Henrik Olesen har med ’Sange’ skrevet et modent mesterværk af et album. Der er lange tråde og skygger af længsel, nostalgiske tilbageblik, savn og selvransagelse. Men det er også et album – fyldt med håb og fortrøstning. Et album som du ikke kan ryste af dig med det samme – Måske aldrig.
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
Lad mig starte med en indrømmelse. Jeg havde fuldstændig overset det her album, da det udkom i december. I vores digitale musikalske tidsalder, bliver der sprøjtet sange ud i et væld, i et hyper tempo – og hvor det aldrig har været nemmere at udgive musik og streame. Men ’…alting har sin tid’, synger Olesen på åbningsnummeret. Og den tid er NU.
For jeg ville på ingen måder have været foruden dette album. Der er meget musik, man aldrig når at opdage. Sådan er det. Jeg kan huske, at jeg allerede ved de første gennemlytninger tænkte; hmm det her kunne godt blive en fast følgesvend af et melodisk indiepop album, du vender tilbage til igen og igen i din søgen efter nye og alligevel velkendte pop, poetiske spor.
VEJEN HJEM I VINTERHI
Da jeg skulle til at skrive denne anmeldelse, vendte jeg det med min medskribent på Unoder, Rune Hausner. Han sagde:
’…Det er sådan en plade, som er perfekt at køre hjem til, i vintersolnedgang, ude på landet. Ingen biler, kun vejen og dig alene med den sidste solstråle’.
Det var bemærkelsesværdigt, for jeg havde nærmest en identisk følelse og stemning i mig, da nålen ramte den koldsorte vinyl. Det her var lyden og eftertanken på de mange ture i vinters, hvor jeg, i et sneklædt landskab, kørte ud til naturen og vandet i Dragør. Hjem til mit hus ’Vinterhavn’. Vinterhavn fordi det er et ældgammelt udtryk for sømænd, der finder ly og hi for vinden, blæsten og bølgerne. Og i mere overført betydning: At finde hjem til det, du altid har søgt efter. Og Olesens sange kredser om afsavn, tab, det levede liv og alt det vi forsøger at finde hen og hjem til. Som på et af albummets højdepunkter, ‘Altings Blå’:
’Altings blå. Altings forgængelighed.
Skandinavisk vemod over livets lod
Lyset der svinder
Tiden der rinder
Ud af tabt af alt – det der var
Sprækker i nordisk melankoli
En nyfunden sult – før det hele er forbi
Håb der tændes – lykken findes
Altings blå – men også – storslået uendelighed’
Det er poesi af fineste karat. Og Henrik Olesen hæver barren for dansk lyrik – så de unge fremadstormende musikere må blive stakåndet. Olesen skriver og synger om alt det, vi bærer med os som mennesker gennem livet. Alt det vi er rundet af. Det gør han musikalsk både nøgent og nøgternt. Det er så forbandet uprætentiøst. Det er skåret helt ind til marv og ben. Derfor bliver det så nærværende. Og dermed rørende.
Er du den – du ville være?
’Sange’ er små eftertænksomme værker. Små glimt og strejf af livet, hvor du som lytter lige, stopper op, mærker efter. Alle kalorier er skåret fra. De enkelte strofer er få og fængende. Og sniger sig ind som en tavs tyv om natten. På ’Svaret blæser’ er vi inde og røre ved hovedstolen i den menneskelige eksistens. Udover den ‘Cure´ske´guitarintro og referencen til Mr. Dylan, så stiller Olesen de sagte spørgsmål, vi sjældent bliver præsenteret for i moderne renæssance musik:
’Det du tog med – det som du blev.
Var det mon det, du ville være? Svaret blæser i vinden
Der hvor du er – er du på vej hen?
Er det mon ude – eller hjem
Svaret blæser i vinden.
Er du den – du ville være?’
‘Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og hans essaysamling’
Og her midt i livet, trasker jeg bestemt ikke uberørt hen over spørgsmålet. Henrik Olesen fyldte 60 år i december. I efteråret var jeg lige fyldt 50 år og blev udredt for ADHD. Jeg havde godt set diagnosen lure i kulissen i årevis. Ubehandlet, med tankemylder og uro drivende ned ad væggene.
Er jeg den, som jeg gerne vil være? Nej det var jeg ikke. Eller er. Men på vej. Medicinen har givet mig en begyndende ro – som jeg ikke har haft siden jeg var ung. Men hvorfor alle de år? Siden efteråret har min puls dog været mere som taktslagene på Olesens album. Roligere bevægelser og mine hastige skridt skynder sig mere langsomt – baglæns i tanker og forlæns i det der sker i nuet. Livet er jo kun til låns, som man siger. Og dette i et hvert åndedrag som Olesen synger på et af albummets store højdepunkter:
’Døden er til stede i hvert et åndedrag
I hvert skridt, hver en strofe
Det er som det skal være.
Der er en simpel lære
Værdsat endnu mere’
Et litterært værk af musikalitet
Der er ingen tvivl om, at der løber en blodig poetisk åre gennem Olesens vener. Et timeglas der måske rinder ud og tanker så store som svævebaner over byens tage – som et nært røntgenbillede fra en drone over Riget og Fælleden. Der hvor livet enten starter eller slutter. Alt dette og mere til sætter Olesen pen på papir i dette mesterlige værk af ’Sange’ og essaysamling. Et samlet album som fortjener et bredt publikum. Jeg havde godt set, at Henrik Olesen havde taget ud og spille ’Sange’ for et livepublikum. Hermed opfordret. Men så må vi glæde os over, at Olesen-Olesen er draget på landsturné og begiver sig ud som anonyme melankolikere. Tilbage står, at ’Sange’ med albummets anonyme hvide cover, ingen reklameblokke på SoMe og udgivet på eget selskab i kun 194 eksemplar. Men er du heldig at få fingrene i albummet, tilhørende et litterært værk af poesi eller giver dig selv chancen for at få en enestående koncertoplevelse med på vejen, så du får en inderlig lytteoplevelse for livet, der giver én eller i hvert fald mig, en trang til at reflektere over livets helt afgørende spørgsmål.
