så intens og voldsomt, som om det var den sidste koncert nogensinde på dette sted. De selv samme LS-fremmedlegionærer står i forreste geled her til aften i Aarhus og til de fleste koncerter på denne turné. Taktfuldt bliver vi præsenteret for et af de stærkeste numre for bandet nyeste opus, ’Kongedybet’. Der er stuvende fuld her i salen. De blå lys skærer gennem vrimlen og det samme gør den gulvtunge bas og ditto beat fra bandets backbonebesætning. Nis Tyrrestrup og Thomas Duus har aldrig lydt mere sammenspillet på bas og trommer. Og her live lyder ’Kongedybet’ mere og mere som et opdateret soundtrack til en Sergio Leone western. Det er støvet og beskidt – og lyden af voldsomme hestehove galoperende ud over sletten mod solen nær Bellavista. I det hele taget lyder de nye sange fra ’I Love You, Goodbye’ overraskende bedre live end hjemme. Der er en sfærisk, rummelig og ildevarslende atmosfære på ’21 gram’, ’Sølvstjerner af guld’ og ikke mindst på den mesterlige, svævende og elektroniske strømpil, ’Et Kors I Dit Vindue’:

’Et kors i dit vindue
fuldmåne bag mørket
du ser op på himlen
og flyene der svæver
langt ude fra verden
med skygger så tunge
der falder på taget
vi faldt der så unge’

Hestehoved fra ‘Blues Europa’

FREM FOR AT GÅ (I STÅ)

Hvis det er den nye vej, hvis det er det nye svar fra bandet, så SE frem, som Unmack ville sige det. Og med Rune Kjeldsens indtræden i orkestret, har bandet – med en lidt tyndslidt kliché – fået flere strenge at spille på. Kjeldsens helt store styrke er foranderlighed og fornyelse. Jeg var til tre koncerter i streg, og Kjeldsen forandrede sine figurer, soloer og guitar reels konstant. Han udvider paletten 360 grader som et kalejdoskopisk røngensyn på bagkataloget – og med en utålmodig nysgerrighed på det nye katalog. Intet er statisk. Og trods den identiske setliste gennem de fleste koncerter på denne turné, så var nuancerne vitale og variationerne mangefacetteret. Men selvom Kjeldsens spil er sublimt, og han er af landets dygtigste guitarister, så er det ikke alene ham, som skal ophøjes til den store fornyer i Love Shop. Det er de alle fem. De har sat alt i spil og alt på et bræt. Som om LS selv har sat kniven for struben, ryggen mod muren og pistolen fra panden. Det er den særlige intense spænding og tænding, som de har (gen)skabt her rundt om i det ganske danske land. Det er fragmenter af storhed og fabulerende friktion af den virkelighed, som du slår dig på.

Det er støvet og beskidt – og lyden af voldsomme hestehove galoperende ud over sletten mod solen nær Bellavista.

‘Aldrig træt – aldrig mæt. Så endeløst herfra, at tør tabe sig selv, når hjertet brænder, kun fanget af hvad, der gør dig fri. Hver nat en by – vil de forelskede sige, at det vil gøre ondt…’

Og skal jeg opsummere 40 års lyriske rejse med karavanen Love Shop – ville det nogenlunde lyde sådan her:

ALDRIG TRÆT – ALDRIG MÆT!

Aldrig træt – aldrig mæt. Så endeløst herfra, at tør tabe sig selv, når hjertet brænder, kun fanget af hvad, der gør dig fri. Hver nat en by – vil de forelskede sige, at det vil gøre ondt – når vi krydser vores eget spor og lader verden vælte mod aftenens fald. Et håb – vi sagde stop til – for at brænde boksen og stå i sin egen ret – helt desavoueret fra omverdens hybertempo af leflen for underholdningens ulidelige kemolys. Kunsten AT sige nej og eje hvert sekund – og hold fast til det gør ondt.

De blå lys skærer gennem vrimlen og det samme gør den gulvtunge bas og ditto beat fra bandets backbonebesætning.

SEND DEM GODT AFSTED

’Må jeg give dig et godt råd på din vej
tag aldrig imod et råd fra en som mig
der er kæntret
der er strandet
der er blygrå batterier
du er hjertet
du er flammen
brænder håb i hvert ord du siger’‘

’Studentervognen kører’ er den faste del af repertoiret her på turneen. Og en meget velvalgt og lysbekræftende sang om den evige ild og tid, der brænder i ungdommens hjerter. Og det er heldigvis ikke kun gamle mænd i døde forhold, som kommer til koncerter med dette femmands orkester. Ungdommen er rigt præsenteret. Det samme var min søn på 19 år. Jeg slæbte ham, for første gang (lidt modvilligt) med til en Love Shop koncert for et par år siden på Hotel Cecil. Efter koncerten var en ny fan født – og siden har sønnike været til syv koncerter med bandet. Til sommer bliver han student. Mon ikke sangen kører på repeat i ”stundentervognen” til juni?

Koncerten i Århus slutter af med to udgaver af, hvad Anders Agger har kaldt: ’Kunst på højeste hylde, uforståeligt, smukt og smertefuldt. Et nummer jeg aldrig slipper – og skal spilles til min begravelse’. Det er naturligvis ’Alle har en dröm at befri’ fra Anti. Den nye version er endnu mere dyster og atmosfærisk end den originale. Hvis det er den måde, at Love Shop begynder at forny deres gamle sange – så kan de roligt tage fat i hele bagkataloget. Det er katedral’sk, ophøjet melankoli – som et ekko af dem selv og med en undertone af Thåström.

Koncerten er ovre. En nat bliver det sommer. Og netop nu hvor solen står højt på himlen, så spiller Love Shop til forskellige festival inden de kommer hjem til Vega i efteråret.

Plakaten fra Viften i Rødovre

’Du længes i mørket
Mod dage med håb og med lys
Du kan ikke sove
En nat bliver det sommer
En fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik’

Og lige præcis dén sang, skal spilles til min begravelse.

I LOVE YOU, GOODBYE.

Setlisten fra Train i Aarhus

maj 9, 2026
Hvert et åndedrag af melankoli

Henrik Olesen har med ’Sange’ skrevet et modent mesterværk af et album. Der er lange tråde og skygger af længsel, nostalgiske tilbageblik, savn og selvransagelse. Men det er også et album – fyldt med håb og fortrøstning. Et album som du ikke kan ryste af dig med det samme – Måske aldrig.

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

Lad mig starte med en indrømmelse. Jeg havde fuldstændig overset det her album, da det udkom i december. I vores digitale musikalske tidsalder, bliver der sprøjtet sange ud i et væld, i et hyper tempo – og hvor det aldrig har været nemmere at udgive musik og streame. Men ’…alting har sin tid’, synger Olesen på åbningsnummeret. Og den tid er NU.

For jeg ville på ingen måder have været foruden dette album. Der er meget musik, man aldrig når at opdage. Sådan er det. Jeg kan huske, at jeg allerede ved de første gennemlytninger tænkte; hmm det her kunne godt blive en fast følgesvend af et melodisk indiepop album, du vender tilbage til igen og igen i din søgen efter nye og alligevel velkendte pop, poetiske spor.

Henrik Olesen med hans nyeste moderne værk. Foto: Christina Staal

VEJEN HJEM I VINTERHI

Da jeg skulle til at skrive denne anmeldelse, vendte jeg det med min medskribent på Unoder, Rune Hausner. Han sagde:
’…Det er sådan en plade, som er perfekt at køre hjem til, i vintersolnedgang, ude på landet. Ingen biler, kun vejen og dig alene med den sidste solstråle’.

Det var bemærkelsesværdigt, for jeg havde nærmest en identisk følelse og stemning i mig, da nålen ramte den koldsorte vinyl. Det her var lyden og eftertanken på de mange ture i vinters, hvor jeg, i et sneklædt landskab, kørte ud til naturen og vandet i Dragør. Hjem til mit hus ’Vinterhavn’. Vinterhavn fordi det er et ældgammelt udtryk for sømænd, der finder ly og hi for vinden, blæsten og bølgerne. Og i mere overført betydning: At finde hjem til det, du altid har søgt efter. Og Olesens sange kredser om afsavn, tab, det levede liv og alt det vi forsøger at finde hen og hjem til. Som på et af albummets højdepunkter, ‘Altings Blå’:

’Altings blå. Altings forgængelighed.

Skandinavisk vemod over livets lod

Lyset der svinder

Tiden der rinder

Ud af tabt af alt – det der var

Sprækker i nordisk melankoli

En nyfunden sult – før det hele er forbi

Håb der tændes – lykken findes

Altings blå – men også – storslået uendelighed’

Det er poesi af fineste karat. Og Henrik Olesen hæver barren for dansk lyrik – så de unge fremadstormende musikere må blive stakåndet. Olesen skriver og synger om alt det, vi bærer med os som mennesker gennem livet. Alt det vi er rundet af. Det gør han musikalsk både nøgent og nøgternt. Det er så forbandet uprætentiøst. Det er skåret helt ind til marv og ben. Derfor bliver det så nærværende. Og dermed rørende.

Hjem i vinterhi til Vinterhavn. De melodiske billeder står lysende klart på ‘Sange’

Er du den – du ville være?

’Sange’ er små eftertænksomme værker. Små glimt og strejf af livet, hvor du som lytter lige, stopper op, mærker efter. Alle kalorier er skåret fra. De enkelte strofer er få og fængende. Og sniger sig ind som en tavs tyv om natten. På ’Svaret blæser’ er vi inde og røre ved hovedstolen i den menneskelige eksistens. Udover den ‘Cure´ske´guitarintro og referencen til Mr. Dylan, så stiller Olesen de sagte spørgsmål, vi sjældent bliver præsenteret for i moderne renæssance musik:

’Det du tog med – det som du blev.

Var det mon det, du ville være? Svaret blæser i vinden

Der hvor du er – er du på vej hen?

Er det mon ude – eller hjem

Svaret blæser i vinden.

Er du den – du ville være?’

‘Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og hans essaysamling’

Kunsten at hoppe ud på dybt vand i en moden alder. Eller tør stå nøgen i sit udtryk og sænke paraderne

Og her midt i livet, trasker jeg bestemt ikke uberørt hen over spørgsmålet. Henrik Olesen fyldte 60 år i december. I efteråret var jeg lige fyldt 50 år og blev udredt for ADHD. Jeg havde godt set diagnosen lure i kulissen i årevis. Ubehandlet, med tankemylder og uro drivende ned ad væggene.

Er jeg den, som jeg gerne vil være? Nej det var jeg ikke. Eller er. Men på vej. Medicinen har givet mig en begyndende ro – som jeg ikke har haft siden jeg var ung. Men hvorfor alle de år? Siden efteråret har min puls dog været mere som taktslagene på Olesens album. Roligere bevægelser og mine hastige skridt skynder sig mere langsomt – baglæns i tanker og forlæns i det der sker i nuet. Livet er jo kun til låns, som man siger. Og dette i et hvert åndedrag som Olesen synger på et af albummets store højdepunkter:

’Døden er til stede i hvert et åndedrag

I hvert skridt, hver en strofe

Det er som det skal være.

Der er en simpel lære

Værdsat endnu mere’

Et litterært værk af musikalitet

Der er ingen tvivl om, at der løber en blodig poetisk åre gennem Olesens vener. Et timeglas der måske rinder ud og tanker så store som svævebaner over byens tage – som et nært røntgenbillede fra en drone over Riget og Fælleden. Der hvor livet enten starter eller slutter. Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og essaysamling. Et samlet album som fortjener et bredt publikum. Jeg havde godt set, at Henrik Olesen havde taget ud og spille ’Sange’ for et livepublikum. Hermed opfordret. Men så må vi glæde os over, at Olesen-Olesen er draget på landsturné og begiver sig ud som anonyme melankolikere. Tilbage står, at ’Sange’ med albummets anonyme hvide cover, ingen reklameblokke på SoMe og udgivet på eget selskab i kun 194 eksemplar. Men er du heldig at få fingrene i albummet, tilhørende et litterært værk af poesi eller giver dig selv chancen for at få en enestående koncertoplevelse med på vejen, så du får en inderlig lytteoplevelse for livet, der giver én eller i hvert fald mig, en trang til at reflektere over livets helt afgørende spørgsmål.

Træerne som litterære støtter af poesi

marts 22, 2026
Årets udenlandske udgivelser i 2025
Året har budt på et væld af store og små udgivelser fra gamle kendinge, nye stjerner på musikhimlen og albums, man ikke lige havet set komme. Her er mine bud på de fire bedste udenlandske udgivelser fra 2025

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
1. ROSALíA: LUX
2. Pulp: MORE
3. Suede: Antidepressants
4. Mavis Stables: Sad and Beautiful World
1. ROSALíA: LUX – Flamencoens svar på Wagner
Ja, det er jo nærmest trivielt, at skulle tilslutte mig det spanske kor – og kåre LUX som årets helt store album. Der har ellers været mange at vælge imellem. Det har igen været et rigtig godt år for udenlandske musikudgivelser. Jeg tilslutter mig – fordi jeg ganske enkelt ikke kan komme uden om Rosalia!

Jeg elsker genreskabende musik. Eller crossovers, som blender musikgenrer på den mest opsigtsvækkende måde. Alle de uventede ting – der vælter ned over én. Og for sådan én halvgammel rocknørd – skal der en del til for at vække mig fra rocken- og poppens gravkiste. Som da jeg slentrer ned ad Dybbølsgade for at hente Mr. Bungles genudgivelse ‘Disco Valente’ og med ét blev taklet så eftertrykkeligt af nye toner i hørebøfferne. Og ja taklingen kom i år fra Rosalía med hendes nye magnum opus: LUX.

Rosalía på indercoveret til albummet

ET NYT MUSIKALSK, MAKSIMALISTISK KOMPAS

Det er vanvittigt, voldsomt, komplekst, storladent og pompøst. For meget og måske ikke. Albummet er skrevet som klassisk musik med partiturer og noder. Her er ingen nemme løsninger eller overspringshandlinger. Det er nærmest som at høre en moderne popudgave af Wagner eller Vivaldis sommer på speed. Det er grandiost på alle planer og man sidder stakåndet tilbage, når pickuppen rammer de sidste riller. Rosalía har med et trylleslag gjort mere for klassisk musik og operaen – end vi har set siden Pavarottis storhedstid i 80érne. Denne gang rammer LUX det helt unge publikum. Og som en operaelsker som mig, så er det glædens musik år, når der kommer så banebrydende ny musik – og unge ikke alene skal traves med AI-musik, R&B-hip hop trukket i en automat af autotunes og backtracks. LUX er overvældende og et enormt fascinerende bekendtskab, hvor Rosalía synger på hele 14 sprog. Blandt andet mandarin, fransk, hebraisk, tysk og selvfølgelig spansk! Det helt store hovedhit er ’Berghain’, hvor hun sammen med Björk og Yves Tumor sætter nye standarder for klassisk kor og popopera med grænseløs fantasi, maksimalisme, kunstneriske eksperimenter og med et uhørt genrebrydende mod. Sangen referer til en af de vildeste klubber i Berlin, et råt kultursted – som er et gammelt kraftværk.

Det berømte Berghain i Berlin

‘Det er ’Like A Prayer’ version 2.5. Det er musisk megalomani uden et Madonna-kompleks’

Mosaikker af billeder af Rosalía til indercoveret fra LUX

ET STORT INSPIRATIONSKATALOG

Albummet vækker minder om overrumplende albums som Kanye Wests ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’, Kate Bushs debut ’The Kick Inside’ og Björks ’Post’. Du bliver forpustet, mister mælet og tænker. DAMMMM.

Som at høre ’Turn The Page’ med The Streets for første gang eller de første toner fra Billie Eilish, da hun kom frem. Som et stort inspirationskatalog.

Det er originalt og med en utrolig stor opfindsomhed. Den ene minut befinder du dig i Siena og hører en lille pigestemme fra en balkon. Det næste øjeblik er du i Compton og hører buldrende basgange og trommer fra underverdens gaderappere. Og puf så er du landet i Wien og hører klassiske strofer, der strømmer ud fra ’Staatsoper’ og lander til sidst på en fortovscafé i Cannes, hvor tjeneren rapper sine krav om drikkepenge. Det er ’Like A Prayer’ version 2.5. Det er musisk megalomani uden et Madonna-kompleks.

Nu er det jo årets første dag her i 2026. Så på mange måder, så tænder Rosalía en funklende nytårsfontæne, der gavmildt spreder musikalske guld- og sølvstjerner ud på en frostklar nattehimmel.

Billeder af Rosalía på stranden på albummet

2. PULP: MORE

Pulp med deres første album i 24 år

Pulp er endelig tilbage efter 24 år. Og det har bestemt været ventetiden værd. MORE er et charmerende bekendtskab med forførende melodier og en Jarvis Cocker med en stadig syleskarp pen, der spidder alt og alle. Som en samfundsprofessor fra Oxford universitet tager han temperaturen på samtidens anormaliteter og giver et eftertrykkeligt lårspark til livets konformitet og trivialitet. Pulp spillede på Way Out West i sommeren 2024. Og skulle du have mulighed for at høre dem – så gør det. Det var berusende.

3. SUEDE: ANTIDEPRESSANTS

Forsiden af Suedes nyeste udspil

Suede er langt fra et nostalgiband, der hviler på de gode, gamle Brit-dage i 90´erne. De har med en enkelt pause spillet og udgivet kontinuerligt. I 2025 er de tilbage med Antidepressants – der er råt, rocket og med en energi, som vi ikke har set magen til siden ’Dog Man Star’. Det er min generations glamrock – og Brett Anderson – synger stadig ud fra sjælens skygger og byens mest beskidte rendesten og lurvede bæverdinger. Den 7. marts spiller de i København igen. Og jeg er sikker på, at det bliver et hårdslående gensyn med alle sangene om the misfits og outsiderne.

4. Mavis Stables: Sad and Beautiful World

Mavis Stables er tilbage med et charmerende og hjertevarmt album

Den Chicago fødte soul- og gospelsanger er tilbage med et hjertevarmt og charmerende album. Hun er samtidig menneskeretsforkæmper og har været det siden 1969. Det nye album hedder meget passende ‘Sad and Beautiful World’ – som både rummer alvorens sprækker med krige og kriser – men også om de nære fællesskaber og troen på, at kærlighed måske er vores eneste chance i en tid, hvor tempoet konstant er som en ustoppelig centrifuge. Mavis Staples deler både ud af sine kærlige ord – men giver også som en ældre bedstemor – sine alvors ord med på vejen om tidens tilstand. Et skønt album på flere planer. Hørte hende på Way Out West i sommers i Göteborg, hvor hun gav en medrivende og henrivende koncert. Hør hende hvis du får mulighed for det.

Godt nytår !
januar 1, 2026
ÅRETS DANSKE UDGIVELSER
Vi er kommet til den tid på året, hvor det er tid til at kåre årets danske albums. Og der har vitterligt været mange gode bud i løbet af året. Her er mine valg:

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

ÅRETS BEDSTE UDGIVELSER
- Love shop: I love You, Goodbye
- Peter Sommer: Verdens Volume
- Malk De Kojn: Nummer 5
- Decorate. Decorate: Swerve Of Atoms
- Per Vers: Knust kunst II
Ét album skilte sig dog ud fra mængden af gode danske udgivelser: Nemlig Love Shop albummet: ‘I Love You, Goodbye’.
Bandet med Jens Unmack i spidsen er nærmest som genfødt. Eller en ny stærk begyndelse – version 3.0 – efter deres debut i 1990.

En ny vitalitet har indfundet sig – ikke alene med Rune Kjeldsen som ny maestro på guitar med hans svævende og sfæriske guitarspil og soloer. Han tilføjer bandet en helt ny palette af vintermelankoli. Men også rytmetoget – Nis Tyrrestrup og Thomas Duus – har aldrig lydt bedre, tungere og buldrende som en junirank hingst mod fjerne sletter og mål. Numrene rager op over mængden – og lyser klarere end både gadelamperne på Dalgas Boulevard og Sønder Boulevard. Det er ægte, Nordisk Noir fra Love Shop – der med det nye album – når nye, gamle højder! Man sidder nærmest med et lille nytårsønske om, at LS går i studiet igen, og ikke venter to år med deres næste udspil. Hermed en opfordring.

Som jeg blandt andet skrev i min anmeldelse i november:

‘ Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter’.
december 28, 2025
Decorate. Decorate. – Swerve Of Atoms

Decorate. Decorate. når kunstnerisk højdepunkt – musikalsk såvel lyrisk – på uventet comeback-plade.

Af Rune Hausner, skribent på Unoder

Decorate. Decorate. er tilbage med første nye album i mere end 15 år. Postpunk-bandet leverer stadig dansable hits til jukeboksen på indiediskoteket, og ved første lyt virker det næsten til at bandet bare har fortsat hvor de slap tøjlerne. Var der ikke mere til historien, så kunne anmeldelsen for så vidt stoppe her. Men det er heldigvis ikke hele historien. Der er mere mellem himmel og jord på noget så sjældent anno 2025 som et dansk postpunk-album, der emmer af lyrisk overskud og rendyrket spilleglæde i det mørke, dybe register.

Tilbage i 2008 bragede Decorate. Decorate. gennem lydmuren herhjemme med minialbummet Normandie, som ramte skiven rent inden for tidens typiske postpunkede lyd. En tid hvor rockmusikken endnu ikke var bandlyst fra dansk radio. De samtidige musikalske inspirationer fra udlandet stod klart, og et vel nok tydeligt nik til postpunkens førsteforkynder, Ian Curtis, fra Joy Division kunne findes i forsanger Asbjørn Auring Grimms vokal, som stod klart i albummets epicenter. Normandie var forfriskende veloplagt og havde masser af catchy melodier. Albummets formel var enkel men effektiv, men som viste sig også noget begrænsende. Hvert nummer var afhængig af et godt guitarriff eller distinkt synth-tema.

Bandet fik fortjent en masse omtale, hvilket kulminerede med koncert på Roskilde Festival og endda tv-tid på DRs sparsomme musikformidling. Måske gik det for hurtigt?

Allerede året efter fulgte albummet Instructions, hvor idéerne var knapt så klare som på debuten. Hvad værre var, så syntes spilleglæden i nogen grad at have forladt gruppen. Pladen virkede en kende for forceret og ulødigt massiv. Her var ingen lys for enden af tunnelen eller måske lyrisk tebrev at godte sig på.

Om det var tiden, som i de år løb fra postpunken, eller om ideerne udeblev vides ikke. Bandet gik ubemærket på pause på ubestemt tid, indtil der i sensommeren 2022 stod med småt i avisen, at bandet skulle spille et one-off gig på Loppen. Med afmålte forventninger drog denne anmelder af sted, men blev ganske enkelt blæst bagover af et energisk liveband sprængfyldt med vitalitet med tilføjet shoegazy støj. Et spørgsmål pressede sig på den aften: kommer der virkelig ikke mere fra Decorate. Decorate.?

Liveoptræden på Loppen september 2022. Svedigt og hazy optræden. Billedet er taget af skribenten.

Swerve of Atoms

Efter endnu flere glimrende liveoptrædener og et par indvarslende singler har albummet Swerve of Atoms endelig ramt æteren i november 2025.

Lad det være sagt med det samme. Paletten er udvidet på dette langt mere modne udspil end forgængerne. Bandet er udvidet til en sekstet med keyboardspiller Kristian Nygaard Olsen. Kompositionerne er blevet mere avancererede og fyldige uden at være på bekostning af melodierne.

Måske er der knap så mange hurtige kalorier i form af effektive hooks, men til gengæld er der så meget mere tekstur og bund i numrene, at kostplanen for denne vinter er opfyldt. Produktionen har været lagt i hænderne på Brian Batz (bedst kendt fra Sleep Party People), som muligvis er kongerigets pt. bedste mand til at producere i denne genre. Albummet lyder i hvert fald enormt godt, og langt over dansk standardvare.

Om tingenes natur

Titlen Swerve of Atoms henviser til den romerske digter og naturfilosof Lucretius værk On the Nature of Things. Her beskrives verden som bestående af spinnende atomer, der sværmer og kolliderer ind i glemslen, men stadig vil nogle atomer afvige sin bane, og heraf opstår det uventede; noget vil afvige fra naturens determinisme, grundet en art fri vilje. Det er let at sammenholde denne teori med bandets genkomst; skabertrangen og nødvendigheden ved at være tilbage. Og med sikke et album.

In a room full of sun – with a lung full of air

Albummet åbner med A Sun, der er storladen og monumental i sin opbygning. Her er god plads til sanger Asbjørn Auring Grimm til at folde sin lyrik helt ud. Uden at blive alt for tekstnær, så refereres her til elementerne; sol, luft, vand og jord. Mennesket påkalder gud, manden påkalder kvinden. Jovist, albummet hænger sammen i titel og udtryk.

Dernæst følger den progressive Paper Clouds, som udmærker sig med en utrolig flot produktion. Alle instrumenter står krystalklart, mens nummeret kulminerer i ren shoegazy støj. Det er lækkert og ganske enkelt fremragende.

Ligedan kan Something To Hide fremhæves. Nummeret har tilsvarende progressiv opbygning og støjmur i sig. Det er bemærkelsesværdigt hvor elegant og ingenlunde forceret nummeret lander i en episk afslutning.

Singleforløberen Surface Tension, er med sin hook-line “…it’s just a state of the mind” og den pulserende bas, et godt bud på årets bedste alternative rocknummer at danse til.

Pladens sidste skæring Utterly Changed into Fire lader albummets tema kulminere: elementerne ind i ild. In this cold world, why not turn into fire? Det er fint, enkelt skrevet. Det er postpunk i sin essens – opdateret til 2025.

Falling out of your mouth – as a swerve of atoms

Må lykken tilsmile Decorate. Decorate., at bandet kommer ud på de danske spillesteder i 2026, og får lov til at præsentere dette flotte værk til landets rockmenigheder. Der er som sagt masser af spilleglæde i bandet og på albummet. Et stille ønske herfra kunne være at Roskilde Festivalen genopfinder de notoriske natkoncerter på Pavillon scenen, og lader Decorate. Decorate. få den anerkendelse, som bandet gør sig fortjent til med dette mesterlige comeback.

december 19, 2025
Blodet i årene løber som heste

Love Shop er tilbage med ‘I Love You, Goodbye‘

Af Jon Kiellberg

Alt er på spil igen. Alt på et bræt. ’Nothing Has Changed, Everything Has Changed’, som Bowie sang på ’Sunday’. Eller som Jens Unmack skrev til nummeret på ’Det løse liv’: ’For evigt, forandret, for altid, forundret’. Love Shop kaster sig endnu en gang ud for mågerne og ud på en mørk og urolig skovsø – befolket af fuldblods heste og poetisk friktion. Det er umiskendelig Kærlighedsbutikken. Men noget er forandret. Væk er den mangeårige guitarist Mika Vandborg. Ind er kommet Rune Kjeldsen (Savage Rose, C.V., Kira and the Kindred Spirits m.fl.).

Hello elektropop – I LOVE You, Goodbye old SHOP. Vi taler ikke om stunde null eller en revolution. Mere end transformation. Som tidevandet der transcenderer, og aldrig er det samme, når det rammer bredden. Albummet falder punktligt to år efter ’Blues Europa’ udkom. Sådan har det været siden gendannelsen med ’Frelsens Hær’. Det er konsekvent. Det samme kan man sige om det nye udspil. Det er fyldt med elektroniske brudflader og klangbunde – som både skaber en større stoflighed i sangene og en ny vitalitet hos bandet på ’I Love You, Goodbye’. En ny vægtløshed har sneget sig ind. Og vi skal tilbage til ’Skandinavisk lyst’ for at finde et så sammenhængende lydtapet. Men hvor det nye album skaber en langt mere urovækkende, sfærisk elektronisk dybde. For der er noget foruroligende i de melankolske klange.

Flaget er gået på halvt på ‘I Love You, Goodbye’

LS har i mange år haft Dannebrog som baggrund til deres koncerter. Blandt andet for at generobre flaget fra Dansk Folkeparti. DF der kidnappede flaget for at definere Danmark som et lille småracistisk og i sig-selv-nok-land med et mindreværdskompleks som en østjysk motorvej. Men på indercoveret ’I Love You, Goodbye’ er flaget gået på halv. Nogen er død. Noget er gået tabt. Måske bekendte i de hvide, smalle baner på kokainvejen? Måske fordi Jens Unmacks harddisk under tilblivelsen af albummet brændte sammen. Måske er det en slet, skjult og smuk reference til de to gamle musikalske legekammerater, Hall og Hassig.

Fold af fuldblods travere

’Spillet er en stolt hest
hvid som kokain
så den løbe bort
troede den var min’

Sådan starter pladen. Sådan lægges der ud. Den hvide hest som symbol på coke. Som vi kender det fra Laid Backs ’White horse’, Deftones´ ’White Pony’ eller Goldfrapps´ ’Ride a White Horse’.

Sangen signeret som ’Hjertet En Hjemløs Hovedvej’. En smuk titel, der vækker minde om den stærkt bevægende antologi; ’Hjertet er en fold med heste’ om, hvordan psykiatrien presser individualitet ud af de psykisk sårbares sjæl. Den kan varmt anbefales. Og så kunne det være en titel, som snildt kunne blive til en kommende efterårsklassiker.

Der er noget med Unmack og heste. Bare tænk på hans soloplade ’Dagene løber som heste’. Coveret på den nye album afbilleder en hvid hingst, der stolt galoperer gennem det sølvbeklædte landskab. På et af albummets højdepunkter, ’Kongedybet” Spiller rytmegruppen Nis Tyrrestrup og Thomas Duus et eminent tungt beat – som lyder af voldsomme hestehove over Fælleden, der krydser sit spor over Kongens skov:

’Jägermeistergrøn
junirank
bølger bøgen skøn
kongedyb
kongedyb’

Og når man selv er ud fra en tredje generation af en hestefamilie, som er opvokset tæt på hestefolde og Kongelunden, så var det vores sportsgren. Her er hesten symbol på storhed, prægtighed, sårbarhed, frihed og (frit)fald. Og for at blive i samme løbebane og fra hestens egen mund: Så løfter bandet barren med en form for melankolsk-Morricone i en tid, der aldrig var der, aldrig kom. Men altid med et gryende håb. For selvom Love Shop og Jens Unmack er formet af New Romantic, New Wave og punk – forfalder Jens Unmack aldrig til en triviel længsel. Mere en poetisk og musikalsk strømpil efter noget, som betyder noget, vil noget, noget man kan slå sig på – præcis som et levet, mærket liv.

Synthpop – der skærer ned i vrimlen

Der er ingen tvivl om, at ’Kors i Dit vindue’ er ægte, nordisk elektropop. Et lille ekko og uptempo af Kraftwerks ’Metropolis’ og tidlig Depeche Mode fra ’Some Great Reward’.

’Et kors i dit vindue
fuldmåne bag mørket
du ser op bag himlen
og flyene der svæver
langt ude fra verden’

Det er sublim synthpop. Og de utvetydige og fragmenterede poetiske ord frembringer billeder lige fra de første kvindelige pionerer på Københavns Universitet, mørklægningsgardiner under 2.verdenskrig og ’Flyvere i natten’ af Larsens ’Kielgasten’. Mon ikke ’Kors i Dit vindue’ bliver en fast del af bandets repertoire de næste par år? Det er lydarkitekten Mikkel Damgaard i sit fineste mørke lydhjørne, hvor et hav af understrømme af toner og klange – løfter sig og sprede sine vinger udover byens tage. Det er sjældent hørt så gennemført fra hans hånd. Og vi bliver samtidig beriget med en sfærisk guitarsolo fra Kjeldsen som et skær fra Hilmer Hassigs velmagtsdage.

…Før lyset slukker mig

Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter. Det ser vi på førstesinglen; ’Sølvstjerner af Guld’. Alene titlen er en smuk, drømmeagtig selvmodsigelse. Et spænd mellem fantasi og nøgen realisme. En umulig skinnende skønhed af noget, som måske aldrig var der – eller kom.

“Den blå buket af aftener
der brænder på et bord”

En af de andre linjer fra samme sang – er som et minde, der brænder i hukommelsen, en gammel intensitet – der aldrig kan gentages eller genopdages.

På forunderlig vis har Love Shop på de seneste udgivelser fået det til at lyde som om, at det er deres afskedsalbum. For hvis det er rettesnoren og kongstanken – så sætter du netop alt i spil og skaber en særlig intensitet. Hvis det her album måtte være det sidste – så ville det være en værdig svanesang:

’…Der er kun en ting jeg mestrer nu
det er den kunst at sige farvel
kun værdig sorg vil stå som afskedskys
bag det blafrende gardin
den fortæller du var min
og jeg skulle aldrig sige nej’

‘I love you goodbye’’I Love You, Goodbye’ må, her på falderebet til et nyt år, stå som et godt bud på et af 2025 bedste danske udgivelse

november 28, 2025