Mellem død, storby-lyrik, indiepop, Nordisk Noir, længsel og poetisk melankoli. Love Shop er tilbage på landevejen rundt om på DK-turné. 40 år efter at Hassig og Unmack dannede LS. For mange ville det rime på en musikalsk overgangsalder eller kunstigt åndedræt af fortidens musikalske meritter. Men for LS lyder de mere som om, at de er trådt ind i deres tredje ungdom med nerve, vitalitet og fornyet sult.
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
For 50 år siden udkom Ramones skelsættende debutalbum. Det blev banebrydende for punken og for musikhistorie på linje med The Beatles, Velvet Underground og Kraftwerk. For en 12-årig knejt fra Dollerup Bakker tæt på Viborg, blev det livsomvæltende. I hvert fald til at starte med; musikalsk. Det skabte drømme og skabte de to første punkere i Viborg. Men om den drøm var stor nok til at forestille sig, at den selvsamme Unmack 50 år efter ville stå på scenen som rockpoet i et af landets længst eksisterende bands er nok utænkeligt. At Jens Unmack står på skuldrende af Clash, Ramones og Sparks er ingen hemmelighed. Ej heller er det ingen hemmelighed, at Nephew, Hugorm og et utal af andre danske bands står på skuldrene af LS. Nogen havde måske ikke ligefrem set lyset eller befriet deres dröm uden Kærlighedsbutikken. Vi har alle vores forbilleder og musikalske referencer. Og Unmack er et omvandrende leksikon af historiske, musikalske referencer og anekdoter, som han deler generøst ud af. Det gælder også på denne turné.
Intens stemning i Rødovre
ALT PÅ EN HINGST
Love Shop har aldrig været et af de bedst sælgende bands Danmark. LS er ikke et pop-up-populært orkester, der kan fylde Royal Arena eller Parken, for så at forsvinde på pophimlen efter fem år. Til gengæld har Unmack og Co. en af landets mest dedikerede fanskare. Det oplevede jeg til Henrik Halls sidste optræden og samtidig min første koncert med bandet på Vega. 1.500 mennesker som trampede i Folkets hus’ gulv så intens og voldsomt, som om det var den sidste koncert nogensinde på dette sted. De selv samme LS-fremmedlegionærer står i forreste geled her til aften i Aarhus og til de fleste koncerter på denne turné. Taktfuldt bliver vi præsenteret for et af de stærkeste numre for bandet nyeste opus, ’Kongedybet’. Der er stuvende fuld her i salen. De blå lys skærer gennem vrimlen og det samme gør den gulvtunge bas og ditto beat fra bandets backbonebesætning. Nis Tyrrestrup og Thomas Duus har aldrig lydt mere sammenspillet på bas og trommer. Og her live lyder ’Kongedybet’ mere og mere som et opdateret soundtrack til en Sergio Leone western. Det er støvet og beskidt – og lyden af voldsomme hestehove galoperende ud over sletten mod solen nær Bellavista. I det hele taget lyder de nye sange fra ’I Love You, Goodbye’ overraskende bedre live end hjemme. Der er en sfærisk, rummelig og ildevarslende atmosfære på ’21 gram’, ’Sølvstjerner af guld’ og ikke mindst på den mesterlige, svævende og elektroniske strømpil, ’Et Kors I Dit Vindue’:
’Et kors i dit vindue fuldmåne bag mørket du ser op på himlen og flyene der svæver langt ude fra verden med skygger så tunge der falder på taget vi faldt der så unge’
Hestehoved fra ‘Blues Europa’
FREM FOR AT GÅ (I STÅ)
Hvis det er den nye vej, hvis det er det nye svar fra bandet, så SE frem, som Unmack ville sige det. Og med Rune Kjeldsens indtræden i orkestret, har bandet – med en lidt tyndslidt kliché – fået flere strenge at spille på. Kjeldsens helt store styrke er foranderlighed og fornyelse. Jeg var til tre koncerter i streg, og Kjeldsen forandrede sine figurer, soloer og guitar reels konstant. Han udvider paletten 360 grader som et kalejdoskopisk røngensyn på bagkataloget – og med en utålmodig nysgerrighed på det nye katalog. Intet er statisk. Og trods den identiske setliste gennem de fleste koncerter på denne turné, så var nuancerne vitale og variationerne mangefacetteret. Men selvom Kjeldsens spil er sublimt, og han er af landets dygtigste guitarister, så er det ikke alene ham, som skal ophøjes til den store fornyer i Love Shop. Det er de alle fem. De har sat alt i spil og alt på et bræt. Som om LS selv har sat kniven for struben, ryggen mod muren og pistolen fra panden. Det er den særlige intense spænding og tænding, som de har (gen)skabt her rundt om i det ganske danske land. Det er fragmenter af storhed og fabulerende friktion af den virkelighed, som du slår dig på.
Det er støvet og beskidt – og lyden af voldsomme hestehove galoperende ud over sletten mod solen nær Bellavista.
‘Aldrig træt – aldrig mæt. Så endeløst herfra, at tør tabe sig selv, når hjertet brænder, kun fanget af hvad, der gør dig fri. Hver nat en by – vil de forelskede sige, at det vil gøre ondt…’
Og skal jeg opsummere 40 års lyriske rejse med karavanen Love Shop – ville det nogenlunde lyde sådan her:
ALDRIG TRÆT – ALDRIG MÆT!
Aldrig træt – aldrig mæt. Så endeløst herfra, at tør tabe sig selv, når hjertet brænder, kun fanget af hvad, der gør dig fri. Hver nat en by – vil de forelskede sige, at det vil gøre ondt – når vi krydser vores eget spor og lader verden vælte mod aftenens fald. Et håb – vi sagde stop til – for at brænde boksen og stå i sin egen ret – helt desavoueret fra omverdens hybertempo af leflen for underholdningens ulidelige kemolys. Kunsten AT sige nej og eje hvert sekund – og hold fast til det gør ondt.
De blå lys skærer gennem vrimlen og det samme gør den gulvtunge bas og ditto beat fra bandets backbonebesætning.
SEND DEM GODT AFSTED
’Må jeg give dig et godt råd på din vej tag aldrig imod et råd fra en som mig der er kæntret der er strandet der er blygrå batterier du er hjertet du er flammen brænder håb i hvert ord du siger’‘
’Studentervognen kører’ er den faste del af repertoiret her på turneen. Og en meget velvalgt og lysbekræftende sang om den evige ild og tid, der brænder i ungdommens hjerter. Og det er heldigvis ikke kun gamle mænd i døde forhold, som kommer til koncerter med dette femmands orkester. Ungdommen er rigt præsenteret. Det samme var min søn på 19 år. Jeg slæbte ham, for første gang (lidt modvilligt) med til en Love Shop koncert for et par år siden på Hotel Cecil. Efter koncerten var en ny fan født – og siden har sønnike været til syv koncerter med bandet. Til sommer bliver han student. Mon ikke sangen kører på repeat i ”stundentervognen” til juni?
Koncerten i Århus slutter af med to udgaver af, hvad Anders Agger har kaldt: ’Kunst på højeste hylde, uforståeligt, smukt og smertefuldt. Et nummer jeg aldrig slipper – og skal spilles til min begravelse’. Det er naturligvis ’Alle har en dröm at befri’ fra Anti. Den nye version er endnu mere dyster og atmosfærisk end den originale. Hvis det er den måde, at Love Shop begynder at forny deres gamle sange – så kan de roligt tage fat i hele bagkataloget. Det er katedral’sk, ophøjet melankoli – som et ekko af dem selv og med en undertone af Thåström.
Koncerten er ovre. En nat bliver det sommer. Og netop nu hvor solen står højt på himlen, så spiller Love Shop til forskellige festival inden de kommer hjem til Vega i efteråret.
Plakaten fra Viften i Rødovre
’Du længes i mørket Mod dage med håb og med lys Du kan ikke sove En nat bliver det sommer En fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik’
Og lige præcis dén sang, skal spilles til min begravelse.
Henrik Olesen har med ’Sange’ skrevet et modent mesterværk af et album. Der er lange tråde og skygger af længsel, nostalgiske tilbageblik, savn og selvransagelse. Men det er også et album – fyldt med håb og fortrøstning. Et album som du ikke kan ryste af dig med det samme – Måske aldrig.
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
Lad mig starte med en indrømmelse. Jeg havde fuldstændig overset det her album, da det udkom i december. I vores digitale musikalske tidsalder, bliver der sprøjtet sange ud i et væld, i et hyper tempo – og hvor det aldrig har været nemmere at udgive musik og streame. Men ’…alting har sin tid’, synger Olesen på åbningsnummeret. Og den tid er NU.
For jeg ville på ingen måder have været foruden dette album. Der er meget musik, man aldrig når at opdage. Sådan er det. Jeg kan huske, at jeg allerede ved de første gennemlytninger tænkte; hmm det her kunne godt blive en fast følgesvend af et melodisk indiepop album, du vender tilbage til igen og igen i din søgen efter nye og alligevel velkendte pop, poetiske spor.
Henrik Olesen med hans nyeste moderne værk. Foto: Christina Staal
VEJEN HJEM I VINTERHI
Da jeg skulle til at skrive denne anmeldelse, vendte jeg det med min medskribent på Unoder, Rune Hausner. Han sagde: ’…Det er sådan en plade, som er perfekt at køre hjem til, i vintersolnedgang, ude på landet. Ingen biler, kun vejen og dig alene med den sidste solstråle’.
Det var bemærkelsesværdigt, for jeg havde nærmest en identisk følelse og stemning i mig, da nålen ramte den koldsorte vinyl. Det her var lyden og eftertanken på de mange ture i vinters, hvor jeg, i et sneklædt landskab, kørte ud til naturen og vandet i Dragør. Hjem til mit hus ’Vinterhavn’. Vinterhavn fordi det er et ældgammelt udtryk for sømænd, der finder ly og hi for vinden, blæsten og bølgerne. Og i mere overført betydning: At finde hjem til det, du altid har søgt efter. Og Olesens sange kredser om afsavn, tab, det levede liv og alt det vi forsøger at finde hen og hjem til. Som på et af albummets højdepunkter, ‘Altings Blå’:
’Altings blå. Altings forgængelighed.
Skandinavisk vemod over livets lod
Lyset der svinder
Tiden der rinder
Ud af tabt af alt – det der var
Sprækker i nordisk melankoli
En nyfunden sult – før det hele er forbi
Håb der tændes – lykken findes
Altings blå – men også – storslået uendelighed’
Det er poesi af fineste karat. Og Henrik Olesen hæver barren for dansk lyrik – så de unge fremadstormende musikere må blive stakåndet. Olesen skriver og synger om alt det, vi bærer med os som mennesker gennem livet. Alt det vi er rundet af. Det gør han musikalsk både nøgent og nøgternt. Det er så forbandet uprætentiøst. Det er skåret helt ind til marv og ben. Derfor bliver det så nærværende. Og dermed rørende.
Hjem i vinterhi til Vinterhavn. De melodiske billeder står lysende klart på ‘Sange’
Er du den – du ville være?
’Sange’ er små eftertænksomme værker. Små glimt og strejf af livet, hvor du som lytter lige, stopper op, mærker efter. Alle kalorier er skåret fra. De enkelte strofer er få og fængende. Og sniger sig ind som en tavs tyv om natten. På ’Svaret blæser’ er vi inde og røre ved hovedstolen i den menneskelige eksistens. Udover den ‘Cure´ske´guitarintro og referencen til Mr. Dylan, så stiller Olesen de sagte spørgsmål, vi sjældent bliver præsenteret for i moderne renæssance musik:
’Det du tog med – det som du blev.
Var det mon det, du ville være? Svaret blæser i vinden
Der hvor du er – er du på vej hen?
Er det mon ude – eller hjem
Svaret blæser i vinden.
Er du den – du ville være?’
‘Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og hans essaysamling’
Kunsten at hoppe ud på dybt vand i en moden alder. Eller tør stå nøgen i sit udtryk og sænke paraderne
Og her midt i livet, trasker jeg bestemt ikke uberørt hen over spørgsmålet. Henrik Olesen fyldte 60 år i december. I efteråret var jeg lige fyldt 50 år og blev udredt for ADHD. Jeg havde godt set diagnosen lure i kulissen i årevis. Ubehandlet, med tankemylder og uro drivende ned ad væggene.
Er jeg den, som jeg gerne vil være? Nej det var jeg ikke. Eller er. Men på vej. Medicinen har givet mig en begyndende ro – som jeg ikke har haft siden jeg var ung. Men hvorfor alle de år? Siden efteråret har min puls dog været mere som taktslagene på Olesens album. Roligere bevægelser og mine hastige skridt skynder sig mere langsomt – baglæns i tanker og forlæns i det der sker i nuet. Livet er jo kun til låns, som man siger. Og dette i et hvert åndedrag som Olesen synger på et af albummets store højdepunkter:
’Døden er til stede i hvert et åndedrag
I hvert skridt, hver en strofe
Det er som det skal være.
Der er en simpel lære
Værdsat endnu mere’
Et litterært værk af musikalitet
Der er ingen tvivl om, at der løber en blodig poetisk åre gennem Olesens vener. Et timeglas der måske rinder ud og tanker så store som svævebaner over byens tage – som et nært røntgenbillede fra en drone over Riget og Fælleden. Der hvor livet enten starter eller slutter. Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og essaysamling. Et samlet album som fortjener et bredt publikum. Jeg havde godt set, at Henrik Olesen havde taget ud og spille ’Sange’ for et livepublikum. Hermed opfordret. Men så må vi glæde os over, at Olesen-Olesen er draget på landsturné og begiver sig ud som anonyme melankolikere. Tilbage står, at ’Sange’ med albummets anonyme hvide cover, ingen reklameblokke på SoMe og udgivet på eget selskab i kun 194 eksemplar. Men er du heldig at få fingrene i albummet, tilhørende et litterært værk af poesi eller giver dig selv chancen for at få en enestående koncertoplevelse med på vejen, så du får en inderlig lytteoplevelse for livet, der giver én eller i hvert fald mig, en trang til at reflektere over livets helt afgørende spørgsmål.
Black star. Betegnelsen for en døende stjerne, der imploderer og efterlader et sort hul i universet. David Bowie var fuldt ud bevidst om, hvad der var ved at ske, da han blot to dage forinden havde udgivet sit 28. studiealbum: Blackstar. Han skulle dø.
Ligeså bekendt han var med dødens uundgåelige faktum, ligeså bevidst var han om sin egen ikon-status i populærkulturen. En verdensstjerne, som havde viet sit liv til kunsten og i særdeleshed musikken.
Til at markere 10-årsdagen for David Bowies død følger her tre forskellige beretninger og vidnesbyrd om modtagelsen af Blackstar-albummet, nyheden om Bowies død og efterreaktionerne. Beretningerne rummer alt fra spænding og uvished, over glæde og begejstring, til at ende i chok og sorg. Redaktionen håber du vil læse med hele vejen.
Blackstar (2016) albumcoveret til digitale udgivelse. Vinyludgaven er modsat sort i sort, og kan ses længere nede i indlægget.
Til at starte med følger Lars’ beretning, der beskriver forventningen om et nyt Bowie- album, og alle de uvisse varsler, til at ende i choktilstand og rulletekster.
Han skulle nå det hele – før lyset slukkede
Af Lars Markussen, skribent på Unoder
Lige siden at jeg som 13-årig spillede lufttrommer til hit-singlen ‘Let’s Dance’ (1983) fra albummet af samme navn, har David Bowie og hans værk haft en væsentlig plads i min musikalske opdragelse, orientering og en jeg altid vender tilbage til. Så da nyheden om et kommende album dukkede op – efter en håndfuld års tavshed – kort før julen 2015 var det noget, der naturligvis optog mig meget. Hvem skulle producere, hvem blev inviteret med på pladen, hvilket udtryk ville han komme med denne gang (jeg var ikke helt overbevist om det forrige album ‘The Next Day‘ (2013) osv. Men det var sandt! Bowie havde i hemmelighed indspillet et nyt album, med sin gamle producer, Tony Visconti og et helt nyt band, bestående af unge, hypede jazz-dudes fundet på en Manhatten jazz-club. Meget Bowie-agtigt.
Hvem gemmer sig bag skærmen der? Still fra Blackstar musikvideoen.
Pludselig landede der en musikvideo på de sociale medier – ‘Blackstar’ – som var foruroligende: i starten ligger der en slidt astronaut-dragt med et diamantbelagt kranie i – en direkte henvisning til et af Bowies mange alter egoer: Major Tom. Var Major Tom endegyldigt død? Bowie optræder med bind for øjnene og med påsyede knapper, som øjne, som nærmest danner et kryds; i tegneserieverden er man bevidstløs eller sågar død, hvis ens øjne er ‘krydset ud’. Musikken er rimeligt jazzet og det mere end ni minutter lange nummer skifter stil og karakter midtvejs, fra det avantgarde til et mere dynamisk udtryk.
Teksten kredser om et okkultisk tema (Villa of Ormen) og han har noget der minder om en bibel med en sort stjerne i hånden – meget tvetydigt og forvirrende. ‘Altså hva’ fanden sker der?’ var min tanke! Det var meget foruroligende og mindede mig om ‘The Hearts Filthy Lesson’ (1995) som også var ledsaget af en voldsom video med en ‘fin de siecle’-agtig stemning – dommedag, okkultisme, dekadence, kaos forfald; den var ganske enkelt for voldsom til at MTV kunne vise den i dens oprindelige form, og den blev gjort mere spiselig. Men den var nu stadig ret vild. Som en lille sidebemærkning, blev netop dette nummer brugt i filmen ‘Seven’ (David Fincher – 1995), som jo også kredser om okkultisme og bibelske henvisninger: De syv dødssynder.
Så kom der endnu en single og tilhørende video – Lazarus – og den var mere konkret i udtrykket og i teksten:
‘Look up here, I’m in heaven /I’ve got scars that can’t be seen’ … ‘Look up here, man, I’m in danger / I’ve got nothing left to lose’
– altså jeg får den dag i dag koldsved på ryggen, når jeg hører det nummer – det er lyden af en mand der er ved at dø. Rygterne gik også i den retning op mod album release – den 8. januar 2016, som jo også er David Bowie 69 års fødselsdag. Jeg var selv i Dublin den weekend og jeg står i en vinylbutik med en kollega, som køber ‘Blackstar’ dér; jeg selv springer over, da jeg afventer den leveret til døren – men vi snakker naturligvis om netop det med at udgive sådan et album på sin fødselsdag.
Vel hjemme igen og jeg møder ind på kontoret mandag morgen. Drikker kaffe og starter pc’en og varmer op til dagen, ved at skimme morgens nyheder. Og dér kommer den. Som et dybt stød i maven: David Bowie er død. 69 år + 2 dage. Chok. Gensidig krisehjælp over telefonen med en ven for at tjekke om han nu også havde læst det samme. Vantro.
Dagen skal bare overstås, så jeg kan prøve at forstå, hvad der er sket. Samtidig en mærkelig følelse af at ‘kan jeg tillade mig at sørge over et menneske jeg ikke kender eller har en relation til’? – Det korte svar er et klar ‘Ja!’ David Bowie efterlod os et massivt værk, som på mærkværdig vis for mere og mere betydning og relevans og jeg hopper igen og igen ned i kaninhuller og opdaget nye sidersog har skiftende favorialbums. Bowie var og er unik og en kunstner, der lever på tværs af generationer og årtier. Tak til Bowie og tak for en vild, men mesterlig afsked og afslutning på et unikt kunstnerliv.
David Bowie, når at læse anmeldelserne af ‘Blackstar’ og langt de fleste medier anmelder den til mesterværkklasse. Det er som om Mesteren, Aladdin Sane, Major Tom, Ziggys Stardust, The Thin White Duke m.fl. skulle lige se sit værk afleveret og modtaget. Lyset slukker – The End.
***
Her følger en intens og personlig beretning fra Jons tour de Bowie. Vi hører om friheden i de svenske skove, om ophøret af konventioner og skaberkraft, for at ende hjemme i København med de tanker, som Bowies død og efterliv har givet.
Bowie i silhuet på 10-års dagen for hans dødsdag *
* BLACKSTAR – 10 ÅR SENERE – HVOR VI FOR ALVOR LÆRTE BOWIE AT KENDE OG KUNSTEN AT SAVNE *
8.1: * … *
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
Fredag den 8. januar henter jeg Bowies ’Blackstar’ på knaldsort vinyl som dagene i januar. Det var ingen overraskelse over at den udkom. Den var ventet og bestilt for længst. Ikke som ’The Next Day’ som kom ud af det blå – efter 10 års fravær og stilhed fra Robert David Jones’ hånd. Men hvor ’The Next Day’ ikke var den store musikalske overraskelse – så blev ’Blackstar’ den weekend for 10 år siden en stort kalejdoskopisk åbenbaring af et album. Hvor det forrige lød mere som et forventet, afdæmpet sen-Bowie album, skulle ’Blackstar’ vise sig, at være en musikalsk bouillonterning og -mosaik over de sidste 40 års rejse i alskens genrer og musikalske eksperimenter.
* Iskrystaller og funklende sorte stjerner i rommen *
Jeg nåede faktisk ikke at sætte albummet på derhjemme, da vi var nogle barndomsvenner, som skulle op og spille folkemusik hos vores fælles ven i Sydsverige. Det gjorde vi flere gange om året. Denne gang blev ikke som ventet. Alt blev vent på hovedet. Men før det – skulle vi over Øresundsbroen. Jeg lærte af en anden ven, min gamle nabo, at når man krydser broer, så skal man høre nogle af de bedste sange – man kan komme i tanke om. Og fordi det netop var Bowies fødselsdag – så var det givet på forhånd. Vi diskuterede som gale – om hvilken sang som vi skulle høre, når vi kom under de store pyloner. Det skulle ikke være et fra ’Blackstar’. Den ville vi vente med, til vi ramte Svedala. Valget faldt på Quicksand fra ’Honky Dory’. Det blev nærmest et profetisk valg:
Det vidste vi naturligvis ikke den fredag. Men vi vidste, at vi var i fare for at køre fast i sneen på vej til den firlængede gård i Skurup kommun. For det var et vildt sneklædt landskab vi ankom til. I den ombyggede lade – satte vi strøm til svenske folkeviser – som havde flere hundrede år på bagen. Men da rommen kom på bordet – som den altid gør på disse kanter – så røg ’Blackstar’ også på. For første gang. Og vi var mildest talt – os fem – mundlamme. Nærmest hypnotisk stille i et ellers yderst snaksageligt selskab.
* OVERVÆLDET – OVERRASKET – OVERRUMPLET *
Da de første toner tonede frem på åbningsnummeret ’Blackstar’. Synkoperede trommer, Bowies stemme som et himmelsk kor og en sax, som lyder som John Zorn fra New York. Senere blev jeg klogere på, at Bowie og hans mangeårige producer, Tony Visconti, var inspireret af free jazz, Kendrick Lamar, D’Angelo og havde hyret lokale jazzmusikere fra listige steder på Manhattan. Vi befandt os midt ude på landet – og vi havde aldrig hørt mage. Linjerne var blandt andet:
Et lille Bowie Black Star alter – engang tilbage 2016
Vi dansede akavet. Vi vidste ikke rigtigt, hvad vi skulle gøre os selv og vores lemmer. Udenfor var vejret usandsynligt klart, iskoldt og mikroskopiske iskrystaller omfavnede himlen over os. Det unaturlige vejrfænomen blandet op med rom og ’Lazarus’, ’I can’t Give Everything Away’ og ’Girl Loves Me’ gjorde, at vi fem begyndte at spille – ikke free jazz – men frigjort musik inden for udefinerbare genrer. Vi skiftede instrument på skift – efter skiftende sindsstemninger. Måske var vi lige præcis den aften så meget i synk – netop fordi vi ikke var det. Vi blev legesyge, eksperimenterede, krydsede musikalske grænser, som vi ikke havde gjort før eller siden. Her 10 år efter, i efter efterrationalisering, umådelige klare lys, var det netop det, som Bowie stod for: Aldrig at stå stille, være über-åben over for nye musikalske veje og tør være dig selv i musikken. Tør springe ud på dybt vand igen og igen. Den aften i Svedala spillede vi alt det, vi heldigvis ikke fik skrevet ned eller optaget. I bedste Bowie-ånd. Det var ikke målet. Det var momentet. Som Bowie synger på ’Dollar Days’:
Tilbage fra Sverige og Svedala. Tilbage på arbejde i mit firma på Alhambravej. Vejen opkaldt efter et af de første tivolier i København, hvor skæve klovne, en beskæggede dame og uregerlige dyr huserede. Og lige der, midt i et pitch til en offentlig kunde, så faldt nyheden: At Bowie var gået bort, B U M. En tør kendsgerning som ikke kunne være rigtig. Vi havde jo lige…,, han var jo kun…., VI var jo ikke færdige. Året var først lige begyndt. ’Everybody knows me now’ sang han. Hvis vi ikke vidste det før. Vi kendte ham ikke. Alligevel følte det som en fader, som var gået bort. Én som man talte med, delte tanker med, HAM som man blev inspireret af kulturelt og musikalsk. HAM som fik mig til at læse Jack Kerouac, Allan Ginsberg og William S. Burroughs! HAM som lærte mig at nyde degenereret kunst og Francis Bacon. HAM som man havde lyst til at skrive til og spørge om de mest forunderlige ideer i verden. HAM man fulgte. HAM man hørte fire gange LIVE uden at vide, hvor vildt det egentligt var, netop VAR. Fordi HAN var en så stor fortryllende og generøst kunstner med stort og et klart K. Men tilbage i 90´erne og 00´erne var HAN der. Vi var med HAM.
Jeg tog hjem tidligt. Til min NYC lejlighed på Rentemestervej i Nordvest. Den del af gaden er fyldt med kunstnersteder, weird-gallerier og outtrashede husgavle. Den del af gaden havde aldrig været foruden Bowies ånd. Alt det, som hverken er skrevet med VERSALER eller med småt. Men alt det – som var og er pirrende ved livet. NYSGERRIGHED og hvor man stiller spørgsmålstegn ved livet og én selv. Og den dag tog Bowie afsted lidt før os andre:
Jeg drak den sorteste kop kaffe og hørte alle de Bowie plader jeg kunne – før søvnen indhentede mig og drømmen om noget – som er større end én selv: KREAVITETEN. Ni år efter fik jeg lavet nedenstående tusch som en stille hyldest til MESTEREN med stjernen og lynet fra Blackstar/Alladin Sane og med initialerne for mine to sønner – August & Elias. End of story
Black Star og så min Alladin Sane/Black Star Tattoo – jeg fik ni år efter Bowies død *
***
Vi slutter med Runes undersøgende tekst, der går tilbage til 70’erne for at prøve at forstå Bowies indflydelse på popkulturen og rockmusikken de sidste 50 år. Inden der svares på, hvad kan verden lære af ikoner som Bowie.
AT SKABE EN STJERNE: ROCK ‘N ROLL MESSIAS TUR/RETUR
Af Rune Hausner, skribent på Unoder
Bank bank bank. De fleste af lidt ældre årgange kan nok huske, da billeder af sultende børn i Afrika bankede madskålen på tv-skærmens glas i de små danske hjem tilbage i 80’erne. Vågn op, gør noget. Samme hallo!-effekt er blevet beskrevet, da David Bowie i 1972 optrådte i BBC’s Top of the Pops med sit forrygende nummer Starman. Knock knock knock. Ungdom vågn op!
I skikkelse af sit alterego Ziggy Stardust var Bowie landet på planeten Jorden. En glitrende rock and roll-messias, der med sine disciple i backingbandet “The Spiders From Mars”, lader sig tilbede, ofre og til sidst blive “fordøjet” af de sagesløse jordboere, for at redde menneskeheden fra undergang.
Således kan albummet “Ziggy Stardust and The Spiders From Mars“(1972) kort opsummeres, og det var med dette album i bagagen, at Bowie stod på scenen, og talte til ungdommen.
Det vilde outfit, de høje kindben og hans lange, tynde lemmer. Det var rock and roll-æstetik som aldrig var set før på TV. Ikke noget med machomænd i læder, men i stedet flotte farvestrålende heldragter, hennafarvet strithår, og ikke mindst makeup på en mand(!).
Læg dertil Bowies “skandaløse” optræden på scenen, hvor hans interageren med guitarist Mick Ronson blev set som stærkt homo-erotisk, hvilket var totalt bandlyst i den dengang bestående verden. “Det kan man ikke vise på tv!” har de voksne skreget hjemme i stuerne. Ungdommen derimod elskede hvad de så, og denne optræden er blevet stående som nybrud i rockhistorien. David Bowie gik fra at være nærmest ukendt til superstjerne overnite.
Der er “et før” og “et efter” denne TV optræden, men for Bowie selv var udviklingen langt mere kontinuerlig, og han havde taget tilløb i flere år forinden.
Hans musikalske eventyr var startet som barn på saxofonen, inden han begyndte at spille guitar og synge i diverse skolebands. Ved siden af musikken var Bowie flittigt interesseret i teater og scenekunst, og han forsøgte ivrigt at medvirke alle de steder han kunne komme til. Bedst beskrevet er hans optrædener fra pantomime teater.
Still fra “A mime (1969)” som kan findes på youtube.
Dertil havde Bowie blandt andet udgivet albummet “The Man Who Sold The World“(1970), hvor han på coveret er iført kjole, langt hår ligger som en diva henslængt på sengen.
Teateret, dramaet og legen med kønnene var altså bestemt ikke et pludseligt indfald fik Bowie i 1972. At tilføre de teatralske elementer til rockmusikken synes at være det mest naturlige nogensinde for Bowie.
I dag kan man end ikke forestille sig at udgive musik uden tilhørende billedlig æstetik. I 1972 var det ikke set før i så gennemført grad, at musik, visuelt udtryk og tematik kunne smelte sammen til højere enhed end enkeltdelene af værket.
“PRØV LIGE AT HØRE HAM HER, HAN ER FOR VILD”
Selv er jeg af noget yngre årgange og har ikke set disse optagelser på TV som barn eller helt ungt menneske, men først meget senere da internettet gav de muligheder. Mit eget første møde med David Bowie var i biografen, da han spillede skurkerollen som “The Goblin King” i filmen “The Labyrinth“(1986), som faktisk har 40 års jubilæum de her dage. Om det lige var i 1986 eller nogle år senere, er ikke til at vide grundet provinsbiografernes dengang langsommelige distribution. Jeg var i hvert fald et indskolingsbarn, da jeg så hvordan Bowie næsten lykkedes med at forføre hovedpersonen Sarah (spillet af Jennifer Connelly) til maskebal, som kan ses i musikvideoen nedenfor.
Musikvideo til As The World Falls Down, som er del af filmen “The Labyrinth”.
Jeg er ikke sikker på at man kan lave film sådan her i dag – det er hvad man i dag vil kalde for “lavet i en anden tid”.
Sandheden er at jeg blev forført af Bowie. Jeg vidste det måske ikke helt den gang. Jeg vidste måske ikke at han skulle blive identitetsmarkør også i mit liv, men scenen i filmen (og flere andre) har været indprentet i min DNA lige siden.
Det var først senere, da jeg som 15 årig lånte en dobbelt-CD, af min vens storebror, at det for alvor gik op for mig hvem han var. “Prøv lige at høre ham her, han er for vild!”. CD’en: “The Singles Collection“(1993), indeholdt alle Bowies hits fra 1969 og frem til 1992, og er et rigtigt godt sted at starte for nye lyttere.
Udover den fantastiske musik, kiggede vi på lige så smukke billeder af Bowie i utallige situationer. Betagelsen var svær ikke at fortabe sig i. Han lignede hele vejen igennem det overjordiske menneske, som var landet på jorden i 1973.
Bowie på en seng. Fra endnu en teateroptræden. Billedet er bagsiden fra opsamlingen The Singles Collection.
David Bowie har fulgt mig herfra og op gennem livet. Som en nær ven jeg havde inde under skjorten. Han gjorde mig stærkere, klogere, gav udsyn, og modet til at turde “Turn and face the strange”.
THE FINAL RISE AND FALL
Senere, da jeg havde fået mit første barn, og levede et bogstaveligt talt søvnløst (og alt andet end rock n roll’et) småbørnsliv, gik rygterne i slutningen af 2015 at Bowie havde endnu et album på trapperne. Den forrige plade “The Next Day” (2013) havde ikke gjort synderligt indtryk på mig, men spændingen og forventningerne boblede som altid.
Blackstar blev akkurat købt på udgivelsesdagen, en fortravlet fredag eftermiddag, men jeg nåede knap nok at høre pladen den weekend. Jeg smed akkurat vinylen under pickuppen en enkelt gang, men tonerne, der flød ud af højttalerne, fangede umiddelbart ikke. Den spacy New Yorker-inficerede free-jazz krævede fuld opmærksomhed, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at pladen vel lige krævede et eller fem flere afspilninger inden jeg havde dannet et førstehåndsindtryk.
Mandag morgen og på vej til arbejde læser jeg så nyheden i metroen: Bowie er død. Det var ikke til at fatte. To hurtige sms’er. Enslydende svar retur: “Åh nej!” og “Hulk!”.
Jeg kørte til endestationen med metroen. Gik ud, trak vejret dybt. Ventede lige en tog-afgang mere, inden jeg kørte tilbage, og gik på arbejde. Jeg husker ikke andet fra dagen, andet end at jeg var i min egen dykkerklokke. Jeg var i chok.
Still fra Lazarus musicalen i New York. Havde premiere i december 2015 i New York. Forestillingen har også været forbi Danmark og Det Kongelige Teater.
Lige så pludseligt, som han var landet på jorden i 1972, ligeså pludseligt var han borte igen, faret af sted i sin raket. Ja, Lazarus-musicalen endte også sådan, og var blevet uropført i New York måneden forinden, med Bowie siddende på forreste række. Han vidste at han skulle dø. Men: De overjordiske kan da ikke dø?! Bowie kunne da ikke dø!?!
Det efterfølgende år hørte jeg nærmest ikke andet end Blackstar. Det er en fuldstændig fantastisk plade; et sidste og måske det største mesterværk. At gøre sin egen død til et monumentalt kunstværk synes at være den ultimative bedrift.
“I CAN’T GIVE EVERYTHING AWAY”
Tænk sig, tusindkunstneren, der på allersidste skæring i karrieren erklærer: “I Can’t Give Everything Away”, til trods for at give os så ufatteligt meget. At han alligevel mener at han har noget – en inderste kerne måske – han ikke har givet os? Det kan næsten ikke passe. Bowie har givet os så meget, at det praktisk talt er alt. Ud over utallige optrædener på alverdens scener, et hav af filmroller og anden kunst, ser vi paparazzi-billeder af den civile Bowie gå gennem New Yorks gader, hvor alle ved hvem han er, selv når han går rundt maskeret. “Everybody knows me now”.
Vi ser videoer af faderen David spille musik med sin datter Lexi. Samt oceaner af interviews, som pibler ud fra alle og enhver, der har haft blot den mindste berøring med manden. Vi har været der hele vejen som voyeurs. Vi har fået alt. Jeg kan kun tænke på kærligheden til hans hustru Iman og datteren Lexi, som værende hans inderste privatsfære.
Jeg har stadig Bowie inde under skjorten. Når det handler om integritet i det jeg laver, og udsynet til noget større. Pas godt på os derudefra. Verden synes at være ved at gå ad helvede til i trumpisme, klimakrise og autotune.
***
Tak for at læse med skal lyde på vegne af Unoder-redaktionen.
Året har budt på et væld af store og små udgivelser fra gamle kendinge, nye stjerner på musikhimlen og albums, man ikke lige havet set komme. Her er mine bud på de fire bedste udenlandske udgivelser fra 2025
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
ROSALíA: LUX
Pulp: MORE
Suede: Antidepressants
Mavis Stables: Sad and Beautiful World
ROSALíA: LUX – Flamencoens svar på Wagner
Ja, det er jo nærmest trivielt, at skulle tilslutte mig det spanske kor – og kåre LUX som årets helt store album. Der har ellers været mange at vælge imellem. Det har igen været et rigtig godt år for udenlandske musikudgivelser. Jeg tilslutter mig – fordi jeg ganske enkelt ikke kan komme uden om Rosalia!
Jeg elsker genreskabende musik. Eller crossovers, som blender musikgenrer på den mest opsigtsvækkende måde. Alle de uventede ting – der vælter ned over én. Og for sådan én halvgammel rocknørd – skal der en del til for at vække mig fra rocken- og poppens gravkiste. Som da jeg slentrer ned ad Dybbølsgade for at hente Mr. Bungles genudgivelse ‘Disco Valente’ og med ét blev taklet så eftertrykkeligt af nye toner i hørebøfferne. Og ja taklingen kom i år fra Rosalía med hendes nye magnum opus: LUX.
Rosalía på indercoveret til albummet
ET NYT MUSIKALSK, MAKSIMALISTISK KOMPAS
Det er vanvittigt, voldsomt, komplekst, storladent og pompøst. For meget og måske ikke. Albummet er skrevet som klassisk musik med partiturer og noder. Her er ingen nemme løsninger eller overspringshandlinger. Det er nærmest som at høre en moderne popudgave af Wagner eller Vivaldis sommer på speed. Det er grandiost på alle planer og man sidder stakåndet tilbage, når pickuppen rammer de sidste riller. Rosalía har med et trylleslag gjort mere for klassisk musik og operaen – end vi har set siden Pavarottis storhedstid i 80érne. Denne gang rammer LUX det helt unge publikum. Og som en operaelsker som mig, så er det glædens musik år, når der kommer så banebrydende ny musik – og unge ikke alene skal traves med AI-musik, R&B-hip hop trukket i en automat af autotunes og backtracks. LUX er overvældende og et enormt fascinerende bekendtskab, hvor Rosalía synger på hele 14 sprog. Blandt andet mandarin, fransk, hebraisk, tysk og selvfølgelig spansk! Det helt store hovedhit er ’Berghain’, hvor hun sammen med Björk og Yves Tumor sætter nye standarder for klassisk kor og popopera med grænseløs fantasi, maksimalisme, kunstneriske eksperimenter og med et uhørt genrebrydende mod. Sangen referer til en af de vildeste klubber i Berlin, et råt kultursted – som er et gammelt kraftværk.
Det berømte Berghain i Berlin
‘Det er ’Like A Prayer’ version 2.5. Det er musisk megalomani uden et Madonna-kompleks’
Mosaikker af billeder af Rosalía til indercoveret fra LUX
ET STORT INSPIRATIONSKATALOG
Albummet vækker minder om overrumplende albums som Kanye Wests ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’, Kate Bushs debut ’The Kick Inside’ og Björks ’Post’. Du bliver forpustet, mister mælet og tænker. DAMMMM.
Som at høre ’Turn The Page’ med The Streets for første gang eller de første toner fra Billie Eilish, da hun kom frem. Som et stort inspirationskatalog.
Det er originalt og med en utrolig stor opfindsomhed. Den ene minut befinder du dig i Siena og hører en lille pigestemme fra en balkon. Det næste øjeblik er du i Compton og hører buldrende basgange og trommer fra underverdens gaderappere. Og puf så er du landet i Wien og hører klassiske strofer, der strømmer ud fra ’Staatsoper’ og lander til sidst på en fortovscafé i Cannes, hvor tjeneren rapper sine krav om drikkepenge. Det er ’Like A Prayer’ version 2.5. Det er musisk megalomani uden et Madonna-kompleks.
Nu er det jo årets første dag her i 2026. Så på mange måder, så tænder Rosalía en funklende nytårsfontæne, der gavmildt spreder musikalske guld- og sølvstjerner ud på en frostklar nattehimmel.
Billeder af Rosalía på stranden på albummet
2. PULP: MORE
Pulp med deres første album i 24 år
Pulp er endelig tilbage efter 24 år. Og det har bestemt været ventetiden værd. MORE er et charmerende bekendtskab med forførende melodier og en Jarvis Cocker med en stadig syleskarp pen, der spidder alt og alle. Som en samfundsprofessor fra Oxford universitet tager han temperaturen på samtidens anormaliteter og giver et eftertrykkeligt lårspark til livets konformitet og trivialitet. Pulp spillede på Way Out West i sommeren 2024. Og skulle du have mulighed for at høre dem – så gør det. Det var berusende.
3. SUEDE: ANTIDEPRESSANTS
Forsiden af Suedes nyeste udspil
Suede er langt fra et nostalgiband, der hviler på de gode, gamle Brit-dage i 90´erne. De har med en enkelt pause spillet og udgivet kontinuerligt. I 2025 er de tilbage med Antidepressants – der er råt, rocket og med en energi, som vi ikke har set magen til siden ’Dog Man Star’. Det er min generations glamrock – og Brett Anderson – synger stadig ud fra sjælens skygger og byens mest beskidte rendesten og lurvede bæverdinger. Den 7. marts spiller de i København igen. Og jeg er sikker på, at det bliver et hårdslående gensyn med alle sangene om the misfits og outsiderne.
4. Mavis Stables: Sad and Beautiful World
Mavis Stables er tilbage med et charmerende og hjertevarmt album
Den Chicago fødte soul- og gospelsanger er tilbage med et hjertevarmt og charmerende album. Hun er samtidig menneskeretsforkæmper og har været det siden 1969. Det nye album hedder meget passende ‘Sad and Beautiful World’ – som både rummer alvorens sprækker med krige og kriser – men også om de nære fællesskaber og troen på, at kærlighed måske er vores eneste chance i en tid, hvor tempoet konstant er som en ustoppelig centrifuge. Mavis Staples deler både ud af sine kærlige ord – men giver også som en ældre bedstemor – sine alvors ord med på vejen om tidens tilstand. Et skønt album på flere planer. Hørte hende på Way Out West i sommers i Göteborg, hvor hun gav en medrivende og henrivende koncert. Hør hende hvis du får mulighed for det.
Electrorockens iskrystal blev ikke alene et hovedværk for Spleen United. Det skabte også eftertrykkelige nye elektro-bølger på den danske musikscene. I dag fylder ’Godspeed Into The Mainstream’ rundt
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
For 20 år siden gik alle rundt og sang landeplagen ’De første kærester på månen’ med TV-2, Nephew red på efterdønningerne til USADSB med ’Ordenspoliti’, Vi dansede til ’Love In A Trashcan’ med The Raveonettes eller skrålede til Anna Davids ’Fuck dig’.
Og så B A N G: Landede disse linjer som et brag:
’Live the dream Stay in bed With heroin Unlimited
Relive the dreams Let’s stay in bed Join the myth’
Det var langtfra mainstream. Men det vakte opsigt. Skabte nye musikalske spor og teksturer. ’Tag uendelige mængder heroin, bliv i sengen og dyrk (rock)myten for fuld udblæsning’. Sådan åbnede ’Godspeed…’ Det var netop et billede, en forestilling, et tankeeksperiment. Og milevæk fra Spleen Uniteds egen verden. De var djævelsk ambitiøse, minutiøse og kom bestemt ikke sovende til det. Bandet arbejdede solen sort til blodet piblede frem for at skabe et blændende og blivende værk, der den dag i dag står som et referencealbum og pejlemærke på, hvordan den danske musikscene udviklede sig eksplosivt fra 00´erne og frem.
EN BYGNING – DE REJSTE
I 1950´erne opstod begrebet ’En bygning vi rejser – en bygning er rejst’ inden for arbejdsbevægelsen i opbygning af velfærdsstaten mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. 50 år efter kunne det have været et statement for Spleen United. De byggede noget nyt op. Skabte en konstruktion af en bygning, vi først lige så konturerne af i 2005. ’Bygningen’ var både fuldendt, ikke-færdig og fyldt med fængende friktion. Det skabte nerve og intensitet. Måske derfor stod albummet med det ene ben i fortidens musikalske haller og med det andet godt plantet på fremtidens klubscene – der dannede skole for en række bands og kunstnere. Og med producer Carsten Heller skabte de deres egen fortættede elektroniske lyd, som stadig lyder vedkommende.
Bandet startede helt fra bunden. Fra at være en gruppe arkitektstuderende der slæbte gear til små events i flyttekasser og hundetæpper. De spillede alt selv. Om det var analoge instrumenter eller synthesizere. Det var ikke maskinerne, som overtog bandet – som vi så det med Kraftwerk i 80´erne. Spleen United ville selv styre dem, kontrollere dem ned til mindste detalje. ’She falls In Love With Machines’ som bandet synger på et af numrene.
Det var nøgternt, koldt og klinisk. Det var køligt, stramt og konsekvent. Men det var også nøgent og fyldt med vemod og melankoli. Og så var de en kollektiv enhed – der sammen skabte musikken.
’Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United’
SU-fodboldtrøje i forbindelse med ‘Godsdpeeds…’ 20 års jubilæum
Bandet inviterede lytteren med ind. Det, at stå samlet og blive en del af klubben. Det, at se sig selv som noget større end det enkelte individ i orkestret. Lidt lige som at være medlem af en fodboldklub. Og for mig der altid har været bidt af bold – var det både tillokkende og forførende på én og samme tid. Det er langt fra tilfældigt, at bandet, her 20 år efter debuten, netop til deres jubilæumskoncerter har udgivet en SU-fodboldtrøje. Spleen United satte nye standarder på den elektroniske scene og banede vej for bands som Turboweekend, When Saints Go Machine, VETO og senest Prisma. Det var samtidig et orkester, der rejste en bygning – for i næste øjeblik at rive den ned. Det blev på én og samme tid deres Peak-performance-trademark! Og samtidig en forbandelse rent kommercielt. Men de har altid været: Kompromisløse. De har kontinuerligt søgt og skabt nye musikalske horisonter – og aldrig gået efter den velkendte hånd og det sikre kort. Men konstant udfordret sig selv, stillet højere og højere krav og forlangt – nærmest urimeligt –meget af dem selv.
Spleen United tilbage i 2005
BROBYGGERE
Som keyboardtroldmand, René Thalund fra Nephew, har beskrevet Spleen Uniteds debut meget rammende: ’De (Spleen United) spillede Synthwave (før det havde et navn) blandet med indierock. Hvis Kraftwerk var et rockband (og skrev mere personlige tekster) så havde de lydt sådan her’.
Spleen United blev netop repræsentanter for musikalsk brobygning og for sit genrebrydende mod. Og så var orkestret inspireret af alt lige fra The Cure, Pet Shop Boys og Joy Division til Mew og Pantera! Og inspireret af Kraftwerks og Klichés konsekvente tilgang til musikken. Og så kommer vi naturligvis ikke udenom Depeche Modes ’Violator’, der udkom 15 år før ’Godspeed…’ Spleen Uniteds debut album ramte noget genkendeligt, dystert og hvor mørket sænkede sig, når pickuppen ramte rillen på fx ’Into The Future’:
’Into another another world in need Into another another world in me Rise from the under the undertow’s relieves Rise from the underworld and the underworld’s defeat
At bygge bro mellem genrer. Her Vidsundbroen fra 1939.
Det er måske ikke så mærkeligt, at der blev malet med de mere grå og sorte nuancer på debuten. For Spleen betyder i sprogets betydning en tilstand af livslede, tungsind og melankoli.
Jeg bliver her 20 år efter stadig forbløffet over, hvor holdbart ’Godspeed into The Mainstream’ er som album. Og hvor udansk det egentligt er. I forbindelse med genudgivelsen så spillede jeg LP´en for min 19-årige søn, August, som mest er til Love Shop, opera, Sort Sol, Radiohead og så meget mere. Han sagde: Er det virkeligt dansk? Det er det! Og ’Godspeed..’ er stadig et nybrud inden for den danske musikscene.
Spleen United live tilbage i 2005-2006Oldsschool synth fra indspilningen af ‘Godspeed Into The Mainstream’
Vi er kommet til den tid på året, hvor det er tid til at kåre årets danske albums. Og der har vitterligt været mange gode bud i løbet af året. Her er mine valg:
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
ÅRETS BEDSTE UDGIVELSER
Love shop: I love You, Goodbye
Peter Sommer: Verdens Volume
Malk De Kojn: Nummer 5
Decorate. Decorate: Swerve Of Atoms
Per Vers: Knust kunst II
Ét album skilte sig dog ud fra mængden af gode danske udgivelser: Nemlig Love Shop albummet: ‘I Love You, Goodbye’. Bandet med Jens Unmack i spidsen er nærmest som genfødt. Eller en ny stærk begyndelse – version 3.0 – efter deres debut i 1990.
En ny vitalitet har indfundet sig – ikke alene med Rune Kjeldsen som ny maestro på guitar med hans svævende og sfæriske guitarspil og soloer. Han tilføjer bandet en helt ny palette af vintermelankoli. Men også rytmetoget – Nis Tyrrestrup og Thomas Duus – har aldrig lydt bedre, tungere og buldrende som en junirank hingst mod fjerne sletter og mål. Numrene rager op over mængden – og lyser klarere end både gadelamperne på Dalgas Boulevard og Sønder Boulevard. Det er ægte, Nordisk Noir fra Love Shop – der med det nye album – når nye, gamle højder! Man sidder nærmest med et lille nytårsønske om, at LS går i studiet igen, og ikke venter to år med deres næste udspil. Hermed en opfordring.
‘ Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter’.
Få andre bands har været så skelsættende og banebrydende i dansk rock som kliché. Nu fylder det kunstneriske mesterværk – Supertanker – 45 år!
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
‘Sejler på en supertanker Maskinerne arbejder Sejler på en supertanker Maskinerne arbejder’
Kliché på ‘Supertankeren’
1980:
Vi er kommet ind i Klichés maskinrum – som har kastet anker ud fra Aarhus havn. En supertanker som er ustoppelig, flænger havets bølger og kommer til at definere en ny og epokegørende kurs for dansk rock, New Wave og punk. Den nu afdøde musikanmelder, Torben Bille, skrev således, da ‘Supertanker’ udkom: ‘Det er det største tøbrud siden istiden’. Det var godt set – og nærmest foruroligende forudsigende. For det blev det. Og må jeg tilføje: Det var et nybrud – og for at blive i Billes allegori: Så kunne titlen på albummet lige så passende have heddet ‘Isbryder’. For det var det. Albummet skabte grobund for mange nye musikalske veje og banede vejen for flere generationer af nye bands og kunstnere. Kliché blev det danske svar på Velvet Undergrounds debutalbum. Kunstnerisk set. Begge bands var en form for ikke-musikere. ’Det solgte muligvis ikke mange eksemplarer dengang. Men alle dem, som købte det, startede et band’. For at recitere Brian Eno. Altså i forbindelse med Velvet Undergrounds debut.
SLIPSTRØM AF NEVØER
For vi havde aldrig haft TV-2 som band uden Kliché. Steffen Brandt blev medlem af bandet i otte måneder. Love Shop have nok ikke lyt som tidlig Love Shop – uden Kliché. Her blev Hilmer Hassig medlem på ’Okay Okay Boys’. Men lyden af Kliché kan med rette genfindes hos Spleen United, The Raveonettes, Minds Of 99, Iceage og Mew og et utal af andre bands de sidste 45 år. Ét band tog dog skridtet videre og direkte kopierede en del af den musikalske og kunstneriske arv fra Kliché! Det skete på ‘interkom kom ind’. Ikke alene var Nephew inspireret af det repeterende, som var Klichés kendetegn. Deres åbningsnummer hed også ’Igen og igen’. De stod lige så stålfaste og i samme positurer som Lars H.U.G. på indercoveret. ‘Supertanker’ brugte tre stråstreger /// som et grafisk element på albummet. Nephew brugte to //. Som man plejer at sige inden for populærmusikken: De dygtige stjæler med stolthed. Det gjorde Nephew. I stor stil og tog for sig af retterne.
Kliché måske allerede over de røde bjerge
1990///2025:
Personligt er jeg i en sen alder startet som musiklærerstuderende. Og da jeg for godt en måned siden skulle præsentere én sang og ét band, som mine medstuderende skulle lære at spille, så fortalte jeg denne historie om Kliché. Det lød nogenlunde sådan her:
Jeg var kun fem, da ’Supertanker’ udkom. Det var dog først for alvor 10 år efter, at jeg rigtig fik øje på bandet og albummet, da jeg var til en vild og trash´et fest på indre Nørrebro. Her var autonome, punkere og typer a la nihilisterne fra filmen ’The Big Lebowski’. Her stod der blandt andet tre fyre i lange gestapo-frakker og manisk skrålede og dansede pogodans til ’Militskvinder’.
’På paradepladsen Oplyst af dagens første stråler På paradepladsen Oplyst af dagens første stråler Kinas døtre Har sind, der stræber højt’
Kinas døtre på indercovet af albummet
Det var overvældende og aggressivt. Ikke så meget for festens slæng – men for de flængende toner og militæriske trommer på ’Militskvinder’. Det var en åbenbaring for mig. Eller måske ligefrem en form for syndefald, som Kierkegaard ville sige det. Det var i 1990. Her i 2025 sagde jeg det her til mine medstuderende, som skulle indstudere ’Masselinien’.
FLIG AF MESTERLIGE DOGMER
”Forestil jer, at I er i Aarhus i 1977. I er startet på Det Jyske Kunstakademi. I har lyst til at udfolde jeres kunstneriske talent. Men I bliver mødt med ensretning – og at I skal male det samme billede eller i vores tilfælde: Spille det samme nummer igen og igen… Derfor droppede de ud af studiet og skabte Kliché. Bandet arbejdede efter dogmer. Eller som vi kalder det på musikstudiet: Positive spilleregler. Altså musikalske benspænd. Bandet forsøgte at ændre struktur konstant, instrumentering og anskuelse af sangene – til stor frustration for sangeren, Lars Hug (som han kaldte sig dengang).
Bandet tog ikke alene et alvorligt kunstnerisk oprør med årtiers ensretning. Det gjorde de også politisk. De var trætte af alle de bedrevidende, de ’rigtige’ meninger og politiske korrekte dogmer, som stod som et råddent, afpillet træ i 1970érne – især på venstrefløjen. De skabte deres egne dogmer, ved at tage dét opgør. De tog tekster fra Maos Lille røde bog og vendte betydningen på hovedet. Vi skulle ikke ensrettes som i totalitære regimer. Nej! magten skulle tilbage til folket, det enkelte menneske. Derfor skal I, medstuderende lære denne enkle tekst, med tre simple akkorder. For af og til så findes de små mesterværker i det enkle, det simple”:
’Folket og kun folket Er drivkraften I skabelsen af verdenshistorien’
Det var det, jeg sagde til mine medstuderende den dag. Og som jeg har erfaret gennem årene, så delte sangen også denne dag vandende. Nogle er af den skole, at den er kedelig, gentagelser på gentagelser og for monoton. Jeg mener, det er en mesterlig melodi. Måske rettere en tilstand. En opbyggelig tilstand med et messende kor, et insisterende repetitiv hook og med en guitarfigur, som et ildevarslende crescendo. Hvis melodien havde været spillet i halvt tempo og uden sang – så kunne den have været med på soundtracket til ’Twin Peaks’.
Kliché i de sene 70´ere
Musikkens svar på brutalismen
Klichés debut var voldsom, provokende og en stor fed F…finger til det etablerede danske musikmiljø og til den politiske elite tilbage i 70´erne. Det var en åbenbaring. Det handlede om fremmedgørelse, om forelskelse i en by i forfald, og som man var arbejdsløs i. Der var militæriske udtryk og samtidig en vemod og melankoli over noget, som var fortabt for evigt. Det blev musikkens svar på brutalismen. De var inspireret af Kraftwerk, Bowie, Devo og ikke mindst Eno.
Det blev en milepæl – og gav genklang for evig tid i dansk rockhistorie.
‘Altid væk i en sky der er så stort i min by og du er lige så grå og død og her er ikke noget at lave
Bare vi to ku få det godt hos dig er jeg sagt op hos dig er der heller intet arbejde af få‘
Decorate. Decorate. når kunstnerisk højdepunkt – musikalsk såvel lyrisk – på uventet comeback-plade.
Af Rune Hausner, skribent på Unoder
Decorate. Decorate. er tilbage med første nye album i mere end 15 år. Postpunk-bandet leverer stadig dansable hits til jukeboksen på indiediskoteket, og ved første lyt virker det næsten til at bandet bare har fortsat hvor de slap tøjlerne. Var der ikke mere til historien, så kunne anmeldelsen for så vidt stoppe her. Men det er heldigvis ikke hele historien. Der er mere mellem himmel og jord på noget så sjældent anno 2025 som et dansk postpunk-album, der emmer af lyrisk overskud og rendyrket spilleglæde i det mørke, dybe register.
Tilbage i 2008 bragede Decorate. Decorate. gennem lydmuren herhjemme med minialbummet Normandie, som ramte skiven rent inden for tidens typiske postpunkede lyd. En tid hvor rockmusikken endnu ikke var bandlyst fra dansk radio. De samtidige musikalske inspirationer fra udlandet stod klart, og et vel nok tydeligt nik til postpunkens førsteforkynder, Ian Curtis, fra Joy Division kunne findes i forsanger Asbjørn Auring Grimms vokal, som stod klart i albummets epicenter. Normandie var forfriskende veloplagt og havde masser af catchy melodier. Albummets formel var enkel men effektiv, men som viste sig også noget begrænsende. Hvert nummer var afhængig af et godt guitarriff eller distinkt synth-tema.
Bandet fik fortjent en masse omtale, hvilketkulminerede med koncert på Roskilde Festival og endda tv-tid på DRs sparsomme musikformidling. Måske gik det for hurtigt?
Allerede året efter fulgte albummet Instructions, hvor idéerne var knapt så klare som på debuten. Hvad værre var, så syntes spilleglæden i nogen grad at have forladt gruppen. Pladen virkede en kende for forceret og ulødigt massiv. Her var ingen lys for enden af tunnelen eller måske lyrisk tebrev at godte sig på.
Om det var tiden, som i de år løb fra postpunken, eller om ideerne udeblev vides ikke. Bandet gik ubemærket på pause på ubestemt tid, indtil der i sensommeren 2022 stod med småt i avisen, at bandet skulle spille et one-off gig på Loppen. Med afmålte forventninger drog denne anmelder af sted, men blev ganske enkelt blæst bagover af et energisk liveband sprængfyldt med vitalitet med tilføjet shoegazy støj. Et spørgsmål pressede sig på den aften: kommer der virkelig ikke mere fra Decorate. Decorate.?
Liveoptræden på Loppen september 2022. Svedigt og hazy optræden. Billedet er taget af skribenten.
Swerve of Atoms
Efter endnu flere glimrende liveoptrædener og et par indvarslende singler har albummet Swerve of Atoms endelig ramt æteren i november 2025.
Lad det være sagt med det samme. Paletten er udvidet på dette langt mere modne udspil end forgængerne. Bandet er udvidet til en sekstet med keyboardspiller Kristian Nygaard Olsen. Kompositionerne er blevet mere avancererede og fyldige uden at være på bekostning af melodierne.
Måske er der knap så mange hurtige kalorier i form af effektive hooks, men til gengæld er der så meget mere tekstur og bund i numrene, at kostplanen for denne vinter er opfyldt. Produktionen har været lagt i hænderne på Brian Batz (bedst kendt fra Sleep Party People), som muligvis er kongerigets pt. bedste mand til at producere i denne genre. Albummet lyder i hvert fald enormt godt, og langt over dansk standardvare.
Om tingenes natur
Titlen Swerve of Atoms henviser til den romerske digter og naturfilosof Lucretius værk On the Nature of Things. Her beskrives verden som bestående af spinnende atomer, der sværmer og kolliderer ind i glemslen, men stadig vil nogle atomer afvige sin bane, og heraf opstår det uventede; noget vil afvige fra naturens determinisme, grundet en art fri vilje. Det er let at sammenholde denne teori med bandets genkomst; skabertrangen og nødvendigheden ved at være tilbage. Og med sikke et album.
In a room full of sun – with a lung full of air
Albummet åbner med A Sun, der er storladen og monumental i sin opbygning. Her er god plads til sanger Asbjørn Auring Grimm til at folde sin lyrik helt ud. Uden at blive alt for tekstnær, så refereres her til elementerne; sol, luft, vand og jord. Mennesket påkalder gud, manden påkalder kvinden. Jovist, albummet hænger sammen i titel og udtryk.
Dernæst følger den progressive Paper Clouds, som udmærker sig med en utrolig flot produktion. Alle instrumenter står krystalklart, mens nummeret kulminerer i ren shoegazy støj. Det er lækkert og ganske enkelt fremragende.
Ligedan kan Something To Hide fremhæves. Nummeret har tilsvarende progressiv opbygning og støjmur i sig. Det er bemærkelsesværdigt hvor elegant og ingenlunde forceret nummeret lander i en episk afslutning.
Singleforløberen Surface Tension, er med sin hook-line “…it’s just a state of the mind” og den pulserende bas, et godt bud på årets bedste alternative rocknummer at danse til.
Pladens sidste skæring Utterly Changed into Fire lader albummets tema kulminere: elementerne ind i ild. In this cold world, why not turn into fire? Det er fint, enkelt skrevet. Det er postpunk i sin essens – opdateret til 2025.
Falling out of your mouth – as a swerve of atoms
Må lykken tilsmile Decorate. Decorate., at bandet kommer ud på de danske spillesteder i 2026, og får lov til at præsentere dette flotte værk til landets rockmenigheder. Der er som sagt masser af spilleglæde i bandet og på albummet. Et stille ønske herfra kunne være at Roskilde Festivalen genopfinder de notoriske natkoncerter på Pavillon scenen, og lader Decorate. Decorate. få den anerkendelse, som bandet gør sig fortjent til med dette mesterlige comeback.
‘Mellon collie…’ fylder rundt. 30 år med Weltschmerz og verdensmesterdrømme. Det er bristede illusioner som brændte, forvrængede glansbilleder af ungdommen
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
Det er et af rockhistoriens nyere, store album og et musikalsk fyrtårn i 90’erne.’Mellon Collie And The Infinite Sadness’ blev et af de definerende værker, da det udkom i 1995. Det er storladent. Det er pompøst og djævelsk ambitiøst. Skabt på baggrund af Billy Corgans indre dæmoner, pessimistiske og paranoide forestillinger. Altid en god bouillonterning til et album.
Det er sort. Det er hvidt. Det er for meget og alligevel ikke. Det er ikke metal – men langt hårdere end rock og med heavyriff så skarpt skåret, at man kan skære sig på dem.
Det er mol, melodrama og melankoli. Det er dystert som en skovsø midt om natten – når mosekonen brygger. Det er skader og krager, der angriber én ved daggry, det er fugleskræmsler som bliver levende og smadrer alt i nærheden af sig. Det er dag og nat. Det er historien om en forspildt og forpint ungdom – som aldrig vender tilbage. Corgan har selv beskrevet albummet som ’Generation X´s ”The Wall”.
Voldsomt og voluminøst Det er en magtdemonstration af et album. Et album du som kunstner godt ved, at du aldrig vil kunne overgå. Corgan og Co. kunne ikke. Eller tilnærmelsesvis er kommet tæt på siden da. Albummet rammer midt i en tid, hvor genrer genereres og degenereres. Et utal af musikalske bølger strømmer ud fra byer som: Seattle, Bristol, San Francisco, London, New York, Manchester og LA. Alt fra Grunge, Britpop, alternativ indie rock, Triphop, Art rock, electronica, bigbeats, techno, dreampop og Eastcoast hip hop. Musikverdenen er de år i 90’erne den vildeste smeltedigel. Og man blev svimmel og stakåndet i forsøget på at følge med. Hvis du vendte dig om et kort øjeblik, så kom et nyt band bagfra og skabte historie. Alt blev crossover – og alligevel blev der konstant skabt nye subgenrer – som vi ikke har set siden da.
En tom skal – lige som Gud Det er her i det musikalske virvar, at The Smashing Pumpkins for alvor træder ind på den store scene og definerer en helt anden lyd. De blander blod og smelter genrer lige fra Art rock, alternativ rock til teatralske hymner og episke heavy-elementer. Det er bandets tredje album – og det er her – at lydmuren for alvor blive brudt. Corgan går planken ud og med en stor fed fuckfinger stiller spørgsmålstegn ved det meste – og de fleste.
‘Now I’m naked, nothing but an animal But can you fake it for just one more show? And what do you want; I want to change And what have you got, when you feel the same’
Det er klaustrofobisk, månesygt og misantropisk. Det er ensomhedens katedral – som rager op i intetheden. Nærmest nihilistisk i sit udtryk. Gud er måske ikke død eller hader os – som Slayer synger om. Men han er kun en skal. Et fatamorgana:
’Emptiness is loneliness, and loneliness is cleanliness And cleanliness is godliness, and God is empty Just like me’
Jeg var selv 20 år gammel, da albummet udkom. Stod midt i en brydningstid mellem at spille dødsmetal, gå i autonome miljøer og samtidig brug for at bevise en helt masse. Startede på HF og have høje musikalske ambitioner. Og på én og samme tid både være optimistisk om fremtiden – men også konfus og konfronterende i forhold til tidens egen konformitet – og ens egen opvækst. Lige som i Corgans dystre opvækstsbilleder. Og her tilbød ‘Mellon Collie…’ Et spejl for min egen usikkerhed, selvsikkerhed og svære vej til at finde ud af, hvem jeg var, og hvem jeg gerne ville være.
En ode til absolut ingen Albummet består af store selvransagelser og selvmodsigelser. Grænsende til være ligedelt perfidt og patetisk. Men det er også et perfektionist album med så stor en eksplosion af kreativitet – at der (næsten) ikke er et nummer for meget – selvom det er et dobbeltalbum. Det bobler konstant af nye ideer og indgange til rocken, hvis vi virkelig skal sætte det på formel. ’Despite all my rage I am still just a rat in a cage’
Forsiden og billederne i indercoverne er drømmebilleder fra det forrige århundrede – som uhyggelige glansbilleder af en forvrænget virkelighed. Det er lige i 90’er ånden – som vi også kender det blandt andet fra Red Hot Chili Peppers ‘One Hot Minute’ fra året før eller Alice In Chains’ ’selvbetitlede album’ med den trebenede hund på forsiden.
Det er vrede, opbrud og et knytnæveslag til alt og alle. Som at se Billy Corgan stå alene i skolegården – og sparker vredt til alle cykler – mens han skriger til himlen – eller rektor. Alle mod én. Mod HAM. Som et udskud som vi også kender det fra ’Creep’ med Radiohead eller ’Loser’ med Beck.
’Destroy the mind, destroy the body But you cannot destroy the heart Destroy the mind, destroy the body But you cannot destroy the heart And you, you make me so I need to disconnect And you make it so real I don’t need your love to disconnect’
Sangen hedder naturligvis ’A Ode To No One’. Det kan ikke blive anderledes. Der er ikke mange positive ord og toner på ’Mellon Collie…’. Dog er der lidt livsglæde at hente i sangen ’1979’, hvor Corgan ser tilbage barndommens ubekymrethed. Der, hvor du tror, at alt kan lade sig gøre – og du sammen med vennerne – drømmer stort og i bredformat.
’Lamented and assured To the lights and towns below Faster than the speed of sound Faster than we thought we’d go Beneath the sound of hope’
Jeg købte albummet på CD, da det udkom. Og er et af de albums, jeg har lyttet mest til siden 1995. En af de slags plader, jeg aldrig bliver træt af – og altid kan finde nye musikalske veje i. For et par år siden fik jeg så endelig hovedværket på vinyl. Og det er netop et værk – hvor det virtuelle går hånd i hånd med det musikalske. Det er og bliver The Smashing Pumkins og Billy Corgans magnus opus – og skabte et nyt musikalsk ansigt til 90´ernes alternative rockscene.
Tell me I’m the only one Tell me there’s no other one Jesus was an only son, yeah Tell me I’m the chosen one Jesus was an only son, for you
Alt er på spil igen. Alt på et bræt. ’Nothing Has Changed, Everything Has Changed’, som Bowie sang på ’Sunday’. Eller som Jens Unmack skrev til nummeret på ’Det løse liv’: ’For evigt, forandret, for altid, forundret’. Love Shop kaster sig endnu en gang ud for mågerne og ud på en mørk og urolig skovsø – befolket af fuldblods heste og poetisk friktion. Det er umiskendelig Kærlighedsbutikken. Men noget er forandret. Væk er den mangeårige guitarist Mika Vandborg. Ind er kommet Rune Kjeldsen (Savage Rose, C.V., Kira and the Kindred Spirits m.fl.).
Hello elektropop – I LOVE You, Goodbye old SHOP. Vi taler ikke om stunde null eller en revolution. Mere end transformation. Som tidevandet der transcenderer, og aldrig er det samme, når det rammer bredden. Albummet falder punktligt to år efter ’Blues Europa’ udkom. Sådan har det været siden gendannelsen med ’Frelsens Hær’. Det er konsekvent. Det samme kan man sige om det nye udspil. Det er fyldt med elektroniske brudflader og klangbunde – som både skaber en større stoflighed i sangene og en ny vitalitet hos bandet på ’I Love You, Goodbye’. En ny vægtløshed har sneget sig ind. Og vi skal tilbage til ’Skandinavisk lyst’ for at finde et så sammenhængende lydtapet. Men hvor det nye album skaber en langt mere urovækkende, sfærisk elektronisk dybde. For der er noget foruroligende i de melankolske klange.
Flaget er gået på halvt på ‘I Love You, Goodbye’
LS har i mange år haft Dannebrog som baggrund til deres koncerter. Blandt andet for at generobre flaget fra Dansk Folkeparti. DF der kidnappede flaget for at definere Danmark som et lille småracistisk og i sig-selv-nok-land med et mindreværdskompleks som en østjysk motorvej. Men på indercoveret ’I Love You, Goodbye’ er flaget gået på halv. Nogen er død. Noget er gået tabt. Måske bekendte i de hvide, smalle baner på kokainvejen? Måske fordi Jens Unmacks harddisk under tilblivelsen af albummet brændte sammen. Måske er det en slet, skjult og smuk reference til de to gamle musikalske legekammerater, Hall og Hassig.
Fold af fuldblods travere
’Spillet er en stolt hest hvid som kokain så den løbe bort troede den var min’
Sådan starter pladen. Sådan lægges der ud. Den hvide hest som symbol på coke. Som vi kender det fra Laid Backs ’White horse’, Deftones´ ’White Pony’ eller Goldfrapps´ ’Ride a White Horse’.
Sangen signeret som ’Hjertet En Hjemløs Hovedvej’. En smuk titel, der vækker minde om den stærkt bevægende antologi; ’Hjertet er en fold med heste’ om, hvordan psykiatrien presser individualitet ud af de psykisk sårbares sjæl. Den kan varmt anbefales. Og så kunne det være en titel, som snildt kunne blive til en kommende efterårsklassiker.
Der er noget med Unmack og heste. Bare tænk på hans soloplade ’Dagene løber som heste’. Coveret på den nye album afbilleder en hvid hingst, der stolt galoperer gennem det sølvbeklædte landskab. På et af albummets højdepunkter, ’Kongedybet” Spiller rytmegruppen Nis Tyrrestrup og Thomas Duus et eminent tungt beat – som lyder af voldsomme hestehove over Fælleden, der krydser sit spor over Kongens skov:
Og når man selv er ud fra en tredje generation af en hestefamilie, som er opvokset tæt på hestefolde og Kongelunden, så var det vores sportsgren. Her er hesten symbol på storhed, prægtighed, sårbarhed, frihed og (frit)fald. Og for at blive i samme løbebane og fra hestens egen mund: Så løfter bandet barren med en form for melankolsk-Morricone i en tid, der aldrig var der, aldrig kom. Men altid med et gryende håb. For selvom Love Shop og Jens Unmack er formet af New Romantic, New Wave og punk – forfalder Jens Unmack aldrig til en triviel længsel. Mere en poetisk og musikalsk strømpil efter noget, som betyder noget, vil noget, noget man kan slå sig på – præcis som et levet, mærket liv.
Synthpop – der skærer ned i vrimlen
Der er ingen tvivl om, at ’Kors i Dit vindue’ er ægte, nordisk elektropop. Et lille ekko og uptempo af Kraftwerks ’Metropolis’ og tidlig Depeche Mode fra ’Some Great Reward’.
’Et kors i dit vindue fuldmåne bag mørket du ser op bag himlen og flyene der svæver langt ude fra verden’
Det er sublim synthpop. Og de utvetydige og fragmenterede poetiske ord frembringer billeder lige fra de første kvindelige pionerer på Københavns Universitet, mørklægningsgardiner under 2.verdenskrig og ’Flyvere i natten’ af Larsens ’Kielgasten’. Mon ikke ’Kors i Dit vindue’ bliver en fast del af bandets repertoire de næste par år? Det er lydarkitekten Mikkel Damgaard i sit fineste mørke lydhjørne, hvor et hav af understrømme af toner og klange – løfter sig og sprede sine vinger udover byens tage. Det er sjældent hørt så gennemført fra hans hånd. Og vi bliver samtidig beriget med en sfærisk guitarsolo fra Kjeldsen som et skær fra Hilmer Hassigs velmagtsdage.
…Før lyset slukker mig
Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter. Det ser vi på førstesinglen; ’Sølvstjerner af Guld’. Alene titlen er en smuk, drømmeagtig selvmodsigelse. Et spænd mellem fantasi og nøgen realisme. En umulig skinnende skønhed af noget, som måske aldrig var der – eller kom.
“Den blå buket af aftener der brænder på et bord”
En af de andre linjer fra samme sang – er som et minde, der brænder i hukommelsen, en gammel intensitet – der aldrig kan gentages eller genopdages.
På forunderlig vis har Love Shop på de seneste udgivelser fået det til at lyde som om, at det er deres afskedsalbum. For hvis det er rettesnoren og kongstanken – så sætter du netop alt i spil og skaber en særlig intensitet. Hvis det her album måtte være det sidste – så ville det være en værdig svanesang:
’…Der er kun en ting jeg mestrer nu det er den kunst at sige farvel kun værdig sorg vil stå som afskedskys bag det blafrende gardin den fortæller du var min og jeg skulle aldrig sige nej’ ‘I love you goodbye’’I Love You, Goodbye’ må, her på falderebet til et nyt år, stå som et godt bud på et af 2025 bedste danske udgivelse
Manage Consent
To provide the best experiences, we use technologies like cookies to store and/or access device information. Consenting to these technologies will allow us to process data such as browsing behavior or unique IDs on this site. Not consenting or withdrawing consent, may adversely affect certain features and functions.
Functional
Altid aktiv
The technical storage or access is strictly necessary for the legitimate purpose of enabling the use of a specific service explicitly requested by the subscriber or user, or for the sole purpose of carrying out the transmission of a communication over an electronic communications network.
Preferences
The technical storage or access is necessary for the legitimate purpose of storing preferences that are not requested by the subscriber or user.
Statistics
The technical storage or access that is used exclusively for statistical purposes.The technical storage or access that is used exclusively for anonymous statistical purposes. Without a subpoena, voluntary compliance on the part of your Internet Service Provider, or additional records from a third party, information stored or retrieved for this purpose alone cannot usually be used to identify you.
Marketing
The technical storage or access is required to create user profiles to send advertising, or to track the user on a website or across several websites for similar marketing purposes.
