Electrorockens iskrystal blev ikke alene et hovedværk for Spleen United. Det skabte også eftertrykkelige nye elektro-bølger på den danske musikscene. I dag fylder ’Godspeed Into The Mainstream’ rundt
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
For 20 år siden gik alle rundt og sang landeplagen ’De første kærester på månen’ med TV-2, Nephew red på efterdønningerne til USADSB med ’Ordenspoliti’, Vi dansede til ’Love In A Trashcan’ med The Raveonettes eller skrålede til Anna Davids ’Fuck dig’.
Og så B A N G: Landede disse linjer som et brag:
’Live the dream
Stay in bed
With heroin
Unlimited
Relive the dreams
Let’s stay in bed
Join the myth’
Det var langtfra mainstream. Men det vakte opsigt. Skabte nye musikalske spor og teksturer. ’Tag uendelige mængder heroin, bliv i sengen og dyrk (rock)myten for fuld udblæsning’. Sådan åbnede ’Godspeed…’ Det var netop et billede, en forestilling, et tankeeksperiment. Og milevæk fra Spleen Uniteds egen verden. De var djævelsk ambitiøse, minutiøse og kom bestemt ikke sovende til det. Bandet arbejdede solen sort til blodet piblede frem for at skabe et blændende og blivende værk, der den dag i dag står som et referencealbum og pejlemærke på, hvordan den danske musikscene udviklede sig eksplosivt fra 00´erne og frem.
EN BYGNING – DE REJSTE
I 1950´erne opstod begrebet ’En bygning vi rejser – en bygning er rejst’ inden for arbejdsbevægelsen i opbygning af velfærdsstaten mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. 50 år efter kunne det have været et statement for Spleen United. De byggede noget nyt op. Skabte en konstruktion af en bygning, vi først lige så konturerne af i 2005. ’Bygningen’ var både fuldendt, ikke-færdig og fyldt med fængende friktion. Det skabte nerve og intensitet. Måske derfor stod albummet med det ene ben i fortidens musikalske haller og med det andet godt plantet på fremtidens klubscene – der dannede skole for en række bands og kunstnere. Og med producer Carsten Heller skabte de deres egen fortættede elektroniske lyd, som stadig lyder vedkommende.
Bandet startede helt fra bunden. Fra at være en gruppe arkitektstuderende der slæbte gear til små events i flyttekasser og hundetæpper. De spillede alt selv. Om det var analoge instrumenter eller synthesizere. Det var ikke maskinerne, som overtog bandet – som vi så det med Kraftwerk i 80´erne. Spleen United ville selv styre dem, kontrollere dem ned til mindste detalje. ’She falls In Love With Machines’ som bandet synger på et af numrene.
Det var nøgternt, koldt og klinisk. Det var køligt, stramt og konsekvent. Men det var også nøgent og fyldt med vemod og melankoli. Og så var de en kollektiv enhed – der sammen skabte musikken.
’Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United
Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United’
Bandet inviterede lytteren med ind. Det, at stå samlet og blive en del af klubben. Det, at se sig selv som noget større end det enkelte individ i orkestret. Lidt lige som at være medlem af en fodboldklub. Og for mig der altid har været bidt af bold – var det både tillokkende og forførende på én og samme tid. Det er langt fra tilfældigt, at bandet, her 20 år efter debuten, netop til deres jubilæumskoncerter har udgivet en SU-fodboldtrøje. Spleen United satte nye standarder på den elektroniske scene og banede vej for bands som Turboweekend, When Saints Go Machine, VETO og senest Prisma. Det var samtidig et orkester, der rejste en bygning – for i næste øjeblik at rive den ned. Det blev på én og samme tid deres Peak-performance-trademark! Og samtidig en forbandelse rent kommercielt. Men de har altid været: Kompromisløse. De har kontinuerligt søgt og skabt nye musikalske horisonter – og aldrig gået efter den velkendte hånd og det sikre kort. Men konstant udfordret sig selv, stillet højere og højere krav og forlangt – nærmest urimeligt –meget af dem selv.
BROBYGGERE
Som keyboardtroldmand, René Thalund fra Nephew, har beskrevet Spleen Uniteds debut meget rammende: ’De (Spleen United) spillede Synthwave (før det havde et navn) blandet med indierock. Hvis Kraftwerk var et rockband (og skrev mere personlige tekster) så havde de lydt sådan her’.
Spleen United blev netop repræsentanter for musikalsk brobygning og for sit genrebrydende mod. Og så var orkestret inspireret af alt lige fra The Cure, Pet Shop Boys og Joy Division til Mew og Pantera! Og inspireret af Kraftwerks og Klichés konsekvente tilgang til musikken. Og så kommer vi naturligvis ikke udenom Depeche Modes ’Violator’, der udkom 15 år før ’Godspeed…’ Spleen Uniteds debut album ramte noget genkendeligt, dystert og hvor mørket sænkede sig, når pickuppen ramte rillen på fx ’Into The Future’:
’Into another another world in need
Into another another world in me
Rise from the under the undertow’s relieves
Rise from the underworld and the underworld’s defeat
Det er måske ikke så mærkeligt, at der blev malet med de mere grå og sorte nuancer på debuten. For Spleen betyder i sprogets betydning en tilstand af livslede, tungsind og melankoli.
Jeg bliver her 20 år efter stadig forbløffet over, hvor holdbart ’Godspeed into The Mainstream’ er som album. Og hvor udansk det egentligt er. I forbindelse med genudgivelsen så spillede jeg LP´en for min 19-årige søn, August, som mest er til Love Shop, opera, Sort Sol, Radiohead og så meget mere. Han sagde: Er det virkeligt dansk? Det er det! Og ’Godspeed..’ er stadig et nybrud inden for den danske musikscene.
