Tag: Danske plader

  • Godspeed into New Wave

    Godspeed into New Wave

    Electrorockens iskrystal blev ikke alene et hovedværk for Spleen United. Det skabte også eftertrykkelige nye elektro-bølger på den danske musikscene. I dag fylder ’Godspeed Into The Mainstream’ rundt

    Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

    For 20 år siden gik alle rundt og sang landeplagen ’De første kærester på månen’ med TV-2, Nephew red på efterdønningerne til USADSB med ’Ordenspoliti’, Vi dansede til ’Love In A Trashcan’ med The Raveonettes eller skrålede til Anna Davids ’Fuck dig’.

    Og så B A N G: Landede disse linjer som et brag:

    ’Live the dream
    Stay in bed
    With heroin
    Unlimited

    Relive the dreams
    Let’s stay in bed
    Join the myth’

    Det var langtfra mainstream. Men det vakte opsigt. Skabte nye musikalske spor og teksturer. ’Tag uendelige mængder heroin, bliv i sengen og dyrk (rock)myten for fuld udblæsning’. Sådan åbnede ’Godspeed…’ Det var netop et billede, en forestilling, et tankeeksperiment. Og milevæk fra Spleen Uniteds egen verden. De var djævelsk ambitiøse, minutiøse og kom bestemt ikke sovende til det. Bandet arbejdede solen sort til blodet piblede frem for at skabe et blændende og blivende værk, der den dag i dag står som et referencealbum og pejlemærke på, hvordan den danske musikscene udviklede sig eksplosivt fra 00´erne og frem.

    EN BYGNING – DE REJSTE

    I 1950´erne opstod begrebet ’En bygning vi rejser – en bygning er rejst’ inden for arbejdsbevægelsen i opbygning af velfærdsstaten mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. 50 år efter kunne det have været et statement for Spleen United. De byggede noget nyt op. Skabte en konstruktion af en bygning, vi først lige så konturerne af i 2005. ’Bygningen’ var både fuldendt, ikke-færdig og fyldt med fængende friktion. Det skabte nerve og intensitet. Måske derfor stod albummet med det ene ben i fortidens musikalske haller og med det andet godt plantet på fremtidens klubscene – der dannede skole for en række bands og kunstnere. Og med producer Carsten Heller skabte de deres egen fortættede elektroniske lyd, som stadig lyder vedkommende.

    Bandet startede helt fra bunden. Fra at være en gruppe arkitektstuderende der slæbte gear til små events i flyttekasser og hundetæpper. De spillede alt selv. Om det var analoge instrumenter eller synthesizere. Det var ikke maskinerne, som overtog bandet – som vi så det med Kraftwerk i 80´erne. Spleen United ville selv styre dem, kontrollere dem ned til mindste detalje. ’She falls In Love With Machines’ som bandet synger på et af numrene.  

    Det var nøgternt, koldt og klinisk. Det var køligt, stramt og konsekvent. Men det var også nøgent og fyldt med vemod og melankoli. Og så var de en kollektiv enhed – der sammen skabte musikken.

    ’Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United
    Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United’

    SU-fodboldtrøje i forbindelse med ‘Godsdpeeds…’ 20 års jubilæum

    Bandet inviterede lytteren med ind. Det, at stå samlet og blive en del af klubben. Det, at se sig selv som noget større end det enkelte individ i orkestret. Lidt lige som at være medlem af en fodboldklub. Og for mig der altid har været bidt af bold – var det både tillokkende og forførende på én og samme tid. Det er langt fra tilfældigt, at bandet, her 20 år efter debuten, netop til deres jubilæumskoncerter har udgivet en SU-fodboldtrøje. Spleen United satte nye standarder på den elektroniske scene og banede vej for bands som Turboweekend, When Saints Go Machine, VETO og senest Prisma. Det var samtidig et orkester, der rejste en bygning – for i næste øjeblik at rive den ned. Det blev på én og samme tid deres Peak-performance-trademark! Og samtidig en forbandelse rent kommercielt. Men de har altid været: Kompromisløse. De har kontinuerligt søgt og skabt nye musikalske horisonter – og aldrig gået efter den velkendte hånd og det sikre kort. Men konstant udfordret sig selv, stillet højere og højere krav og forlangt – nærmest urimeligt –meget af dem selv.

    Spleen United tilbage i 2005

    BROBYGGERE

    Som keyboardtroldmand, René Thalund fra Nephew, har beskrevet Spleen Uniteds debut meget rammende: ’De (Spleen United) spillede Synthwave (før det havde et navn) blandet med indierock. Hvis Kraftwerk var et rockband (og skrev mere personlige tekster) så havde de lydt sådan her’.

    Spleen United blev netop repræsentanter for musikalsk brobygning og for sit genrebrydende mod. Og så var orkestret inspireret af alt lige fra The Cure, Pet Shop Boys og Joy Division til Mew og Pantera! Og inspireret af Kraftwerks og Klichés konsekvente tilgang til musikken. Og så kommer vi naturligvis ikke udenom Depeche Modes ’Violator’, der udkom 15 år før ’Godspeed…’ Spleen Uniteds debut album ramte noget genkendeligt, dystert og hvor mørket sænkede sig, når pickuppen ramte rillen på fx ’Into The Future’:

    ’Into another another world in need
    Into another another world in me
    Rise from the under the undertow’s relieves
    Rise from the underworld and the underworld’s defeat

    At bygge bro mellem genrer. Her Vidsundbroen fra 1939.

    Det er måske ikke så mærkeligt, at der blev malet med de mere grå og sorte nuancer på debuten. For Spleen betyder i sprogets betydning en tilstand af livslede, tungsind og melankoli.

    Jeg bliver her 20 år efter stadig forbløffet over, hvor holdbart ’Godspeed into The Mainstream’ er som album. Og hvor udansk det egentligt er. I forbindelse med genudgivelsen så spillede jeg LP´en for min 19-årige søn, August, som mest er til Love Shop, opera, Sort Sol, Radiohead og så meget mere. Han sagde: Er det virkeligt dansk? Det er det! Og ’Godspeed..’ er stadig et nybrud inden for den danske musikscene.  

    Spleen United live tilbage i 2005-2006
    Oldsschool synth fra indspilningen af ‘Godspeed Into The Mainstream’
  • ÅRETS DANSKE UDGIVELSER

    ÅRETS DANSKE UDGIVELSER

    Vi er kommet til den tid på året, hvor det er tid til at kåre årets danske albums. Og der har vitterligt været mange gode bud i løbet af året. Her er mine valg:  

    Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

    ÅRETS BEDSTE UDGIVELSER 

    • Love shop: I love You, Goodbye
    • Peter Sommer: Verdens Volume
    • Malk De Kojn: Nummer 5
    • Decorate. Decorate: Swerve Of Atoms
    • Per Vers: Knust kunst II

    Ét album skilte sig dog ud fra mængden af gode danske udgivelser: Nemlig Love Shop albummet: ‘I Love You, Goodbye’.
    Bandet med Jens Unmack i spidsen er nærmest som genfødt. Eller en ny stærk begyndelse – version 3.0 – efter deres debut i 1990.

    En ny vitalitet har indfundet sig – ikke alene med Rune Kjeldsen som ny maestro på guitar med hans svævende og sfæriske guitarspil og soloer. Han tilføjer bandet en helt ny palette af vintermelankoli. Men også rytmetoget – Nis Tyrrestrup og Thomas Duus – har aldrig lydt bedre, tungere og buldrende som en junirank hingst mod fjerne sletter og mål. Numrene rager op over mængden – og lyser klarere end både gadelamperne på Dalgas Boulevard og Sønder Boulevard. Det er ægte, Nordisk Noir fra Love Shop – der med det nye album – når nye, gamle højder!  Man sidder nærmest med et lille nytårsønske om, at LS går i studiet igen, og ikke venter to år med deres næste udspil. Hermed en opfordring.

    Som jeg blandt andet skrev i min anmeldelse i november: 

    ‘ Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter’.

  • Den store musikalske isbryder fylder rundt

    Den store musikalske isbryder fylder rundt

    Få andre bands har været så skelsættende og banebrydende i dansk rock som kliché. Nu fylder det kunstneriske mesterværk – Supertanker – 45 år! 

    Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

    ‘Sejler på en supertanker
    Maskinerne arbejder
    Sejler på en supertanker
    Maskinerne arbejder’

    Kliché på 'Supoertankeren'
    Kliché på ‘Supertankeren’


    1980:

    Vi er kommet ind i Klichés maskinrum – som har kastet anker ud fra Aarhus havn. En supertanker som er ustoppelig, flænger havets bølger og kommer til at definere en ny og epokegørende kurs for dansk rock, New Wave og punk. Den nu afdøde musikanmelder, Torben Bille, skrev således, da ‘Supertanker’ udkom: ‘Det er det største tøbrud siden istiden’. Det var godt set – og nærmest foruroligende forudsigende. For det blev det. Og må jeg tilføje: Det var et nybrud – og for at blive i Billes allegori: Så kunne titlen på albummet lige så passende have heddet ‘Isbryder’. For det var det. Albummet skabte grobund for mange nye musikalske veje og banede vejen for flere generationer af nye bands og kunstnere. Kliché blev det danske svar på Velvet Undergrounds debutalbum. Kunstnerisk set. Begge bands var en form for ikke-musikere. ’Det solgte muligvis ikke mange eksemplarer dengang. Men alle dem, som købte det, startede et band’. For at recitere Brian Eno. Altså i forbindelse med Velvet Undergrounds debut. 

    SLIPSTRØM AF NEVØER

    For vi havde aldrig haft TV-2 som band uden Kliché. Steffen Brandt blev medlem af bandet i otte måneder. Love Shop have nok ikke lyt som tidlig Love Shop – uden Kliché. Her blev Hilmer Hassig medlem på ’Okay Okay Boys’. Men lyden af Kliché kan med rette genfindes hos Spleen United, The Raveonettes, Minds Of 99, Iceage og Mew og et utal af andre bands de sidste 45 år. Ét band tog dog skridtet videre og direkte kopierede en del af den musikalske og kunstneriske arv fra Kliché! Det skete på ‘interkom kom ind’. Ikke alene var Nephew inspireret af det repeterende, som var Klichés kendetegn. Deres åbningsnummer hed også ’Igen og igen’. De stod lige så stålfaste og i samme positurer som Lars H.U.G. på indercoveret. ‘Supertanker’ brugte tre stråstreger /// som et grafisk element på albummet. Nephew brugte to //. Som man plejer at sige inden for populærmusikken: De dygtige stjæler med stolthed. Det gjorde Nephew.  I stor stil og tog for sig af retterne.

    Kliché måske over de røde bjerge
    Kliché måske allerede over de røde bjerge

    1990///2025: 

    Personligt er jeg  i en sen alder startet som musiklærerstuderende. Og da jeg for godt en måned siden skulle præsentere én sang og ét band, som mine medstuderende skulle lære at spille, så fortalte jeg denne historie om Kliché. Det lød nogenlunde sådan her:

    Jeg var kun fem, da ’Supertanker’ udkom. Det var dog først for alvor 10 år efter, at jeg rigtig fik øje på bandet og albummet, da jeg var til en vild og trash´et fest på indre Nørrebro. Her var autonome, punkere og typer a la nihilisterne fra filmen ’The Big Lebowski’. Her stod der blandt andet tre fyre i lange gestapo-frakker og manisk skrålede og dansede pogodans til ’Militskvinder’.

    ’På paradepladsen
    Oplyst af dagens første stråler
    På paradepladsen
    Oplyst af dagens første stråler
    Kinas døtre
    Har sind, der stræber højt’

    Kinas døtre
    Kinas døtre på indercovet af albummet

    Det var overvældende og aggressivt. Ikke så meget for festens slæng – men for de flængende toner og militæriske trommer på ’Militskvinder’. Det var en åbenbaring for mig. Eller måske ligefrem en form for syndefald, som Kierkegaard ville sige det. Det var i 1990. Her i 2025 sagde jeg det her til mine medstuderende, som skulle indstudere ’Masselinien’.

    FLIG AF MESTERLIGE DOGMER

    ”Forestil jer, at I er i Aarhus i 1977. I er startet på Det Jyske Kunstakademi. I har lyst til at udfolde jeres kunstneriske talent. Men I bliver mødt med ensretning – og at I skal male det samme billede eller i vores tilfælde: Spille det samme nummer igen og igen… Derfor droppede de ud af studiet og skabte Kliché. Bandet arbejdede efter dogmer. Eller som vi kalder det på musikstudiet: Positive spilleregler. Altså musikalske benspænd. Bandet forsøgte at ændre struktur konstant, instrumentering og anskuelse af sangene – til stor frustration for sangeren, Lars Hug (som han kaldte sig dengang).

    Bandet tog ikke alene et alvorligt kunstnerisk oprør med årtiers ensretning. Det gjorde de også politisk. De var trætte af alle de bedrevidende, de ’rigtige’ meninger og politiske korrekte dogmer, som stod som et råddent, afpillet træ i 1970érne – især på venstrefløjen. De skabte deres egne dogmer, ved at tage dét opgør. De tog tekster fra Maos Lille røde bog og vendte betydningen på hovedet. Vi skulle ikke ensrettes som i totalitære regimer. Nej! magten skulle tilbage til folket, det enkelte menneske. Derfor skal I, medstuderende lære denne enkle tekst, med tre simple akkorder. For af og til så findes de små mesterværker i det enkle, det simple”:

    ’Folket og kun folket
    Er drivkraften
    I skabelsen af verdenshistorien’

    Det var det, jeg sagde til mine medstuderende den dag. Og som jeg har erfaret gennem årene, så delte sangen også denne dag vandende. Nogle er af den skole, at den er kedelig, gentagelser på gentagelser og for monoton. Jeg mener, det er en mesterlig melodi. Måske rettere en tilstand. En opbyggelig tilstand med et messende kor, et insisterende repetitiv hook og med en guitarfigur, som et ildevarslende crescendo. Hvis melodien havde været spillet i halvt tempo og uden sang – så kunne den have været med på soundtracket til ’Twin Peaks’. 

    Kliché i de sene 70´ere
    Kliché i de sene 70´ere

    Musikkens svar på brutalismen

    Klichés debut var voldsom, provokende og en stor fed F…finger til det etablerede danske musikmiljø og til den politiske elite tilbage i 70´erne. Det var en åbenbaring. Det handlede om fremmedgørelse, om forelskelse i en by i forfald, og som man var arbejdsløs i. Der var militæriske udtryk og samtidig en vemod og melankoli over noget, som var fortabt for evigt. Det blev musikkens svar på brutalismen. De var inspireret af Kraftwerk, Bowie, Devo og ikke mindst Eno.

    Det blev en milepæl – og gav genklang for evig tid i dansk rockhistorie.

    Altid væk
    i en sky
    der er så stort
    i min by
    og du er lige så grå og død
    og her er ikke noget at lave

    Bare vi to ku få det godt
    hos dig er jeg sagt op
    hos dig er der heller
    intet arbejde af få

    Fra sangen ‘Aldrig mere’.

    Bandet foran det danske flag
    Bandet foran et sønderskudt Dannebrog.
  • Decorate. Decorate. – Swerve Of Atoms

    Decorate. Decorate. – Swerve Of Atoms

    Decorate. Decorate. når kunstnerisk højdepunkt – musikalsk såvel lyrisk – på uventet comeback-plade.

    Af Rune Hausner, skribent på Unoder

    Decorate. Decorate. er tilbage med første nye album i mere end 15 år. Postpunk-bandet leverer stadig dansable hits til jukeboksen på indiediskoteket, og ved første lyt virker det næsten til at bandet bare har fortsat hvor de slap tøjlerne. Var der ikke mere til historien, så kunne anmeldelsen for så vidt stoppe her. Men det er heldigvis ikke hele historien. Der er mere mellem himmel og jord på noget så sjældent anno 2025 som et dansk postpunk-album, der emmer af lyrisk overskud og rendyrket spilleglæde i det mørke, dybe register.

    Tilbage i 2008 bragede Decorate. Decorate. gennem lydmuren herhjemme med minialbummet Normandie, som ramte skiven rent inden for tidens typiske postpunkede lyd. En tid hvor rockmusikken endnu ikke var bandlyst fra dansk radio. De samtidige musikalske inspirationer fra udlandet stod klart, og et vel nok tydeligt nik til postpunkens førsteforkynder, Ian Curtis, fra Joy Division kunne findes i forsanger Asbjørn Auring Grimms vokal, som stod klart i albummets epicenter. Normandie var forfriskende veloplagt og havde masser af catchy melodier. Albummets formel var enkel men effektiv, men som viste sig også noget begrænsende. Hvert nummer var afhængig af et godt guitarriff eller distinkt synth-tema.

    Bandet fik fortjent en masse omtale, hvilket kulminerede med koncert på Roskilde Festival og endda tv-tid på DRs sparsomme musikformidling. Måske gik det for hurtigt?

    Allerede året efter fulgte albummet Instructions, hvor idéerne var knapt så klare som på debuten. Hvad værre var, så syntes spilleglæden i nogen grad at have forladt gruppen. Pladen virkede en kende for forceret og ulødigt massiv. Her var ingen lys for enden af tunnelen eller måske lyrisk tebrev at godte sig på.

    Om det var tiden, som i de år løb fra postpunken, eller om ideerne udeblev vides ikke. Bandet gik ubemærket på pause på ubestemt tid, indtil der i sensommeren 2022 stod med småt i avisen, at bandet skulle spille et one-off gig på Loppen. Med afmålte forventninger drog denne anmelder af sted, men blev ganske enkelt blæst bagover af et energisk liveband sprængfyldt med vitalitet med tilføjet shoegazy støj. Et spørgsmål pressede sig på den aften: kommer der virkelig ikke mere fra Decorate. Decorate.?

    Liveoptræden på Loppen september 2022. Svedigt og hazy optræden. Billedet er taget af skribenten.

    Swerve of Atoms

    Efter endnu flere glimrende liveoptrædener og et par indvarslende singler har albummet Swerve of Atoms endelig ramt æteren i november 2025.

    Lad det være sagt med det samme. Paletten er udvidet på dette langt mere modne udspil end forgængerne. Bandet er udvidet til en sekstet med keyboardspiller Kristian Nygaard Olsen. Kompositionerne er blevet mere avancererede og fyldige uden at være på bekostning af melodierne.

    Måske er der knap så mange hurtige kalorier i form af effektive hooks, men til gengæld er der så meget mere tekstur og bund i numrene, at kostplanen for denne vinter er opfyldt. Produktionen har været lagt i hænderne på Brian Batz (bedst kendt fra Sleep Party People), som muligvis er kongerigets pt. bedste mand til at producere i denne genre. Albummet lyder i hvert fald enormt godt, og langt over dansk standardvare.

    Om tingenes natur

    Titlen Swerve of Atoms henviser til den romerske digter og naturfilosof Lucretius værk On the Nature of Things. Her beskrives verden som bestående af spinnende atomer, der sværmer og kolliderer ind i glemslen, men stadig vil nogle atomer afvige sin bane, og heraf opstår det uventede; noget vil afvige fra naturens determinisme, grundet en art fri vilje. Det er let at sammenholde denne teori med bandets genkomst; skabertrangen og nødvendigheden ved at være tilbage. Og med sikke et album.

    In a room full of sun – with a lung full of air

    Albummet åbner med A Sun, der er storladen og monumental i sin opbygning. Her er god plads til sanger Asbjørn Auring Grimm til at folde sin lyrik helt ud. Uden at blive alt for tekstnær, så refereres her til elementerne; sol, luft, vand og jord. Mennesket påkalder gud, manden påkalder kvinden. Jovist, albummet hænger sammen i titel og udtryk.

    Dernæst følger den progressive Paper Clouds, som udmærker sig med en utrolig flot produktion. Alle instrumenter står krystalklart, mens nummeret kulminerer i ren shoegazy støj. Det er lækkert og ganske enkelt fremragende.

    Ligedan kan Something To Hide fremhæves. Nummeret har tilsvarende progressiv opbygning og støjmur i sig. Det er bemærkelsesværdigt hvor elegant og ingenlunde forceret nummeret lander i en episk afslutning.

    Singleforløberen Surface Tension, er med sin hook-line “…it’s just a state of the mind” og den pulserende bas, et godt bud på årets bedste alternative rocknummer at danse til.

    Pladens sidste skæring Utterly Changed into Fire lader albummets tema kulminere: elementerne ind i ild. In this cold world, why not turn into fire? Det er fint, enkelt skrevet. Det er postpunk i sin essens – opdateret til 2025.

    Falling out of your mouth – as a swerve of atoms

    Må lykken tilsmile Decorate. Decorate., at bandet kommer ud på de danske spillesteder i 2026, og får lov til at præsentere dette flotte værk til landets rockmenigheder. Der er som sagt masser af spilleglæde i bandet og på albummet. Et stille ønske herfra kunne være at Roskilde Festivalen genopfinder de notoriske natkoncerter på Pavillon scenen, og lader Decorate. Decorate. få den anerkendelse, som bandet gør sig fortjent til med dette mesterlige comeback.

  • Blodet i årene løber som heste

    Blodet i årene løber som heste

    Love Shop er tilbage med ‘I Love You, Goodbye

    Af Jon Kiellberg

    Alt er på spil igen. Alt på et bræt. ’Nothing Has Changed, Everything Has Changed’, som Bowie sang på ’Sunday’. Eller som Jens Unmack skrev til nummeret på ’Det løse liv’: ’For evigt, forandret, for altid, forundret’. Love Shop kaster sig endnu en gang ud for mågerne og ud på en mørk og urolig skovsø – befolket af fuldblods heste og poetisk friktion. Det er umiskendelig Kærlighedsbutikken. Men noget er forandret. Væk er den mangeårige guitarist Mika Vandborg. Ind er kommet Rune Kjeldsen (Savage Rose, C.V., Kira and the Kindred Spirits m.fl.).

    Hello elektropop – I LOVE You, Goodbye old SHOP.  Vi taler ikke om stunde null eller en revolution. Mere end transformation. Som tidevandet der transcenderer, og aldrig er det samme, når det rammer bredden. Albummet falder punktligt to år efter ’Blues Europa’ udkom. Sådan har det været siden gendannelsen med ’Frelsens Hær’. Det er konsekvent. Det samme kan man sige om det nye udspil. Det er fyldt med elektroniske brudflader og klangbunde – som både skaber en større stoflighed i sangene og en ny vitalitet hos bandet på ’I Love You, Goodbye’. En ny vægtløshed har sneget sig ind. Og vi skal tilbage til ’Skandinavisk lyst’ for at finde et så sammenhængende lydtapet. Men hvor det nye album skaber en langt mere urovækkende, sfærisk elektronisk dybde. For der er noget foruroligende i de melankolske klange.

    Flaget er gået på halvt på ‘I Love You, Goodbye’

    LS har i mange år haft Dannebrog som baggrund til deres koncerter. Blandt andet for at generobre flaget fra Dansk Folkeparti. DF der kidnappede flaget for at definere Danmark som et lille småracistisk og i sig-selv-nok-land med et mindreværdskompleks som en østjysk motorvej. Men på indercoveret ’I Love You, Goodbye’ er flaget gået på halv. Nogen er død. Noget er gået tabt. Måske bekendte i de hvide, smalle baner på kokainvejen? Måske fordi Jens Unmacks harddisk under tilblivelsen af albummet brændte sammen. Måske er det en slet, skjult og smuk reference til de to gamle musikalske legekammerater, Hall og Hassig.

    Fold af fuldblods travere

    ’Spillet er en stolt hest
    hvid som kokain
    så den løbe bort
    troede den var min’

    Sådan starter pladen. Sådan lægges der ud. Den hvide hest som symbol på coke. Som vi kender det fra Laid Backs ’White horse’, Deftones´ ’White Pony’ eller Goldfrapps´ ’Ride a White Horse’.

    Sangen signeret som ’Hjertet En Hjemløs Hovedvej’. En smuk titel, der vækker minde om den stærkt bevægende antologi; ’Hjertet er en fold med heste’ om, hvordan psykiatrien presser individualitet ud af de psykisk sårbares sjæl. Den kan varmt anbefales. Og så kunne det være en titel, som snildt kunne blive til en kommende efterårsklassiker.

    Der er noget med Unmack og heste. Bare tænk på hans soloplade ’Dagene løber som heste’. Coveret på den nye album afbilleder en hvid hingst, der stolt galoperer gennem det sølvbeklædte landskab. På et af albummets højdepunkter, ’Kongedybet” Spiller rytmegruppen Nis Tyrrestrup og Thomas Duus et eminent tungt beat – som lyder af voldsomme hestehove over Fælleden, der krydser sit spor over Kongens skov:

    ’Jägermeistergrøn
    junirank
    bølger bøgen skøn
    kongedyb
    kongedyb’

    Og når man selv er ud fra en tredje generation af en hestefamilie, som er opvokset tæt på hestefolde og Kongelunden, så var det vores sportsgren. Her er hesten symbol på storhed, prægtighed, sårbarhed, frihed og (frit)fald. Og for at blive i samme løbebane og fra hestens egen mund: Så løfter bandet barren med en form for melankolsk-Morricone i en tid, der aldrig var der, aldrig kom. Men altid med et gryende håb. For selvom Love Shop og Jens Unmack er formet af New Romantic, New Wave og punk – forfalder Jens Unmack aldrig til en triviel længsel. Mere en poetisk og musikalsk strømpil efter noget, som betyder noget, vil noget, noget man kan slå sig på – præcis som et levet, mærket liv.

    Synthpop – der skærer ned i vrimlen

    Der er ingen tvivl om, at ’Kors i Dit vindue’ er ægte, nordisk elektropop. Et lille ekko og uptempo af Kraftwerks ’Metropolis’ og tidlig Depeche Mode fra ’Some Great Reward’.

    ’Et kors i dit vindue
    fuldmåne bag mørket
    du ser op bag himlen
    og flyene der svæver
    langt ude fra verden’

    Det er sublim synthpop. Og de utvetydige og fragmenterede poetiske ord frembringer billeder lige fra de første kvindelige pionerer på Københavns Universitet, mørklægningsgardiner under 2.verdenskrig og ’Flyvere i natten’ af Larsens ’Kielgasten’. Mon ikke ’Kors i Dit vindue’ bliver en fast del af bandets repertoire de næste par år? Det er lydarkitekten Mikkel Damgaard i sit fineste mørke lydhjørne, hvor et hav af understrømme af toner og klange – løfter sig og sprede sine vinger udover byens tage. Det er sjældent hørt så gennemført fra hans hånd. Og vi bliver samtidig beriget med en sfærisk guitarsolo fra Kjeldsen som et skær fra Hilmer Hassigs velmagtsdage.

    …Før lyset slukker mig

    Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter. Det ser vi på førstesinglen; ’Sølvstjerner af Guld’. Alene titlen er en smuk, drømmeagtig selvmodsigelse. Et spænd mellem fantasi og nøgen realisme. En umulig skinnende skønhed af noget, som måske aldrig var der – eller kom.

    “Den blå buket af aftener
    der brænder på et bord”

    En af de andre linjer fra samme sang – er som et minde, der brænder i hukommelsen, en gammel intensitet – der aldrig kan gentages eller genopdages.

    På forunderlig vis har Love Shop på de seneste udgivelser fået det til at lyde som om, at det er deres afskedsalbum. For hvis det er rettesnoren og kongstanken – så sætter du netop alt i spil og skaber en særlig intensitet. Hvis det her album måtte være det sidste – så ville det være en værdig svanesang:

    ’…Der er kun en ting jeg mestrer nu
    det er den kunst at sige farvel
    kun værdig sorg vil stå som afskedskys
    bag det blafrende gardin
    den fortæller du var min
    og jeg skulle aldrig sige nej’


    ‘I love you goodbye’’I Love You, Goodbye’
    må, her på falderebet til et nyt år, stå som et godt bud på et af 2025 bedste danske udgivelse