Black star. Betegnelsen for en døende stjerne, der imploderer og efterlader et sort hul i universet. David Bowie var fuldt ud bevidst om, hvad der var ved at ske, da han blot to dage forinden havde udgivet sit 28. studiealbum: Blackstar. Han skulle dø.

Ligeså bekendt han var med dødens uundgåelige faktum, ligeså bevidst var han om sin egen ikon-status i populærkulturen. En verdensstjerne, som havde viet sit liv til kunsten og i særdeleshed musikken.

Til at markere 10-årsdagen for David Bowies død følger her tre forskellige beretninger og vidnesbyrd om modtagelsen af Blackstar-albummet, nyheden om Bowies død og efterreaktionerne. Beretningerne rummer alt fra spænding og uvished, over glæde og begejstring, til at ende i chok og sorg. Redaktionen håber du vil læse med hele vejen.

Til at starte med følger Lars’ beretning, der beskriver forventningen om et nyt Bowie- album, og alle de uvisse varsler, til at ende i choktilstand og rulletekster.

Han skulle nå det hele – før lyset slukkede

Af Lars Markussen, skribent på Unoder

Lige siden at jeg som 13-årig spillede lufttrommer til hit-singlen ‘Let’s Dance’ (1983) fra albummet af samme navn, har David Bowie og hans værk haft en væsentlig plads i min musikalske opdragelse, orientering og en jeg altid vender tilbage til. Så da nyheden om et kommende album dukkede op – efter en håndfuld års tavshed – kort før julen 2015 var det noget, der naturligvis optog mig meget. Hvem skulle producere, hvem blev inviteret med på pladen, hvilket udtryk ville  han komme med denne gang (jeg var ikke helt overbevist om det forrige album ‘The Next Day‘ (2013) osv. Men det var sandt! Bowie havde i hemmelighed indspillet et nyt album, med sin gamle producer, Tony Visconti og et helt nyt band, bestående af unge, hypede jazz-dudes fundet på en Manhatten jazz-club. Meget Bowie-agtigt.

Pludselig landede der en musikvideo på de sociale medier – ‘Blackstar’ – som var foruroligende: i starten ligger der en slidt astronaut-dragt med et diamantbelagt kranie i – en direkte henvisning til et af Bowies mange alter egoer: Major Tom. Var Major Tom endegyldigt død? Bowie optræder med bind for øjnene og med påsyede knapper, som øjne, som nærmest danner et kryds; i tegneserieverden er man bevidstløs eller sågar død, hvis ens øjne er ‘krydset ud’. Musikken er rimeligt jazzet og det mere end ni minutter lange nummer skifter stil og karakter midtvejs, fra det avantgarde til et mere dynamisk udtryk.

Teksten kredser om et okkultisk tema (Villa of Ormen) og han har noget der minder om en bibel med en sort stjerne i hånden – meget tvetydigt og forvirrende. ‘Altså hva’ fanden sker der?’ var min tanke! Det var meget foruroligende og mindede mig om ‘The Hearts Filthy Lesson’ (1995) som også var ledsaget af en voldsom video med en ‘fin de siecle’-agtig stemning – dommedag, okkultisme, dekadence, kaos forfald; den var ganske enkelt for voldsom til at MTV kunne vise den i dens oprindelige form, og den blev gjort mere spiselig. Men den var nu stadig ret vild. Som en lille sidebemærkning, blev netop dette nummer brugt i filmen ‘Seven’ (David Fincher – 1995), som jo også kredser om okkultisme og bibelske henvisninger: De syv dødssynder.

Så kom der endnu en single og tilhørende video – Lazarus – og den var mere konkret i udtrykket og i teksten:

‘Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen’ … ‘Look up here, man, I’m in danger / I’ve got nothing left to lose’

– altså jeg får den dag i dag koldsved på ryggen, når jeg hører det nummer – det er lyden af en mand der er ved at dø. Rygterne gik også i den retning op mod album release – den 8. januar 2016, som jo også er David Bowie 69 års fødselsdag. Jeg var selv i Dublin den weekend og jeg står i en vinylbutik med en kollega, som køber ‘Blackstar’ dér; jeg selv springer over, da jeg afventer den leveret til døren – men vi snakker naturligvis om netop det med at udgive sådan et album på sin fødselsdag. 

Vel hjemme igen og jeg møder ind på kontoret mandag morgen. Drikker kaffe og starter pc’en og varmer op til dagen, ved at skimme morgens nyheder. Og dér kommer den. Som et dybt stød i maven: David Bowie er død. 69 år + 2 dage. Chok. Gensidig krisehjælp over telefonen med en ven for at tjekke om han nu også havde læst det samme. Vantro.

Dagen skal bare overstås, så jeg kan prøve at forstå, hvad der er sket. Samtidig en mærkelig følelse af at ‘kan jeg tillade mig at sørge over et menneske jeg ikke kender eller har en relation til’? – Det korte svar er et klar ‘Ja!’ David Bowie efterlod os et massivt værk, som på mærkværdig vis for mere og mere betydning og relevans og jeg hopper igen og igen ned i kaninhuller og opdaget nye sidersog har skiftende favorialbums. Bowie var og er unik og en kunstner, der lever på tværs af generationer og årtier. Tak til Bowie og tak for en vild, men mesterlig afsked og afslutning på et unikt kunstnerliv.

David Bowie, når at læse anmeldelserne af ‘Blackstar’ og langt de fleste medier anmelder den til mesterværkklasse. Det er som om Mesteren, Aladdin Sane, Major Tom, Ziggys Stardust, The Thin White Duke m.fl. skulle lige se sit værk afleveret og modtaget. Lyset slukker – The End.

***

Her følger en intens og personlig beretning fra Jons tour de Bowie. Vi hører om friheden i de svenske skove, om ophøret af konventioner og skaberkraft, for at ende hjemme i København med de tanker, som Bowies død og efterliv har givet.

* BLACKSTAR – 10 ÅR SENERE – HVOR VI FOR ALVOR LÆRTE BOWIE AT KENDE OG KUNSTEN AT SAVNE *

8.1: * … *

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

Fredag den 8. januar henter jeg Bowies ’Blackstar’ på knaldsort vinyl som dagene i januar. Det var ingen overraskelse over at den udkom. Den var ventet og bestilt for længst. Ikke som ’The Next Day’ som kom ud af det blå – efter 10 års fravær og stilhed fra Robert David Jones’ hånd. Men hvor ’The Next Day’ ikke var den store musikalske overraskelse – så blev ’Blackstar’ den weekend for 10 år siden en stort kalejdoskopisk åbenbaring af et album. Hvor det forrige lød mere som et forventet, afdæmpet sen-Bowie album, skulle ’Blackstar’ vise sig, at være en musikalsk bouillonterning og -mosaik over de sidste 40 års rejse i alskens genrer og musikalske eksperimenter.

* Iskrystaller og funklende sorte stjerner i rommen *

Jeg nåede faktisk ikke at sætte albummet på derhjemme, da vi var nogle barndomsvenner, som skulle op og spille folkemusik hos vores fælles ven i Sydsverige. Det gjorde vi flere gange om året. Denne gang blev ikke som ventet. Alt blev vent på hovedet. Men før det – skulle vi over Øresundsbroen. Jeg lærte af en anden ven, min gamle nabo, at når man krydser broer, så skal man høre nogle af de bedste sange – man kan komme i tanke om. Og fordi det netop var Bowies fødselsdag – så var det givet på forhånd. Vi diskuterede som gale – om hvilken sang som vi skulle høre, når vi kom under de store pyloner. Det skulle ikke være et fra ’Blackstar’. Den ville vi vente med, til vi ramte Svedala. Valget faldt på Quicksand fra ’Honky Dory’. Det blev nærmest et profetisk valg:

’Don’t believe in yourself
Don’t deceive with belief
Knowledge comes with death’s release
Ah, ah’

Det vidste vi naturligvis ikke den fredag. Men vi vidste, at vi var i fare for at køre fast i sneen på vej til den firlængede gård i Skurup kommun. For det var et vildt sneklædt landskab vi ankom til. I den ombyggede lade – satte vi strøm til svenske folkeviser – som havde flere hundrede år på bagen. Men da rommen kom på bordet – som den altid gør på disse kanter – så røg ’Blackstar’ også på. For første gang. Og vi var mildest talt – os fem – mundlamme. Nærmest hypnotisk stille i et ellers yderst snaksageligt selskab.  

* OVERVÆLDET – OVERRASKET – OVERRUMPLET *

Da de første toner tonede frem på åbningsnummeret ’Blackstar’. Synkoperede trommer, Bowies stemme som et himmelsk kor og en sax, som lyder som John Zorn fra New York. Senere blev jeg klogere på, at Bowie og hans mangeårige producer, Tony Visconti, var inspireret af free jazz, Kendrick Lamar, D’Angelo og havde hyret lokale jazzmusikere fra listige steder på Manhattan. Vi befandt os midt ude på landet – og vi havde aldrig hørt mage. Linjerne var blandt andet:  

Something happened on the day he died
Spirit rose a metre then stepped aside
Somebody else took his place, and bravely cried
(I’m a blackstar, I’m a star’s star, I’m a blackstar)

Vi dansede akavet. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle gøre os selv og vores lemmer. Udenfor var vejret usandsynligt klart, iskoldt og mikroskopiske iskrystaller omfavnede himlen over os. Det unaturlige vejrfænomen blandet op med rom og ’Lazarus’, ’I can’t Give Everything Away’ og ’Girl Loves Me’ gjorde, at vi fem begyndte at spille – ikke free jazz – men frigjort musik inden for udefinerbare genrer. Vi skiftede instrument på skift – efter skiftende sindsstemninger. Måske var vi lige præcis den aften så meget i synk – netop fordi vi ikke var det. Vi blev legesyge, eksperimenterede, krydsede musikalske grænser, som vi ikke havde gjort før eller siden. Her 10 år efter,  i efter efterrationalisering, umådelige klare lys, var det netop det, som Bowie stod for: Aldrig at stå stille, være über-åben over for nye musikalske veje og tør være dig selv i musikken. Tør springe ud på dybt vand igen og igen. Den aften i Svedala spillede vi alt det, vi heldigvis ikke fik skrevet ned eller optaget. I bedste Bowie-ånd. Det var ikke målet. Det var momentet. Som Bowie synger på ’Dollar Days’:

’Can’t believe for just one second I’m forgetting you
I’m trying to
I’m dying to’

10.1: * EVERYBODY KNOWS ME NOW *

Tilbage fra Sverige og Svedala. Tilbage på arbejde i mit firma på Alhambravej. Vejen opkaldt efter et af de første tivolier i København, hvor skæve klovne, en beskæggede dame og uregerlige dyr huserede. Og lige der, midt i et pitch til en offentlig kunde, så faldt nyheden: At Bowie var gået bort, B U M. En tør kendsgerning som ikke kunne være rigtig. Vi havde jo lige…,, han var jo kun…., VI var jo ikke færdige. Året var først lige begyndt. ’Everybody knows me now’ sang han. Hvis vi ikke vidste det før. Vi kendte ham ikke. Alligevel følte det som en fader, som var gået bort. Én som man talte med, delte tanker med, HAM som man blev inspireret af kulturelt og musikalsk. HAM som fik mig til at læse Jack Kerouac, Allan Ginsberg og William S. Burroughs! HAM som lærte mig at nyde degenereret kunst og Francis Bacon. HAM som man havde lyst til at skrive til og spørge om de mest forunderlige ideer i verden. HAM man fulgte. HAM man hørte fire gange LIVE uden at vide, hvor vildt det egentligt var, netop VAR. Fordi HAN var en så stor fortryllende og generøst kunstner med stort og et klart K. Men tilbage i 90´erne og 00´erne var HAN der.  Vi var med HAM.

Jeg tog hjem tidligt. Til min NYC lejlighed på Rentemestervej i Nordvest. Den del af gaden er fyldt med kunstnersteder, weird-gallerier og outtrashede husgavle. Den del af gaden havde aldrig været foruden Bowies ånd. Alt det, som hverken er skrevet med VERSALER eller med småt. Men alt det – som var og er pirrende ved livet. NYSGERRIGHED og hvor man stiller spørgsmålstegn ved livet og én selv. Og den dag tog Bowie afsted lidt før os andre:

Jeg drak den sorteste kop kaffe og hørte alle de Bowie plader jeg kunne  – før søvnen indhentede mig og drømmen om noget – som er større end én selv: KREAVITETEN. Ni år efter fik jeg lavet nedenstående tusch som en stille hyldest til MESTEREN med stjernen og lynet fra Blackstar/Alladin Sane og med initialerne for mine to sønner – August & Elias. End of story

***

Vi slutter med Runes undersøgende tekst, der går tilbage til 70’erne for at prøve at forstå Bowies indflydelse på popkulturen og rockmusikken de sidste 50 år. Inden der svares på, hvad kan verden lære af ikoner som Bowie.

AT SKABE EN STJERNE:
ROCK ‘N ROLL MESSIAS TUR/RETUR

Af Rune Hausner, skribent på Unoder

Bank bank bank. De fleste af lidt ældre årgange kan nok huske, da billeder af sultende børn i Afrika bankede madskålen på tv-skærmens glas i de små danske hjem tilbage i 80’erne. Vågn op, gør noget.
Samme hallo!-effekt er blevet beskrevet, da David Bowie i 1972 optrådte i BBC’s Top of the Pops med sit forrygende nummer Starman. Knock knock knock. Ungdom vågn op!

I skikkelse af sit alterego Ziggy Stardust var Bowie landet på planeten Jorden. En glitrende rock and roll-messias, der med sine disciple i backingbandet “The Spiders From Mars”, lader sig tilbede, ofre og til sidst blive “fordøjet” af de sagesløse jordboere, for at redde menneskeheden fra undergang.

Således kan albummet “Ziggy Stardust and The Spiders From Mars“(1972) kort opsummeres, og det var med dette album i bagagen, at Bowie stod på scenen, og talte til ungdommen.

Det vilde outfit, de høje kindben og hans lange, tynde lemmer. Det var rock and roll-æstetik som aldrig var set før på TV. Ikke noget med machomænd i læder, men i stedet flotte farvestrålende heldragter, hennafarvet strithår, og ikke mindst makeup på en mand(!).

Læg dertil Bowies “skandaløse” optræden på scenen, hvor hans interageren med guitarist Mick Ronson blev set som stærkt homo-erotisk, hvilket var totalt bandlyst i den dengang bestående verden. “Det kan man ikke vise på tv!” har de voksne skreget hjemme i stuerne. Ungdommen derimod elskede hvad de så, og denne optræden er blevet stående som nybrud i rockhistorien. David Bowie gik fra at være nærmest ukendt til superstjerne overnite.

Der er “et før” og “et efter” denne TV optræden, men for Bowie selv var udviklingen langt mere kontinuerlig, og han havde taget tilløb i flere år forinden.

Hans musikalske eventyr var startet som barn på saxofonen, inden han begyndte at spille guitar og synge i diverse skolebands. Ved siden af musikken var Bowie flittigt interesseret i teater og scenekunst, og han forsøgte ivrigt at medvirke alle de steder han kunne komme til. Bedst beskrevet er hans optrædener fra pantomime teater.

Dertil havde Bowie blandt andet udgivet albummet “The Man Who Sold The World“(1970), hvor han på coveret er iført kjole, langt hår ligger som en diva henslængt på sengen.

Teateret, dramaet og legen med kønnene var altså bestemt ikke et pludseligt indfald fik Bowie i 1972. At tilføre de teatralske elementer til rockmusikken synes at være det mest naturlige nogensinde for Bowie.

I dag kan man end ikke forestille sig at udgive musik uden tilhørende billedlig æstetik. I 1972 var det ikke set før i så gennemført grad, at musik, visuelt udtryk og tematik kunne smelte sammen til højere enhed end enkeltdelene af værket.

“PRØV LIGE AT HØRE HAM HER, HAN ER FOR VILD”

Selv er jeg af noget yngre årgange og har ikke set disse optagelser på TV som barn eller helt ungt menneske, men først meget senere da internettet gav de muligheder.
Mit eget første møde med David Bowie var i biografen, da han spillede skurkerollen som “The Goblin King” i filmen “The Labyrinth“(1986), som faktisk har 40 års jubilæum de her dage. Om det lige var i 1986 eller nogle år senere, er ikke til at vide grundet provinsbiografernes dengang langsommelige distribution. Jeg var i hvert fald et indskolingsbarn, da jeg så hvordan Bowie næsten lykkedes med at forføre hovedpersonen Sarah (spillet af Jennifer Connelly) til maskebal, som kan ses i musikvideoen nedenfor.

Jeg er ikke sikker på at man kan lave film sådan her i dag – det er hvad man i dag vil kalde for “lavet i en anden tid”.

Sandheden er at jeg blev forført af Bowie. Jeg vidste det måske ikke helt den gang. Jeg vidste måske ikke at han skulle blive identitetsmarkør også i mit liv, men scenen i filmen (og flere andre) har været indprentet i min DNA lige siden.

Det var først senere, da jeg som 15 årig lånte en dobbelt-CD, af min vens storebror, at det for alvor gik op for mig hvem han var. “Prøv lige at høre ham her, han er for vild!”. CD’en: “The Singles Collection“(1993), indeholdt alle Bowies hits fra 1969 og frem til 1992, og er et rigtigt godt sted at starte for nye lyttere.

Udover den fantastiske musik, kiggede vi på lige så smukke billeder af Bowie i utallige situationer. Betagelsen var svær ikke at fortabe sig i. Han lignede hele vejen igennem det overjordiske menneske, som var landet på jorden i 1973.

David Bowie har fulgt mig herfra og op gennem livet. Som en nær ven jeg havde inde under skjorten. Han gjorde mig stærkere, klogere, gav udsyn, og modet til at turde “Turn and face the strange”.

THE FINAL RISE AND FALL

Senere, da jeg havde fået mit første barn, og levede et bogstaveligt talt søvnløst (og alt andet end rock n roll’et) småbørnsliv, gik rygterne i slutningen af 2015 at Bowie havde endnu et album på trapperne. Den forrige plade “The Next Day” (2013) havde ikke gjort synderligt indtryk på mig, men spændingen og forventningerne boblede som altid.

Blackstar blev akkurat købt på udgivelsesdagen, en fortravlet fredag eftermiddag, men jeg nåede knap nok at høre pladen den weekend. Jeg smed akkurat vinylen under pickuppen en enkelt gang, men tonerne, der flød ud af højttalerne, fangede umiddelbart ikke. Den spacy New Yorker-inficerede free-jazz krævede fuld opmærksomhed, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at pladen vel lige krævede et eller fem flere afspilninger inden jeg havde dannet et førstehåndsindtryk.

Mandag morgen og på vej til arbejde læser jeg så nyheden i metroen: Bowie er død. Det var ikke til at fatte. To hurtige sms’er. Enslydende svar retur: “Åh nej!” og “Hulk!”.

Jeg kørte til endestationen med metroen. Gik ud, trak vejret dybt. Ventede lige en tog-afgang mere, inden jeg kørte tilbage, og gik på arbejde. Jeg husker ikke andet fra dagen, andet end at jeg var i min egen dykkerklokke. Jeg var i chok.

Lige så pludseligt, som han var landet på jorden i 1972, ligeså pludseligt var han borte igen, faret af sted i sin raket. Ja, Lazarus-musicalen endte også sådan, og var blevet uropført i New York måneden forinden, med Bowie siddende på forreste række. Han vidste at han skulle dø. Men: De overjordiske kan da ikke dø?! Bowie kunne da ikke dø!?!

Det efterfølgende år hørte jeg nærmest ikke andet end Blackstar. Det er en fuldstændig fantastisk plade; et sidste og måske det største mesterværk. At gøre sin egen død til et monumentalt kunstværk synes at være den ultimative bedrift.

“I CAN’T GIVE EVERYTHING AWAY”

Tænk sig, tusindkunstneren, der på allersidste skæring i karrieren erklærer: “I Can’t Give Everything Away”, til trods for at give os så ufatteligt meget. At han alligevel mener at han har noget – en inderste kerne måske – han ikke har givet os? Det kan næsten ikke passe. Bowie har givet os så meget, at det praktisk talt er alt. Ud over utallige optrædener på alverdens scener, et hav af filmroller og anden kunst, ser vi paparazzi-billeder af den civile Bowie gå gennem New Yorks gader, hvor alle ved hvem han er, selv når han går rundt maskeret. “Everybody knows me now”.

Vi ser videoer af faderen David spille musik med sin datter Lexi. Samt oceaner af interviews, som pibler ud fra alle og enhver, der har haft blot den mindste berøring med manden. Vi har været der hele vejen som voyeurs. Vi har fået alt.
Jeg kan kun tænke på kærligheden til hans hustru Iman og datteren Lexi, som værende hans inderste privatsfære.

Jeg har stadig Bowie inde under skjorten. Når det handler om integritet i det jeg laver, og udsynet til noget større. Pas godt på os derudefra. Verden synes at være ved at gå ad helvede til i trumpisme, klimakrise og autotune.

***

Tak for at læse med skal lyde på vegne af Unoder-redaktionen.