Få andre bands har været så skelsættende og banebrydende i dansk rock som kliché. Nu fylder det kunstneriske mesterværk – Supertanker – 45 år!
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
‘Sejler på en supertanker
Maskinerne arbejder
Sejler på en supertanker
Maskinerne arbejder’
1980:
Vi er kommet ind i Klichés maskinrum – som har kastet anker ud fra Aarhus havn. En supertanker som er ustoppelig, flænger havets bølger og kommer til at definere en ny og epokegørende kurs for dansk rock, New Wave og punk. Den nu afdøde musikanmelder, Torben Bille, skrev således, da ‘Supertanker’ udkom: ‘Det er det største tøbrud siden istiden’. Det var godt set – og nærmest foruroligende forudsigende. For det blev det. Og må jeg tilføje: Det var et nybrud – og for at blive i Billes allegori: Så kunne titlen på albummet lige så passende have heddet ‘Isbryder’. For det var det. Albummet skabte grobund for mange nye musikalske veje og banede vejen for flere generationer af nye bands og kunstnere. Kliché blev det danske svar på Velvet Undergrounds debutalbum. Kunstnerisk set. Begge bands var en form for ikke-musikere. ’Det solgte muligvis ikke mange eksemplarer dengang. Men alle dem, som købte det, startede et band’. For at recitere Brian Eno. Altså i forbindelse med Velvet Undergrounds debut.
SLIPSTRØM AF NEVØER
For vi havde aldrig haft TV-2 som band uden Kliché. Steffen Brandt blev medlem af bandet i otte måneder. Love Shop have nok ikke lyt som tidlig Love Shop – uden Kliché. Her blev Hilmer Hassig medlem på ’Okay Okay Boys’. Men lyden af Kliché kan med rette genfindes hos Spleen United, The Raveonettes, Minds Of 99, Iceage og Mew og et utal af andre bands de sidste 45 år. Ét band tog dog skridtet videre og direkte kopierede en del af den musikalske og kunstneriske arv fra Kliché! Det skete på ‘interkom kom ind’. Ikke alene var Nephew inspireret af det repeterende, som var Klichés kendetegn. Deres åbningsnummer hed også ’Igen og igen’. De stod lige så stålfaste og i samme positurer som Lars H.U.G. på indercoveret. ‘Supertanker’ brugte tre stråstreger /// som et grafisk element på albummet. Nephew brugte to //. Som man plejer at sige inden for populærmusikken: De dygtige stjæler med stolthed. Det gjorde Nephew. I stor stil og tog for sig af retterne.
1990///2025:
Personligt er jeg i en sen alder startet som musiklærerstuderende. Og da jeg for godt en måned siden skulle præsentere én sang og ét band, som mine medstuderende skulle lære at spille, så fortalte jeg denne historie om Kliché. Det lød nogenlunde sådan her:
Jeg var kun fem, da ’Supertanker’ udkom. Det var dog først for alvor 10 år efter, at jeg rigtig fik øje på bandet og albummet, da jeg var til en vild og trash´et fest på indre Nørrebro. Her var autonome, punkere og typer a la nihilisterne fra filmen ’The Big Lebowski’. Her stod der blandt andet tre fyre i lange gestapo-frakker og manisk skrålede og dansede pogodans til ’Militskvinder’.
’På paradepladsen
Oplyst af dagens første stråler
På paradepladsen
Oplyst af dagens første stråler
Kinas døtre
Har sind, der stræber højt’
Det var overvældende og aggressivt. Ikke så meget for festens slæng – men for de flængende toner og militæriske trommer på ’Militskvinder’. Det var en åbenbaring for mig. Eller måske ligefrem en form for syndefald, som Kierkegaard ville sige det. Det var i 1990. Her i 2025 sagde jeg det her til mine medstuderende, som skulle indstudere ’Masselinien’.
FLIG AF MESTERLIGE DOGMER
”Forestil jer, at I er i Aarhus i 1977. I er startet på Det Jyske Kunstakademi. I har lyst til at udfolde jeres kunstneriske talent. Men I bliver mødt med ensretning – og at I skal male det samme billede eller i vores tilfælde: Spille det samme nummer igen og igen… Derfor droppede de ud af studiet og skabte Kliché. Bandet arbejdede efter dogmer. Eller som vi kalder det på musikstudiet: Positive spilleregler. Altså musikalske benspænd. Bandet forsøgte at ændre struktur konstant, instrumentering og anskuelse af sangene – til stor frustration for sangeren, Lars Hug (som han kaldte sig dengang).
Bandet tog ikke alene et alvorligt kunstnerisk oprør med årtiers ensretning. Det gjorde de også politisk. De var trætte af alle de bedrevidende, de ’rigtige’ meninger og politiske korrekte dogmer, som stod som et råddent, afpillet træ i 1970érne – især på venstrefløjen. De skabte deres egne dogmer, ved at tage dét opgør. De tog tekster fra Maos Lille røde bog og vendte betydningen på hovedet. Vi skulle ikke ensrettes som i totalitære regimer. Nej! magten skulle tilbage til folket, det enkelte menneske. Derfor skal I, medstuderende lære denne enkle tekst, med tre simple akkorder. For af og til så findes de små mesterværker i det enkle, det simple”:
’Folket og kun folket
Er drivkraften
I skabelsen af verdenshistorien’
Det var det, jeg sagde til mine medstuderende den dag. Og som jeg har erfaret gennem årene, så delte sangen også denne dag vandende. Nogle er af den skole, at den er kedelig, gentagelser på gentagelser og for monoton. Jeg mener, det er en mesterlig melodi. Måske rettere en tilstand. En opbyggelig tilstand med et messende kor, et insisterende repetitiv hook og med en guitarfigur, som et ildevarslende crescendo. Hvis melodien havde været spillet i halvt tempo og uden sang – så kunne den have været med på soundtracket til ’Twin Peaks’.
Musikkens svar på brutalismen
Klichés debut var voldsom, provokende og en stor fed F…finger til det etablerede danske musikmiljø og til den politiske elite tilbage i 70´erne. Det var en åbenbaring. Det handlede om fremmedgørelse, om forelskelse i en by i forfald, og som man var arbejdsløs i. Der var militæriske udtryk og samtidig en vemod og melankoli over noget, som var fortabt for evigt. Det blev musikkens svar på brutalismen. De var inspireret af Kraftwerk, Bowie, Devo og ikke mindst Eno.
Det blev en milepæl – og gav genklang for evig tid i dansk rockhistorie.
‘Altid væk
i en sky
der er så stort
i min by
og du er lige så grå og død
og her er ikke noget at lave
Bare vi to ku få det godt
hos dig er jeg sagt op
hos dig er der heller
intet arbejde af få‘
Fra sangen ‘Aldrig mere’.
