‘Mellon collie…’ fylder rundt. 30 år med Weltschmerz og verdensmesterdrømme. Det er bristede illusioner som brændte, forvrængede glansbilleder af ungdommen
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
Det er et af rockhistoriens nyere, store album og et musikalsk fyrtårn i 90’erne.’Mellon Collie And The Infinite Sadness’ blev et af de definerende værker, da det udkom i 1995. Det er storladent. Det er pompøst og djævelsk ambitiøst. Skabt på baggrund af Billy Corgans indre dæmoner, pessimistiske og paranoide forestillinger. Altid en god bouillonterning til et album.
Det er sort. Det er hvidt. Det er for meget og alligevel ikke. Det er ikke metal – men langt hårdere end rock og med heavyriff så skarpt skåret, at man kan skære sig på dem.
Det er mol, melodrama og melankoli. Det er dystert som en skovsø midt om natten – når mosekonen brygger. Det er skader og krager, der angriber én ved daggry, det er fugleskræmsler som bliver levende og smadrer alt i nærheden af sig. Det er dag og nat. Det er historien om en forspildt og forpint ungdom – som aldrig vender tilbage. Corgan har selv beskrevet albummet som ’Generation X´s ”The Wall”.
Voldsomt og voluminøst
Det er en magtdemonstration af et album. Et album du som kunstner godt ved, at du aldrig vil kunne overgå. Corgan og Co. kunne ikke. Eller tilnærmelsesvis er kommet tæt på siden da. Albummet rammer midt i en tid, hvor genrer genereres og degenereres. Et utal af musikalske bølger strømmer ud fra byer som: Seattle, Bristol, San Francisco, London, New York, Manchester og LA. Alt fra Grunge, Britpop, alternativ indie rock, Triphop, Art rock, electronica, bigbeats, techno, dreampop og Eastcoast hip hop. Musikverdenen er de år i 90’erne den vildeste smeltedigel. Og man blev svimmel og stakåndet i forsøget på at følge med. Hvis du vendte dig om et kort øjeblik, så kom et nyt band bagfra og skabte historie. Alt blev crossover – og alligevel blev der konstant skabt nye subgenrer – som vi ikke har set siden da.
En tom skal – lige som Gud
Det er her i det musikalske virvar, at The Smashing Pumpkins for alvor træder ind på den store scene og definerer en helt anden lyd. De blander blod og smelter genrer lige fra Art rock, alternativ rock til teatralske hymner og episke heavy-elementer. Det er bandets tredje album – og det er her – at lydmuren for alvor blive brudt. Corgan går planken ud og med en stor fed fuckfinger stiller spørgsmålstegn ved det meste – og de fleste.
‘Now I’m naked, nothing but an animal
But can you fake it for just one more show?
And what do you want; I want to change
And what have you got, when you feel the same’
Det er klaustrofobisk, månesygt og misantropisk. Det er ensomhedens katedral – som rager op i intetheden. Nærmest nihilistisk i sit udtryk. Gud er måske ikke død eller hader os – som Slayer synger om. Men han er kun en skal. Et fatamorgana:
’Emptiness is loneliness, and loneliness is cleanliness
And cleanliness is godliness, and God is empty
Just like me’
Jeg var selv 20 år gammel, da albummet udkom. Stod midt i en brydningstid mellem at spille dødsmetal, gå i autonome miljøer og samtidig brug for at bevise en helt masse. Startede på HF og have høje musikalske ambitioner. Og på én og samme tid både være optimistisk om fremtiden – men også konfus og konfronterende i forhold til tidens egen konformitet – og ens egen opvækst. Lige som i Corgans dystre opvækstsbilleder. Og her tilbød ‘Mellon Collie…’ Et spejl for min egen usikkerhed, selvsikkerhed og svære vej til at finde ud af, hvem jeg var, og hvem jeg gerne ville være.
En ode til absolut ingen
Albummet består af store selvransagelser og selvmodsigelser. Grænsende til være ligedelt perfidt og patetisk. Men det er også et perfektionist album med så stor en eksplosion af kreativitet – at der (næsten) ikke er et nummer for meget – selvom det er et dobbeltalbum. Det bobler konstant af nye ideer og indgange til rocken, hvis vi virkelig skal sætte det på formel.
’Despite all my rage I am still just a rat in a cage’
Forsiden og billederne i indercoverne er drømmebilleder fra det forrige århundrede – som uhyggelige glansbilleder af en forvrænget virkelighed. Det er lige i 90’er ånden – som vi også kender det blandt andet fra Red Hot Chili Peppers ‘One Hot Minute’ fra året før eller Alice In Chains’ ’selvbetitlede album’ med den trebenede hund på forsiden.
Det er vrede, opbrud og et knytnæveslag til alt og alle. Som at se Billy Corgan stå alene i skolegården – og sparker vredt til alle cykler – mens han skriger til himlen – eller rektor. Alle mod én. Mod HAM. Som et udskud som vi også kender det fra ’Creep’ med Radiohead eller ’Loser’ med Beck.
’Destroy the mind, destroy the body
But you cannot destroy the heart
Destroy the mind, destroy the body
But you cannot destroy the heart
And you, you make me so I need to disconnect
And you make it so real
I don’t need your love to disconnect’
Sangen hedder naturligvis ’A Ode To No One’. Det kan ikke blive anderledes. Der er ikke mange positive ord og toner på ’Mellon Collie…’. Dog er der lidt livsglæde at hente i sangen ’1979’, hvor Corgan ser tilbage barndommens ubekymrethed. Der, hvor du tror, at alt kan lade sig gøre – og du sammen med vennerne – drømmer stort og i bredformat.
’Lamented and assured
To the lights and towns below
Faster than the speed of sound
Faster than we thought we’d go
Beneath the sound of hope’
Jeg købte albummet på CD, da det udkom. Og er et af de albums, jeg har lyttet mest til siden 1995. En af de slags plader, jeg aldrig bliver træt af – og altid kan finde nye musikalske veje i. For et par år siden fik jeg så endelig hovedværket på vinyl. Og det er netop et værk – hvor det virtuelle går hånd i hånd med det musikalske. Det er og bliver The Smashing Pumkins og Billy Corgans magnus opus – og skabte et nyt musikalsk ansigt til 90´ernes alternative rockscene.
Tell me I’m the only one
Tell me there’s no other one
Jesus was an only son, yeah
Tell me I’m the chosen one
Jesus was an only son, for you
Videoen til Tonight, Tonight
Musikalske højdepunkter på Albummet:
- Tonight, tonight
- Zero
- Here Is No Why
- Bullet With Butterfly Wings
- An Ode To No One
- Cupid De Locke
- Where Boys Fear To Tread
- 1979
Skriv et svar