Det århusianske band Rygtesprederne har udgivet deres længeventede debutalbum ’HverdagsMester’. Det er både charmerende, humoristisk, dødsens alvorligt og bidende skarpt i forhold til hverdagens trummerum i forstaden med bleskift, mad i Ikea, omlægning af lån og hulmursisolering. Det lyder lidt hverdagstørt. Det er det ingenlunde.
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder
’De har ringet
Nede fra banken
De sagde vi sku´ blive sammen
Vi har ikke råd til andet
End at klare os med det vi har
Hva´ så?
Der røg den frihed
Jeg sku bruge
Uden børn hver anden uge’
(Rygtesprederne: LaeggeLaanetOm)
Jeg begynder med en varedeklaration, for jeg har kendt Mikkel i 20 år. Vi er ø-lejrvenner og tager hvert år på ferie sammen. Uanfægtet heraf finder jeg sagtens, at jeg kunne anmelde bandet og dermed ham – med de plusser og minusser, som det end må medføre.
Rygtesprederne skriver sig ind i en ny dansk tradition for at skrive sange om de nære hverdagsting i hverdagssprog uden omsvøb, uden store forkromede drømme, men alt det, der går tæt på, alt det nære, så det nærmer sig det intime rum.
Bare tænk på Bisse, Guldimund, Mouritz/Hørslev-projektet og ikke mindst Slagger Lund. Sidstnævnte sagde det så rammende i podcasten ’Længe leve albummet’ med Olesen-Olesen (der også forstår den særlige fornemmelse af at synge om det nære og det konkrete):
’En madpakke kan stå side om side med Gud, træer og kærlighed.
At tingene kan få samme vægt. Altså vi har alle fået smurt en madpakke.
Man kan godt gøre de små hverdagsting til noget stort og universelt.
Det er jo det, vi kommer til at savne, hvis vi ikke har hverdagen…
Det at skabe et genkendeligt rum – for så at lade folk fare vild i det.
Og lade det stikke helt’
Det er meget præcist. Og netop sigende for Rygtesprederne. Det er hverdagens poetiske nedslag. Alt det, vi genkender, lever for, og alt dét, vi udfordres af – i større eller mindre grad. Alt det essentielle med bleskift, teenageproblemer, midtlivskriser og parlivets evindelige trækasserier. Det, man kan skære sig og slå sig på. Det, vi kalder livet. Eller som Simon Kvamm engang sang på De Eneste To:
’Jeg har lyst til at skære mit hjerte ud til min datter
Og sige til folk, der ikk’ vil ha’ børn, de ikke fatter
Skide være med projekterne i banken
Det er livet der tæller, og ikke tanken om liv’
Apropos Simon Kvamm. Rygtespredernes forsanger, Mikkel Eskesen, har været Stage Manager for blandt andre Nephew og Spleen United. Og det er en garvet besætning fra den aarhusianske egn, der har spillet med navne som Peter A.G., Peter Sommer og På Slaget 12. Som forstadsløven og frontmanden selv siger om musikken:
’Jeg synger ikke om at blive voksen – men om at VÆRE voksen.
Jeg synes, alle de hverdagstricks, som travle pendlerforældre finder på, trænger til at komme frem i lyset.
Jeg holder ikke bare af hverdagen – jeg hepper også på den’
Det er at blive hverdagsmester i gentagelsernes centrifuge eller i livets gang i Lidenlund. Rygtesprederne griber det danske sprog. Bruger det på en ny måde. Uden at pakke det ind i mellemlægspapir eller glitrende, forblændede cirkusmetaforer. Det er lige på og ærligt. Og alligevel spiller de os et pus…
Er det pinligt?
Rygtespredernes selvudnævnte mantra er: Det er ikke pinligt. Sådan indleder de albummet. Senere får vi albummets ørehænger – eller slasker, som Benjamin Hav ville kalde den:
‘Köttboller i Ikea – og så på en hverdag
Spise ketchup med pasta – få risengrød hver mandag
Det ikke pinligt – ikke pinligt
Det ikke pinligt – ikke pinligt
Det er bare nemt – og så er det billigt. Det er ikke pinligt. Bare billigt’
(Fra nummeret: Ikke Pinligt)
Og sådan fortsætter det. Sundae på Mac’en, en bøf på Bones, lidt nem mad i Bilka. Vi kender det alle. Eller de fleste. Når tingene skal være nemme midt mellem ulvetime, grædende børn og skemalægning. Vi har alle været der. Men det er ikke noget, vi taler højt om. Slet ikke synger om. Claus Hempler synger om ’En sour cream & onion chip – flavouren fra helvede’. Og hverdagsmestrene synger om alt det, vi kender alt for godt. Forestil dig at stå på SmukFest og synge om Bilka Bistro-klassikere, fordi det er en syng-med-sang med klassiske dyder, og så alligevel stoppe op og sige til dig selv eller sidemanden: Hey. Er det ikke lidt pinligt? Mener de virkelig det, de synger? Er det ikke lidt for meget? Måske for lidt? Det er i hvert fald dualistisk.
Og det er hele pointen: At flere sange kan lyde som små hverdagssjove begreber, som vi kender alt for godt. Men i virkeligheden ligger der en alvor gemt under overfladen af hulmursisolering, udbygning af carporten og nabokrigen på villavejen. Det er de helt almindelige ting, som bliver til en poetisk hverdag. Men også et liv, hvor de vigtigste facetter netop gemmer sig i de helt små udfordringer og valg. Det er det, Rygtesprederne slår et slag for.
Hvor gik vi hen – da vi gik ud?
Det gælder ikke mindst på den meget fine sang ’HvemTagerBørnene’. Den kan ved første øjekast lyde som et klassisk, banalt dilemma i enhver børnefamilie. Men jeg bliver både rørt og ramt. Jeg står midt i det. De samme dilemmaer, den dårlige samvittighed, det at skulle nå det hele, ville det hele – og alligevel være taknemmelig for de mindste ting i hverdagen. Det er de små spørgsmål, som bliver de store og vigtige:
’Skal jeg ofre mig selv i dag og være lidt kedelig
Nu er vi endelig i festligt lag og har lyst til at blive pissestive
Nøglerne til bilen har jeg – men vi kunne egentlig lade den stå og gå hjem
Men børnene skal puttes snart – og det er jo det – der er det egentlige problem
Hvad fanden skal man gøre? Mens man stadig har små børn’ (HvemTagerBørnene)
Sangene konkluderer ikke noget. Men lægger det klinisk ud. Tørt konstaterende uden nogen form for smagsdommeri. En nøgtern konstatering af hverdagens essentielle trivialiteter. Og alligevel ligger der også en længsel efter ungdommens vildskab og fandenivoldskhed. Og efter, at der kan gå lige lovligt meget ligusterhæk i parsejlads, parmiddage og minigolf med den pukkelryggede. Som de synger på et tidspunkt: ’Kan man stadig være hip, selvom man klipper en hæk?’ I den grad. Hvis man ser det ud fra et 50+-perspektiv og ikke ud fra en 20-årig Nørrebro-hipster med krøllet garn fra Det Frie.
Det er dig, der er singlen…
Og så kommer den dag, hvor de endelig skal ud. Forældrene. Endelig fri og lidt tid til hinanden på restaurant. Og selvom det her par har været sammen i 20 år, så er de lige liderlige. Parret ønsker sig ikke andet, end at ’…der var dig og mig på menuen’. Nummeret indledes med en sprød jazztrompet og trommer, der ubesværet slanger sig afsted som en blotter på en svedig jazzklub i en aarhusiansk sidegade. Det vækker minder om den mandlige pendant til Souvenirs – med deres underfundige og underspillede humor – med et glimt i øjet og en energi, som i bund og grund siger: Det skal nok gå alt sammen. Det kan ikke gå helt galt. Sådan siger de det selv:
’Vi to er et mix. Et band der er sendt til mastering.
Vi to er et mix. Det er dig, der er singlen. Og mig der er LP’en.
Det er dig, der er singlen. Og mig der er LP’en.
Hænder for mig – hænder på dig’
(Fra sangen HænderForMig)
Det er charmerende. Og man kan ikke undgå at trække på smilebåndet. Jeg har hørt Mikkel og Rygtesprederne live flere gange. Og her kommer deres underfundige humor langt bedre ud over scenekanten end på albummet. Mikkel Eskesen er showmand med alle de lunefulde fortællinger mellem sangene. Alle de små historier, der ligger under overfladen i sangene – og med evnen til at inddrage publikum i deres egne hverdagsmesterskabshistorier. Når man kender den kontekst, tror jeg, at man hører sangene i et andet lys. Det er altid svært at omsætte til et studiealbum. Så min opfordring: Tag ud og hør Rygtesprederne live. Og bliv lidt forelsket i hverdagens trivielle trædemølle på godt og ondt.
