Forfatter: Jon Kiellberg

At spille er at dø med stil

Mellem død, storby-lyrik, indiepop, Nordisk Noir, længsel og poetisk melankoli. Love Shop er tilbage på landevejen rundt om på DK-turné. 40 år efter at Hassig og Unmack dannede LS. For mange ville det rime på en musikalsk overgangsalder eller kunstigt åndedræt af fortidens musikalske meritter. Men for LS lyder de mere som om, at de er trådt ind i deres tredje ungdom med nerve, vitalitet og fornyet sult.

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

For 50 år siden udkom Ramones skelsættende debutalbum. Det blev banebrydende for punken og for musikhistorie på linje med The Beatles, Velvet Underground og Kraftwerk. For en 12-årig knejt fra Dollerup Bakker tæt på Viborg, blev det livsomvæltende. I hvert fald til at starte med; musikalsk. Det skabte drømme og skabte de to første punkere i Viborg. Men om den drøm var stor nok til at forestille sig, at den selvsamme Unmack 50 år efter ville stå på scenen som rockpoet i et af landets længst eksisterende bands er nok utænkeligt. At Jens Unmack står på skuldrende af Clash, Ramones og Sparks er ingen hemmelighed. Ej heller er det ingen hemmelighed, at Nephew, Hugorm og et utal af andre danske bands står på skuldrene af LS. Nogen havde måske ikke ligefrem set lyset eller befriet deres dröm uden Kærlighedsbutikken. Vi har alle vores forbilleder og musikalske referencer. Og Unmack er et omvandrende leksikon af historiske, musikalske referencer og anekdoter, som han deler generøst ud af. Det gælder også på denne turné.

Intens stemning i Rødovre

ALT PÅ EN HINGST

Love Shop har aldrig været et af de bedst sælgende bands Danmark. LS er ikke et pop-up-populært orkester, der kan fylde Royal Arena eller Parken, for så at forsvinde på pophimlen efter fem år. Til gengæld har Unmack og Co. en af landets mest dedikerede fanskare. Det oplevede jeg til Henrik Halls sidste optræden og samtidig min første koncert med bandet på Vega. 1.500 mennesker som trampede i Folkets hus’ gulv så intens og voldsomt, som om det var den sidste koncert nogensinde på dette sted. De selv samme LS-fremmedlegionærer står i forreste geled her til aften i Aarhus og til de fleste koncerter på denne turné. Taktfuldt bliver vi præsenteret for et af de stærkeste numre for bandet nyeste opus, ’Kongedybet’. Der er stuvende fuld her i salen. De blå lys skærer gennem vrimlen og det samme gør den gulvtunge bas og ditto beat fra bandets backbonebesætning. Nis Tyrrestrup og Thomas Duus har aldrig lydt mere sammenspillet på bas og trommer. Og her live lyder ’Kongedybet’ mere og mere som et opdateret soundtrack til en Sergio Leone western. Det er støvet og beskidt – og lyden af voldsomme hestehove galoperende ud over sletten mod solen nær Bellavista. I det hele taget lyder de nye sange fra ’I Love You, Goodbye’ overraskende bedre live end hjemme. Der er en sfærisk, rummelig og ildevarslende atmosfære på ’21 gram’, ’Sølvstjerner af guld’ og ikke mindst på den mesterlige, svævende og elektroniske strømpil, ’Et Kors I Dit Vindue’:

’Et kors i dit vindue
fuldmåne bag mørket
du ser op på himlen
og flyene der svæver
langt ude fra verden
med skygger så tunge
der falder på taget
vi faldt der så unge’

Hestehoved fra ‘Blues Europa’

FREM FOR AT GÅ (I STÅ)

Hvis det er den nye vej, hvis det er det nye svar fra bandet, så SE frem, som Unmack ville sige det. Og med Rune Kjeldsens indtræden i orkestret, har bandet – med en lidt tyndslidt kliché – fået flere strenge at spille på. Kjeldsens helt store styrke er foranderlighed og fornyelse. Jeg var til tre koncerter i streg, og Kjeldsen forandrede sine figurer, soloer og guitar reels konstant. Han udvider paletten 360 grader som et kalejdoskopisk røngensyn på bagkataloget – og med en utålmodig nysgerrighed på det nye katalog. Intet er statisk. Og trods den identiske setliste gennem de fleste koncerter på denne turné, så var nuancerne vitale og variationerne mangefacetteret. Men selvom Kjeldsens spil er sublimt, og han er af landets dygtigste guitarister, så er det ikke alene ham, som skal ophøjes til den store fornyer i Love Shop. Det er de alle fem. De har sat alt i spil og alt på et bræt. Som om LS selv har sat kniven for struben, ryggen mod muren og pistolen fra panden. Det er den særlige intense spænding og tænding, som de har (gen)skabt her rundt om i det ganske danske land. Det er fragmenter af storhed og fabulerende friktion af den virkelighed, som du slår dig på.

Det er støvet og beskidt – og lyden af voldsomme hestehove galoperende ud over sletten mod solen nær Bellavista.

‘Aldrig træt – aldrig mæt. Så endeløst herfra, at tør tabe sig selv, når hjertet brænder, kun fanget af hvad, der gør dig fri. Hver nat en by – vil de forelskede sige, at det vil gøre ondt…’

Og skal jeg opsummere 40 års lyriske rejse med karavanen Love Shop – ville det nogenlunde lyde sådan her:

ALDRIG TRÆT – ALDRIG MÆT!

Aldrig træt – aldrig mæt. Så endeløst herfra, at tør tabe sig selv, når hjertet brænder, kun fanget af hvad, der gør dig fri. Hver nat en by – vil de forelskede sige, at det vil gøre ondt – når vi krydser vores eget spor og lader verden vælte mod aftenens fald. Et håb – vi sagde stop til – for at brænde boksen og stå i sin egen ret – helt desavoueret fra omverdens hybertempo af leflen for underholdningens ulidelige kemolys. Kunsten AT sige nej og eje hvert sekund – og hold fast til det gør ondt.

De blå lys skærer gennem vrimlen og det samme gør den gulvtunge bas og ditto beat fra bandets backbonebesætning.

SEND DEM GODT AFSTED

’Må jeg give dig et godt råd på din vej
tag aldrig imod et råd fra en som mig
der er kæntret
der er strandet
der er blygrå batterier
du er hjertet
du er flammen
brænder håb i hvert ord du siger’‘

’Studentervognen kører’ er den faste del af repertoiret her på turneen. Og en meget velvalgt og lysbekræftende sang om den evige ild og tid, der brænder i ungdommens hjerter. Og det er heldigvis ikke kun gamle mænd i døde forhold, som kommer til koncerter med dette femmands orkester. Ungdommen er rigt præsenteret. Det samme var min søn på 19 år. Jeg slæbte ham, for første gang (lidt modvilligt) med til en Love Shop koncert for et par år siden på Hotel Cecil. Efter koncerten var en ny fan født – og siden har sønnike været til syv koncerter med bandet. Til sommer bliver han student. Mon ikke sangen kører på repeat i ”stundentervognen” til juni?

Koncerten i Århus slutter af med to udgaver af, hvad Anders Agger har kaldt: ’Kunst på højeste hylde, uforståeligt, smukt og smertefuldt. Et nummer jeg aldrig slipper – og skal spilles til min begravelse’. Det er naturligvis ’Alle har en dröm at befri’ fra Anti. Den nye version er endnu mere dyster og atmosfærisk end den originale. Hvis det er den måde, at Love Shop begynder at forny deres gamle sange – så kan de roligt tage fat i hele bagkataloget. Det er katedral’sk, ophøjet melankoli – som et ekko af dem selv og med en undertone af Thåström.

Koncerten er ovre. En nat bliver det sommer. Og netop nu hvor solen står højt på himlen, så spiller Love Shop til forskellige festival inden de kommer hjem til Vega i efteråret.

Plakaten fra Viften i Rødovre

’Du længes i mørket
Mod dage med håb og med lys
Du kan ikke sove
En nat bliver det sommer
En fjern og fin musik giver dig alt du aldrig fik’

Og lige præcis dén sang, skal spilles til min begravelse.

I LOVE YOU, GOODBYE.

Setlisten fra Train i Aarhus

maj 9, 2026
Hvert et åndedrag af melankoli

Henrik Olesen har med ’Sange’ skrevet et modent mesterværk af et album. Der er lange tråde og skygger af længsel, nostalgiske tilbageblik, savn og selvransagelse. Men det er også et album – fyldt med håb og fortrøstning. Et album som du ikke kan ryste af dig med det samme – Måske aldrig.

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

Lad mig starte med en indrømmelse. Jeg havde fuldstændig overset det her album, da det udkom i december. I vores digitale musikalske tidsalder, bliver der sprøjtet sange ud i et væld, i et hyper tempo – og hvor det aldrig har været nemmere at udgive musik og streame. Men ’…alting har sin tid’, synger Olesen på åbningsnummeret. Og den tid er NU.

For jeg ville på ingen måder have været foruden dette album. Der er meget musik, man aldrig når at opdage. Sådan er det. Jeg kan huske, at jeg allerede ved de første gennemlytninger tænkte; hmm det her kunne godt blive en fast følgesvend af et melodisk indiepop album, du vender tilbage til igen og igen i din søgen efter nye og alligevel velkendte pop, poetiske spor.

Henrik Olesen med hans nyeste moderne værk. Foto: Christina Staal

VEJEN HJEM I VINTERHI

Da jeg skulle til at skrive denne anmeldelse, vendte jeg det med min medskribent på Unoder, Rune Hausner. Han sagde:
’…Det er sådan en plade, som er perfekt at køre hjem til, i vintersolnedgang, ude på landet. Ingen biler, kun vejen og dig alene med den sidste solstråle’.

Det var bemærkelsesværdigt, for jeg havde nærmest en identisk følelse og stemning i mig, da nålen ramte den koldsorte vinyl. Det her var lyden og eftertanken på de mange ture i vinters, hvor jeg, i et sneklædt landskab, kørte ud til naturen og vandet i Dragør. Hjem til mit hus ’Vinterhavn’. Vinterhavn fordi det er et ældgammelt udtryk for sømænd, der finder ly og hi for vinden, blæsten og bølgerne. Og i mere overført betydning: At finde hjem til det, du altid har søgt efter. Og Olesens sange kredser om afsavn, tab, det levede liv og alt det vi forsøger at finde hen og hjem til. Som på et af albummets højdepunkter, ‘Altings Blå’:

’Altings blå. Altings forgængelighed.

Skandinavisk vemod over livets lod

Lyset der svinder

Tiden der rinder

Ud af tabt af alt – det der var

Sprækker i nordisk melankoli

En nyfunden sult – før det hele er forbi

Håb der tændes – lykken findes

Altings blå – men også – storslået uendelighed’

Det er poesi af fineste karat. Og Henrik Olesen hæver barren for dansk lyrik – så de unge fremadstormende musikere må blive stakåndet. Olesen skriver og synger om alt det, vi bærer med os som mennesker gennem livet. Alt det vi er rundet af. Det gør han musikalsk både nøgent og nøgternt. Det er så forbandet uprætentiøst. Det er skåret helt ind til marv og ben. Derfor bliver det så nærværende. Og dermed rørende.

Hjem i vinterhi til Vinterhavn. De melodiske billeder står lysende klart på ‘Sange’

Er du den – du ville være?

’Sange’ er små eftertænksomme værker. Små glimt og strejf af livet, hvor du som lytter lige, stopper op, mærker efter. Alle kalorier er skåret fra. De enkelte strofer er få og fængende. Og sniger sig ind som en tavs tyv om natten. På ’Svaret blæser’ er vi inde og røre ved hovedstolen i den menneskelige eksistens. Udover den ‘Cure´ske´guitarintro og referencen til Mr. Dylan, så stiller Olesen de sagte spørgsmål, vi sjældent bliver præsenteret for i moderne renæssance musik:

’Det du tog med – det som du blev.

Var det mon det, du ville være? Svaret blæser i vinden

Der hvor du er – er du på vej hen?

Er det mon ude – eller hjem

Svaret blæser i vinden.

Er du den – du ville være?’

‘Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og hans essaysamling’

Kunsten at hoppe ud på dybt vand i en moden alder. Eller tør stå nøgen i sit udtryk og sænke paraderne

Og her midt i livet, trasker jeg bestemt ikke uberørt hen over spørgsmålet. Henrik Olesen fyldte 60 år i december. I efteråret var jeg lige fyldt 50 år og blev udredt for ADHD. Jeg havde godt set diagnosen lure i kulissen i årevis. Ubehandlet, med tankemylder og uro drivende ned ad væggene.

Er jeg den, som jeg gerne vil være? Nej det var jeg ikke. Eller er. Men på vej. Medicinen har givet mig en begyndende ro – som jeg ikke har haft siden jeg var ung. Men hvorfor alle de år? Siden efteråret har min puls dog været mere som taktslagene på Olesens album. Roligere bevægelser og mine hastige skridt skynder sig mere langsomt – baglæns i tanker og forlæns i det der sker i nuet. Livet er jo kun til låns, som man siger. Og dette i et hvert åndedrag som Olesen synger på et af albummets store højdepunkter:

’Døden er til stede i hvert et åndedrag

I hvert skridt, hver en strofe

Det er som det skal være.

Der er en simpel lære

Værdsat endnu mere’

Et litterært værk af musikalitet

Der er ingen tvivl om, at der løber en blodig poetisk åre gennem Olesens vener. Et timeglas der måske rinder ud og tanker så store som svævebaner over byens tage – som et nært røntgenbillede fra en drone over Riget og Fælleden. Der hvor livet enten starter eller slutter. Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og essaysamling. Et samlet album som fortjener et bredt publikum. Jeg havde godt set, at Henrik Olesen havde taget ud og spille ’Sange’ for et livepublikum. Hermed opfordret. Men så må vi glæde os over, at Olesen-Olesen er draget på landsturné og begiver sig ud som anonyme melankolikere. Tilbage står, at ’Sange’ med albummets anonyme hvide cover, ingen reklameblokke på SoMe og udgivet på eget selskab i kun 194 eksemplar. Men er du heldig at få fingrene i albummet, tilhørende et litterært værk af poesi eller giver dig selv chancen for at få en enestående koncertoplevelse med på vejen, så du får en inderlig lytteoplevelse for livet, der giver én eller i hvert fald mig, en trang til at reflektere over livets helt afgørende spørgsmål.

Træerne som litterære støtter af poesi

marts 22, 2026
Årets udenlandske udgivelser i 2025
Året har budt på et væld af store og små udgivelser fra gamle kendinge, nye stjerner på musikhimlen og albums, man ikke lige havet set komme. Her er mine bud på de fire bedste udenlandske udgivelser fra 2025

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
1. ROSALíA: LUX
2. Pulp: MORE
3. Suede: Antidepressants
4. Mavis Stables: Sad and Beautiful World
1. ROSALíA: LUX – Flamencoens svar på Wagner
Ja, det er jo nærmest trivielt, at skulle tilslutte mig det spanske kor – og kåre LUX som årets helt store album. Der har ellers været mange at vælge imellem. Det har igen været et rigtig godt år for udenlandske musikudgivelser. Jeg tilslutter mig – fordi jeg ganske enkelt ikke kan komme uden om Rosalia!

Jeg elsker genreskabende musik. Eller crossovers, som blender musikgenrer på den mest opsigtsvækkende måde. Alle de uventede ting – der vælter ned over én. Og for sådan én halvgammel rocknørd – skal der en del til for at vække mig fra rocken- og poppens gravkiste. Som da jeg slentrer ned ad Dybbølsgade for at hente Mr. Bungles genudgivelse ‘Disco Valente’ og med ét blev taklet så eftertrykkeligt af nye toner i hørebøfferne. Og ja taklingen kom i år fra Rosalía med hendes nye magnum opus: LUX.

Rosalía på indercoveret til albummet

ET NYT MUSIKALSK, MAKSIMALISTISK KOMPAS

Det er vanvittigt, voldsomt, komplekst, storladent og pompøst. For meget og måske ikke. Albummet er skrevet som klassisk musik med partiturer og noder. Her er ingen nemme løsninger eller overspringshandlinger. Det er nærmest som at høre en moderne popudgave af Wagner eller Vivaldis sommer på speed. Det er grandiost på alle planer og man sidder stakåndet tilbage, når pickuppen rammer de sidste riller. Rosalía har med et trylleslag gjort mere for klassisk musik og operaen – end vi har set siden Pavarottis storhedstid i 80érne. Denne gang rammer LUX det helt unge publikum. Og som en operaelsker som mig, så er det glædens musik år, når der kommer så banebrydende ny musik – og unge ikke alene skal traves med AI-musik, R&B-hip hop trukket i en automat af autotunes og backtracks. LUX er overvældende og et enormt fascinerende bekendtskab, hvor Rosalía synger på hele 14 sprog. Blandt andet mandarin, fransk, hebraisk, tysk og selvfølgelig spansk! Det helt store hovedhit er ’Berghain’, hvor hun sammen med Björk og Yves Tumor sætter nye standarder for klassisk kor og popopera med grænseløs fantasi, maksimalisme, kunstneriske eksperimenter og med et uhørt genrebrydende mod. Sangen referer til en af de vildeste klubber i Berlin, et råt kultursted – som er et gammelt kraftværk.

Det berømte Berghain i Berlin

‘Det er ’Like A Prayer’ version 2.5. Det er musisk megalomani uden et Madonna-kompleks’

Mosaikker af billeder af Rosalía til indercoveret fra LUX

ET STORT INSPIRATIONSKATALOG

Albummet vækker minder om overrumplende albums som Kanye Wests ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’, Kendrick Lamars ’To Pimp a Butterfly’, Kate Bushs debut ’The Kick Inside’ og Björks ’Post’. Du bliver forpustet, mister mælet og tænker. DAMMMM.

Som at høre ’Turn The Page’ med The Streets for første gang eller de første toner fra Billie Eilish, da hun kom frem. Som et stort inspirationskatalog.

Det er originalt og med en utrolig stor opfindsomhed. Den ene minut befinder du dig i Siena og hører en lille pigestemme fra en balkon. Det næste øjeblik er du i Compton og hører buldrende basgange og trommer fra underverdens gaderappere. Og puf så er du landet i Wien og hører klassiske strofer, der strømmer ud fra ’Staatsoper’ og lander til sidst på en fortovscafé i Cannes, hvor tjeneren rapper sine krav om drikkepenge. Det er ’Like A Prayer’ version 2.5. Det er musisk megalomani uden et Madonna-kompleks.

Nu er det jo årets første dag her i 2026. Så på mange måder, så tænder Rosalía en funklende nytårsfontæne, der gavmildt spreder musikalske guld- og sølvstjerner ud på en frostklar nattehimmel.

Billeder af Rosalía på stranden på albummet

2. PULP: MORE

Pulp med deres første album i 24 år

Pulp er endelig tilbage efter 24 år. Og det har bestemt været ventetiden værd. MORE er et charmerende bekendtskab med forførende melodier og en Jarvis Cocker med en stadig syleskarp pen, der spidder alt og alle. Som en samfundsprofessor fra Oxford universitet tager han temperaturen på samtidens anormaliteter og giver et eftertrykkeligt lårspark til livets konformitet og trivialitet. Pulp spillede på Way Out West i sommeren 2024. Og skulle du have mulighed for at høre dem – så gør det. Det var berusende.

3. SUEDE: ANTIDEPRESSANTS

Forsiden af Suedes nyeste udspil

Suede er langt fra et nostalgiband, der hviler på de gode, gamle Brit-dage i 90´erne. De har med en enkelt pause spillet og udgivet kontinuerligt. I 2025 er de tilbage med Antidepressants – der er råt, rocket og med en energi, som vi ikke har set magen til siden ’Dog Man Star’. Det er min generations glamrock – og Brett Anderson – synger stadig ud fra sjælens skygger og byens mest beskidte rendesten og lurvede bæverdinger. Den 7. marts spiller de i København igen. Og jeg er sikker på, at det bliver et hårdslående gensyn med alle sangene om the misfits og outsiderne.

4. Mavis Stables: Sad and Beautiful World

Mavis Stables er tilbage med et charmerende og hjertevarmt album

Den Chicago fødte soul- og gospelsanger er tilbage med et hjertevarmt og charmerende album. Hun er samtidig menneskeretsforkæmper og har været det siden 1969. Det nye album hedder meget passende ‘Sad and Beautiful World’ – som både rummer alvorens sprækker med krige og kriser – men også om de nære fællesskaber og troen på, at kærlighed måske er vores eneste chance i en tid, hvor tempoet konstant er som en ustoppelig centrifuge. Mavis Staples deler både ud af sine kærlige ord – men giver også som en ældre bedstemor – sine alvors ord med på vejen om tidens tilstand. Et skønt album på flere planer. Hørte hende på Way Out West i sommers i Göteborg, hvor hun gav en medrivende og henrivende koncert. Hør hende hvis du får mulighed for det.

Godt nytår !
januar 1, 2026
Godspeed into New Wave

Electrorockens iskrystal blev ikke alene et hovedværk for Spleen United. Det skabte også eftertrykkelige nye elektro-bølger på den danske musikscene. I dag fylder ’Godspeed Into The Mainstream’ rundt

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

For 20 år siden gik alle rundt og sang landeplagen ’De første kærester på månen’ med TV-2, Nephew red på efterdønningerne til USADSB med ’Ordenspoliti’, Vi dansede til ’Love In A Trashcan’ med The Raveonettes eller skrålede til Anna Davids ’Fuck dig’.

Og så B A N G: Landede disse linjer som et brag:

’Live the dream
Stay in bed
With heroin
Unlimited

Relive the dreams
Let’s stay in bed
Join the myth’

Det var langtfra mainstream. Men det vakte opsigt. Skabte nye musikalske spor og teksturer. ’Tag uendelige mængder heroin, bliv i sengen og dyrk (rock)myten for fuld udblæsning’. Sådan åbnede ’Godspeed…’ Det var netop et billede, en forestilling, et tankeeksperiment. Og milevæk fra Spleen Uniteds egen verden. De var djævelsk ambitiøse, minutiøse og kom bestemt ikke sovende til det. Bandet arbejdede solen sort til blodet piblede frem for at skabe et blændende og blivende værk, der den dag i dag står som et referencealbum og pejlemærke på, hvordan den danske musikscene udviklede sig eksplosivt fra 00´erne og frem.

EN BYGNING – DE REJSTE

I 1950´erne opstod begrebet ’En bygning vi rejser – en bygning er rejst’ inden for arbejdsbevægelsen i opbygning af velfærdsstaten mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen. 50 år efter kunne det have været et statement for Spleen United. De byggede noget nyt op. Skabte en konstruktion af en bygning, vi først lige så konturerne af i 2005. ’Bygningen’ var både fuldendt, ikke-færdig og fyldt med fængende friktion. Det skabte nerve og intensitet. Måske derfor stod albummet med det ene ben i fortidens musikalske haller og med det andet godt plantet på fremtidens klubscene – der dannede skole for en række bands og kunstnere. Og med producer Carsten Heller skabte de deres egen fortættede elektroniske lyd, som stadig lyder vedkommende.

Bandet startede helt fra bunden. Fra at være en gruppe arkitektstuderende der slæbte gear til små events i flyttekasser og hundetæpper. De spillede alt selv. Om det var analoge instrumenter eller synthesizere. Det var ikke maskinerne, som overtog bandet – som vi så det med Kraftwerk i 80´erne. Spleen United ville selv styre dem, kontrollere dem ned til mindste detalje. ’She falls In Love With Machines’ som bandet synger på et af numrene.

Det var nøgternt, koldt og klinisk. Det var køligt, stramt og konsekvent. Men det var også nøgent og fyldt med vemod og melankoli. Og så var de en kollektiv enhed – der sammen skabte musikken.

’Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United
Love is what they’ll get when they break up and join in Spleen United’

SU-fodboldtrøje i forbindelse med ‘Godsdpeeds…’ 20 års jubilæum

Bandet inviterede lytteren med ind. Det, at stå samlet og blive en del af klubben. Det, at se sig selv som noget større end det enkelte individ i orkestret. Lidt lige som at være medlem af en fodboldklub. Og for mig der altid har været bidt af bold – var det både tillokkende og forførende på én og samme tid. Det er langt fra tilfældigt, at bandet, her 20 år efter debuten, netop til deres jubilæumskoncerter har udgivet en SU-fodboldtrøje. Spleen United satte nye standarder på den elektroniske scene og banede vej for bands som Turboweekend, When Saints Go Machine, VETO og senest Prisma. Det var samtidig et orkester, der rejste en bygning – for i næste øjeblik at rive den ned. Det blev på én og samme tid deres Peak-performance-trademark! Og samtidig en forbandelse rent kommercielt. Men de har altid været: Kompromisløse. De har kontinuerligt søgt og skabt nye musikalske horisonter – og aldrig gået efter den velkendte hånd og det sikre kort. Men konstant udfordret sig selv, stillet højere og højere krav og forlangt – nærmest urimeligt –meget af dem selv.

Spleen United tilbage i 2005

BROBYGGERE

Som keyboardtroldmand, René Thalund fra Nephew, har beskrevet Spleen Uniteds debut meget rammende: ’De (Spleen United) spillede Synthwave (før det havde et navn) blandet med indierock. Hvis Kraftwerk var et rockband (og skrev mere personlige tekster) så havde de lydt sådan her’.

Spleen United blev netop repræsentanter for musikalsk brobygning og for sit genrebrydende mod. Og så var orkestret inspireret af alt lige fra The Cure, Pet Shop Boys og Joy Division til Mew og Pantera! Og inspireret af Kraftwerks og Klichés konsekvente tilgang til musikken. Og så kommer vi naturligvis ikke udenom Depeche Modes ’Violator’, der udkom 15 år før ’Godspeed…’ Spleen Uniteds debut album ramte noget genkendeligt, dystert og hvor mørket sænkede sig, når pickuppen ramte rillen på fx ’Into The Future’:

’Into another another world in need
Into another another world in me
Rise from the under the undertow’s relieves
Rise from the underworld and the underworld’s defeat

At bygge bro mellem genrer. Her Vidsundbroen fra 1939.

Det er måske ikke så mærkeligt, at der blev malet med de mere grå og sorte nuancer på debuten. For Spleen betyder i sprogets betydning en tilstand af livslede, tungsind og melankoli.

Jeg bliver her 20 år efter stadig forbløffet over, hvor holdbart ’Godspeed into The Mainstream’ er som album. Og hvor udansk det egentligt er. I forbindelse med genudgivelsen så spillede jeg LP´en for min 19-årige søn, August, som mest er til Love Shop, opera, Sort Sol, Radiohead og så meget mere. Han sagde: Er det virkeligt dansk? Det er det! Og ’Godspeed..’ er stadig et nybrud inden for den danske musikscene.

Spleen United live tilbage i 2005-2006

Oldsschool synth fra indspilningen af ‘Godspeed Into The Mainstream’

december 30, 2025
ÅRETS DANSKE UDGIVELSER
Vi er kommet til den tid på året, hvor det er tid til at kåre årets danske albums. Og der har vitterligt været mange gode bud i løbet af året. Her er mine valg:

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

ÅRETS BEDSTE UDGIVELSER
- Love shop: I love You, Goodbye
- Peter Sommer: Verdens Volume
- Malk De Kojn: Nummer 5
- Decorate. Decorate: Swerve Of Atoms
- Per Vers: Knust kunst II
Ét album skilte sig dog ud fra mængden af gode danske udgivelser: Nemlig Love Shop albummet: ‘I Love You, Goodbye’.
Bandet med Jens Unmack i spidsen er nærmest som genfødt. Eller en ny stærk begyndelse – version 3.0 – efter deres debut i 1990.

En ny vitalitet har indfundet sig – ikke alene med Rune Kjeldsen som ny maestro på guitar med hans svævende og sfæriske guitarspil og soloer. Han tilføjer bandet en helt ny palette af vintermelankoli. Men også rytmetoget – Nis Tyrrestrup og Thomas Duus – har aldrig lydt bedre, tungere og buldrende som en junirank hingst mod fjerne sletter og mål. Numrene rager op over mængden – og lyser klarere end både gadelamperne på Dalgas Boulevard og Sønder Boulevard. Det er ægte, Nordisk Noir fra Love Shop – der med det nye album – når nye, gamle højder! Man sidder nærmest med et lille nytårsønske om, at LS går i studiet igen, og ikke venter to år med deres næste udspil. Hermed en opfordring.

Som jeg blandt andet skrev i min anmeldelse i november:

‘ Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter’.
december 28, 2025
Den store musikalske isbryder fylder rundt

Få andre bands har været så skelsættende og banebrydende i dansk rock som kliché. Nu fylder det kunstneriske mesterværk – Supertanker – 45 år!

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

‘Sejler på en supertanker
Maskinerne arbejder
Sejler på en supertanker
Maskinerne arbejder’

Kliché på ‘Supertankeren’

1980:

Vi er kommet ind i Klichés maskinrum – som har kastet anker ud fra Aarhus havn. En supertanker som er ustoppelig, flænger havets bølger og kommer til at definere en ny og epokegørende kurs for dansk rock, New Wave og punk. Den nu afdøde musikanmelder, Torben Bille, skrev således, da ‘Supertanker’ udkom: ‘Det er det største tøbrud siden istiden’. Det var godt set – og nærmest foruroligende forudsigende. For det blev det. Og må jeg tilføje: Det var et nybrud – og for at blive i Billes allegori: Så kunne titlen på albummet lige så passende have heddet ‘Isbryder’. For det var det. Albummet skabte grobund for mange nye musikalske veje og banede vejen for flere generationer af nye bands og kunstnere. Kliché blev det danske svar på Velvet Undergrounds debutalbum. Kunstnerisk set. Begge bands var en form for ikke-musikere. ’Det solgte muligvis ikke mange eksemplarer dengang. Men alle dem, som købte det, startede et band’. For at recitere Brian Eno. Altså i forbindelse med Velvet Undergrounds debut.

SLIPSTRØM AF NEVØER

For vi havde aldrig haft TV-2 som band uden Kliché. Steffen Brandt blev medlem af bandet i otte måneder. Love Shop have nok ikke lyt som tidlig Love Shop – uden Kliché. Her blev Hilmer Hassig medlem på ’Okay Okay Boys’. Men lyden af Kliché kan med rette genfindes hos Spleen United, The Raveonettes, Minds Of 99, Iceage og Mew og et utal af andre bands de sidste 45 år. Ét band tog dog skridtet videre og direkte kopierede en del af den musikalske og kunstneriske arv fra Kliché! Det skete på ‘interkom kom ind’. Ikke alene var Nephew inspireret af det repeterende, som var Klichés kendetegn. Deres åbningsnummer hed også ’Igen og igen’. De stod lige så stålfaste og i samme positurer som Lars H.U.G. på indercoveret. ‘Supertanker’ brugte tre stråstreger /// som et grafisk element på albummet. Nephew brugte to //. Som man plejer at sige inden for populærmusikken: De dygtige stjæler med stolthed. Det gjorde Nephew. I stor stil og tog for sig af retterne.

Kliché måske allerede over de røde bjerge

1990///2025:

Personligt er jeg i en sen alder startet som musiklærerstuderende. Og da jeg for godt en måned siden skulle præsentere én sang og ét band, som mine medstuderende skulle lære at spille, så fortalte jeg denne historie om Kliché. Det lød nogenlunde sådan her:

Jeg var kun fem, da ’Supertanker’ udkom. Det var dog først for alvor 10 år efter, at jeg rigtig fik øje på bandet og albummet, da jeg var til en vild og trash´et fest på indre Nørrebro. Her var autonome, punkere og typer a la nihilisterne fra filmen ’The Big Lebowski’. Her stod der blandt andet tre fyre i lange gestapo-frakker og manisk skrålede og dansede pogodans til ’Militskvinder’.

’På paradepladsen
Oplyst af dagens første stråler
På paradepladsen
Oplyst af dagens første stråler
Kinas døtre
Har sind, der stræber højt’

Kinas døtre på indercovet af albummet

Det var overvældende og aggressivt. Ikke så meget for festens slæng – men for de flængende toner og militæriske trommer på ’Militskvinder’. Det var en åbenbaring for mig. Eller måske ligefrem en form for syndefald, som Kierkegaard ville sige det. Det var i 1990. Her i 2025 sagde jeg det her til mine medstuderende, som skulle indstudere ’Masselinien’.

FLIG AF MESTERLIGE DOGMER

”Forestil jer, at I er i Aarhus i 1977. I er startet på Det Jyske Kunstakademi. I har lyst til at udfolde jeres kunstneriske talent. Men I bliver mødt med ensretning – og at I skal male det samme billede eller i vores tilfælde: Spille det samme nummer igen og igen… Derfor droppede de ud af studiet og skabte Kliché. Bandet arbejdede efter dogmer. Eller som vi kalder det på musikstudiet: Positive spilleregler. Altså musikalske benspænd. Bandet forsøgte at ændre struktur konstant, instrumentering og anskuelse af sangene – til stor frustration for sangeren, Lars Hug (som han kaldte sig dengang).

Bandet tog ikke alene et alvorligt kunstnerisk oprør med årtiers ensretning. Det gjorde de også politisk. De var trætte af alle de bedrevidende, de ’rigtige’ meninger og politiske korrekte dogmer, som stod som et råddent, afpillet træ i 1970érne – især på venstrefløjen. De skabte deres egne dogmer, ved at tage dét opgør. De tog tekster fra Maos Lille røde bog og vendte betydningen på hovedet. Vi skulle ikke ensrettes som i totalitære regimer. Nej! magten skulle tilbage til folket, det enkelte menneske. Derfor skal I, medstuderende lære denne enkle tekst, med tre simple akkorder. For af og til så findes de små mesterværker i det enkle, det simple”:

’Folket og kun folket
Er drivkraften
I skabelsen af verdenshistorien’

Det var det, jeg sagde til mine medstuderende den dag. Og som jeg har erfaret gennem årene, så delte sangen også denne dag vandende. Nogle er af den skole, at den er kedelig, gentagelser på gentagelser og for monoton. Jeg mener, det er en mesterlig melodi. Måske rettere en tilstand. En opbyggelig tilstand med et messende kor, et insisterende repetitiv hook og med en guitarfigur, som et ildevarslende crescendo. Hvis melodien havde været spillet i halvt tempo og uden sang – så kunne den have været med på soundtracket til ’Twin Peaks’.

Kliché i de sene 70´ere

Musikkens svar på brutalismen

Klichés debut var voldsom, provokende og en stor fed F…finger til det etablerede danske musikmiljø og til den politiske elite tilbage i 70´erne. Det var en åbenbaring. Det handlede om fremmedgørelse, om forelskelse i en by i forfald, og som man var arbejdsløs i. Der var militæriske udtryk og samtidig en vemod og melankoli over noget, som var fortabt for evigt. Det blev musikkens svar på brutalismen. De var inspireret af Kraftwerk, Bowie, Devo og ikke mindst Eno.

Det blev en milepæl – og gav genklang for evig tid i dansk rockhistorie.

‘Altid væk
i en sky
der er så stort
i min by
og du er lige så grå og død
og her er ikke noget at lave

Bare vi to ku få det godt
hos dig er jeg sagt op
hos dig er der heller
intet arbejde af få‘

Fra sangen ‘Aldrig mere’.

Bandet foran et sønderskudt Dannebrog.

december 21, 2025
Manisk megalomanisk mesterværk
‘Mellon collie…’ fylder rundt. 30 år med Weltschmerz og verdensmesterdrømme. Det er bristede illusioner som brændte, forvrængede glansbilleder af ungdommen

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

Det er et af rockhistoriens nyere, store album og et musikalsk fyrtårn i 90’erne.’Mellon Collie And The Infinite Sadness’ blev et af de definerende værker, da det udkom i 1995. Det er storladent. Det er pompøst og djævelsk ambitiøst. Skabt på baggrund af Billy Corgans indre dæmoner, pessimistiske og paranoide forestillinger. Altid en god bouillonterning til et album.

Det er sort. Det er hvidt. Det er for meget og alligevel ikke. Det er ikke metal – men langt hårdere end rock og med heavyriff så skarpt skåret, at man kan skære sig på dem.

Det er mol, melodrama og melankoli. Det er dystert som en skovsø midt om natten – når mosekonen brygger. Det er skader og krager, der angriber én ved daggry, det er fugleskræmsler som bliver levende og smadrer alt i nærheden af sig. Det er dag og nat. Det er historien om en forspildt og forpint ungdom – som aldrig vender tilbage. Corgan har selv beskrevet albummet som ’Generation X´s ”The Wall”.

Voldsomt og voluminøst
Det er en magtdemonstration af et album. Et album du som kunstner godt ved, at du aldrig vil kunne overgå. Corgan og Co. kunne ikke. Eller tilnærmelsesvis er kommet tæt på siden da. Albummet rammer midt i en tid, hvor genrer genereres og degenereres. Et utal af musikalske bølger strømmer ud fra byer som: Seattle, Bristol, San Francisco, London, New York, Manchester og LA. Alt fra Grunge, Britpop, alternativ indie rock, Triphop, Art rock, electronica, bigbeats, techno, dreampop og Eastcoast hip hop. Musikverdenen er de år i 90’erne den vildeste smeltedigel. Og man blev svimmel og stakåndet i forsøget på at følge med. Hvis du vendte dig om et kort øjeblik, så kom et nyt band bagfra og skabte historie. Alt blev crossover – og alligevel blev der konstant skabt nye subgenrer – som vi ikke har set siden da.

En tom skal – lige som Gud
Det er her i det musikalske virvar, at The Smashing Pumpkins for alvor træder ind på den store scene og definerer en helt anden lyd. De blander blod og smelter genrer lige fra Art rock, alternativ rock til teatralske hymner og episke heavy-elementer. Det er bandets tredje album – og det er her – at lydmuren for alvor blive brudt. Corgan går planken ud og med en stor fed fuckfinger stiller spørgsmålstegn ved det meste – og de fleste.

‘Now I’m naked, nothing but an animal
But can you fake it for just one more show?
And what do you want; I want to change
And what have you got, when you feel the same’

Det er klaustrofobisk, månesygt og misantropisk. Det er ensomhedens katedral – som rager op i intetheden. Nærmest nihilistisk i sit udtryk. Gud er måske ikke død eller hader os – som Slayer synger om. Men han er kun en skal. Et fatamorgana:

’Emptiness is loneliness, and loneliness is cleanliness
And cleanliness is godliness, and God is empty
Just like me’

Jeg var selv 20 år gammel, da albummet udkom. Stod midt i en brydningstid mellem at spille dødsmetal, gå i autonome miljøer og samtidig brug for at bevise en helt masse. Startede på HF og have høje musikalske ambitioner. Og på én og samme tid både være optimistisk om fremtiden – men også konfus og konfronterende i forhold til tidens egen konformitet – og ens egen opvækst. Lige som i Corgans dystre opvækstsbilleder. Og her tilbød ‘Mellon Collie…’ Et spejl for min egen usikkerhed, selvsikkerhed og svære vej til at finde ud af, hvem jeg var, og hvem jeg gerne ville være.

En ode til absolut ingen
Albummet består af store selvransagelser og selvmodsigelser. Grænsende til være ligedelt perfidt og patetisk. Men det er også et perfektionist album med så stor en eksplosion af kreativitet – at der (næsten) ikke er et nummer for meget – selvom det er et dobbeltalbum. Det bobler konstant af nye ideer og indgange til rocken, hvis vi virkelig skal sætte det på formel.

’Despite all my rage I am still just a rat in a cage’

Forsiden og billederne i indercoverne er drømmebilleder fra det forrige århundrede – som uhyggelige glansbilleder af en forvrænget virkelighed. Det er lige i 90’er ånden – som vi også kender det blandt andet fra Red Hot Chili Peppers ‘One Hot Minute’ fra året før eller Alice In Chains’ ’selvbetitlede album’ med den trebenede hund på forsiden.

Det er vrede, opbrud og et knytnæveslag til alt og alle. Som at se Billy Corgan stå alene i skolegården – og sparker vredt til alle cykler – mens han skriger til himlen – eller rektor. Alle mod én. Mod HAM. Som et udskud som vi også kender det fra ’Creep’ med Radiohead eller ’Loser’ med Beck.

’Destroy the mind, destroy the body
But you cannot destroy the heart
Destroy the mind, destroy the body
But you cannot destroy the heart
And you, you make me so I need to disconnect
And you make it so real
I don’t need your love to disconnect’

Sangen hedder naturligvis ’A Ode To No One’. Det kan ikke blive anderledes. Der er ikke mange positive ord og toner på ’Mellon Collie…’. Dog er der lidt livsglæde at hente i sangen ’1979’, hvor Corgan ser tilbage barndommens ubekymrethed. Der, hvor du tror, at alt kan lade sig gøre – og du sammen med vennerne – drømmer stort og i bredformat.

’Lamented and assured
To the lights and towns below
Faster than the speed of sound
Faster than we thought we’d go
Beneath the sound of hope’

Jeg købte albummet på CD, da det udkom. Og er et af de albums, jeg har lyttet mest til siden 1995. En af de slags plader, jeg aldrig bliver træt af – og altid kan finde nye musikalske veje i. For et par år siden fik jeg så endelig hovedværket på vinyl. Og det er netop et værk – hvor det virtuelle går hånd i hånd med det musikalske. Det er og bliver The Smashing Pumkins og Billy Corgans magnus opus – og skabte et nyt musikalsk ansigt til 90´ernes alternative rockscene.

Tell me I’m the only one
Tell me there’s no other one
Jesus was an only son, yeah
Tell me I’m the chosen one
Jesus was an only son, for you

Videoen til Tonight, Tonight

Musikalske højdepunkter på Albummet:
- Tonight, tonight
- Zero
- Here Is No Why
- Bullet With Butterfly Wings
- An Ode To No One
- Cupid De Locke
- Where Boys Fear To Tread
- 1979
december 7, 2025
Blodet i årene løber som heste

Love Shop er tilbage med ‘I Love You, Goodbye‘

Af Jon Kiellberg

Alt er på spil igen. Alt på et bræt. ’Nothing Has Changed, Everything Has Changed’, som Bowie sang på ’Sunday’. Eller som Jens Unmack skrev til nummeret på ’Det løse liv’: ’For evigt, forandret, for altid, forundret’. Love Shop kaster sig endnu en gang ud for mågerne og ud på en mørk og urolig skovsø – befolket af fuldblods heste og poetisk friktion. Det er umiskendelig Kærlighedsbutikken. Men noget er forandret. Væk er den mangeårige guitarist Mika Vandborg. Ind er kommet Rune Kjeldsen (Savage Rose, C.V., Kira and the Kindred Spirits m.fl.).

Hello elektropop – I LOVE You, Goodbye old SHOP. Vi taler ikke om stunde null eller en revolution. Mere end transformation. Som tidevandet der transcenderer, og aldrig er det samme, når det rammer bredden. Albummet falder punktligt to år efter ’Blues Europa’ udkom. Sådan har det været siden gendannelsen med ’Frelsens Hær’. Det er konsekvent. Det samme kan man sige om det nye udspil. Det er fyldt med elektroniske brudflader og klangbunde – som både skaber en større stoflighed i sangene og en ny vitalitet hos bandet på ’I Love You, Goodbye’. En ny vægtløshed har sneget sig ind. Og vi skal tilbage til ’Skandinavisk lyst’ for at finde et så sammenhængende lydtapet. Men hvor det nye album skaber en langt mere urovækkende, sfærisk elektronisk dybde. For der er noget foruroligende i de melankolske klange.

Flaget er gået på halvt på ‘I Love You, Goodbye’

LS har i mange år haft Dannebrog som baggrund til deres koncerter. Blandt andet for at generobre flaget fra Dansk Folkeparti. DF der kidnappede flaget for at definere Danmark som et lille småracistisk og i sig-selv-nok-land med et mindreværdskompleks som en østjysk motorvej. Men på indercoveret ’I Love You, Goodbye’ er flaget gået på halv. Nogen er død. Noget er gået tabt. Måske bekendte i de hvide, smalle baner på kokainvejen? Måske fordi Jens Unmacks harddisk under tilblivelsen af albummet brændte sammen. Måske er det en slet, skjult og smuk reference til de to gamle musikalske legekammerater, Hall og Hassig.

Fold af fuldblods travere

’Spillet er en stolt hest
hvid som kokain
så den løbe bort
troede den var min’

Sådan starter pladen. Sådan lægges der ud. Den hvide hest som symbol på coke. Som vi kender det fra Laid Backs ’White horse’, Deftones´ ’White Pony’ eller Goldfrapps´ ’Ride a White Horse’.

Sangen signeret som ’Hjertet En Hjemløs Hovedvej’. En smuk titel, der vækker minde om den stærkt bevægende antologi; ’Hjertet er en fold med heste’ om, hvordan psykiatrien presser individualitet ud af de psykisk sårbares sjæl. Den kan varmt anbefales. Og så kunne det være en titel, som snildt kunne blive til en kommende efterårsklassiker.

Der er noget med Unmack og heste. Bare tænk på hans soloplade ’Dagene løber som heste’. Coveret på den nye album afbilleder en hvid hingst, der stolt galoperer gennem det sølvbeklædte landskab. På et af albummets højdepunkter, ’Kongedybet” Spiller rytmegruppen Nis Tyrrestrup og Thomas Duus et eminent tungt beat – som lyder af voldsomme hestehove over Fælleden, der krydser sit spor over Kongens skov:

’Jägermeistergrøn
junirank
bølger bøgen skøn
kongedyb
kongedyb’

Og når man selv er ud fra en tredje generation af en hestefamilie, som er opvokset tæt på hestefolde og Kongelunden, så var det vores sportsgren. Her er hesten symbol på storhed, prægtighed, sårbarhed, frihed og (frit)fald. Og for at blive i samme løbebane og fra hestens egen mund: Så løfter bandet barren med en form for melankolsk-Morricone i en tid, der aldrig var der, aldrig kom. Men altid med et gryende håb. For selvom Love Shop og Jens Unmack er formet af New Romantic, New Wave og punk – forfalder Jens Unmack aldrig til en triviel længsel. Mere en poetisk og musikalsk strømpil efter noget, som betyder noget, vil noget, noget man kan slå sig på – præcis som et levet, mærket liv.

Synthpop – der skærer ned i vrimlen

Der er ingen tvivl om, at ’Kors i Dit vindue’ er ægte, nordisk elektropop. Et lille ekko og uptempo af Kraftwerks ’Metropolis’ og tidlig Depeche Mode fra ’Some Great Reward’.

’Et kors i dit vindue
fuldmåne bag mørket
du ser op bag himlen
og flyene der svæver
langt ude fra verden’

Det er sublim synthpop. Og de utvetydige og fragmenterede poetiske ord frembringer billeder lige fra de første kvindelige pionerer på Københavns Universitet, mørklægningsgardiner under 2.verdenskrig og ’Flyvere i natten’ af Larsens ’Kielgasten’. Mon ikke ’Kors i Dit vindue’ bliver en fast del af bandets repertoire de næste par år? Det er lydarkitekten Mikkel Damgaard i sit fineste mørke lydhjørne, hvor et hav af understrømme af toner og klange – løfter sig og sprede sine vinger udover byens tage. Det er sjældent hørt så gennemført fra hans hånd. Og vi bliver samtidig beriget med en sfærisk guitarsolo fra Kjeldsen som et skær fra Hilmer Hassigs velmagtsdage.

…Før lyset slukker mig

Der er mange ting at fremhæve på ’I Love You, Goodbye’. Udover de åbenlyse musikalske kvaliteter, som erobrer nyt terræn. Så er der kommet mere nærværende tekster – ord du kan skære dig på. Ét er storbys, litterære og kulturelle referencer i teksterne. Det ved vi, at Jens Unmack mestrer. Men teksterne går denne gang tættere på, nærmere som et tekstliv på et knivæg. Der, hvor der er alt at miste, intet at fortryde, hvor livet har været fortyndet af fristelser – og døden i snigende grad banker på hjertets hoveddør. Lige der fremstår Love Shop, som et af de få orkestre herhjemme, som tør bruge sjælens fremkaldervæske uden filter. Det ser vi på førstesinglen; ’Sølvstjerner af Guld’. Alene titlen er en smuk, drømmeagtig selvmodsigelse. Et spænd mellem fantasi og nøgen realisme. En umulig skinnende skønhed af noget, som måske aldrig var der – eller kom.

“Den blå buket af aftener
der brænder på et bord”

En af de andre linjer fra samme sang – er som et minde, der brænder i hukommelsen, en gammel intensitet – der aldrig kan gentages eller genopdages.

På forunderlig vis har Love Shop på de seneste udgivelser fået det til at lyde som om, at det er deres afskedsalbum. For hvis det er rettesnoren og kongstanken – så sætter du netop alt i spil og skaber en særlig intensitet. Hvis det her album måtte være det sidste – så ville det være en værdig svanesang:

’…Der er kun en ting jeg mestrer nu
det er den kunst at sige farvel
kun værdig sorg vil stå som afskedskys
bag det blafrende gardin
den fortæller du var min
og jeg skulle aldrig sige nej’

‘I love you goodbye’’I Love You, Goodbye’ må, her på falderebet til et nyt år, stå som et godt bud på et af 2025 bedste danske udgivelse

november 28, 2025