Søren Manscher har netop udgivet sit måske mest personlige værk til dags dato. Det tør gå planken ud og være så nærværende og personlig, at du 1:1 kan mærke de livsfortællinger og cirkulære bevægelser, som Søren synger om. Det er livsbekræftende og dragende ligesom: V A N D
Af Jon Kiellberg, musikskribent på Unoder
’Ungdomsvennen kommer
ind i drømmenes regi
med hånden fuld af breve
er der noget, hun vil sige?
kigger os i øjnene
“kom med mig, ja bare lige…”
går ad stien ned til vandet, hvor vi sidder
i en gammel slags magi
helt fri
uendeligingen kommer gående over havet som en ungdomsven’
(Fra sangen: Ungdomsven)

Mange i de yngre generationer (som kommer efter mig) har en særlig evne til at turde stå afklædte, være sårbare og ikke mindst ærlige. Det gælder både menneskeligt, mentalt og musikalsk. Det gælder også Søren Manscher, der netop har udgivet sit nye album VAND. 11 skæringer med 1.100 nuancer af vand. Eller rettere: Hvor vand er selve omdrejningspunktet for de personlige og nære fortællinger om ungdommen, vennen, kærligheden og sårbarheden. For når Søren Manscher er bedst – så når han ind til én. VAND er underforstået. Understrømmen af de menneskelige skæbner og følelsesliv. Vi kradser blot i overfladen – men dykker ned i der ukendte, der hvor lyset måske ikke altid trænger igennem.
VENNERNE & VEJEN
For en måned siden havde jeg ikke hørt om Søren. Men så varmede han op til NYMALET på Hotel Cecil. Og her oplevede jeg en meget nærværende musiker – som ikke var bange for at reflektere over livet, de små tilfældige hændelser, vi alle kan nikke genkende til. Det var opløftende, uhøjtideligt og sjovt, fordi vi fik konkrete historier om fx at blaffe med hjemløse eller være ude af det gode skind, fordi naboen knalder konstant. Leveret som om Manscher aldrig havde lavet andet end at stå på scenen. Det har han.
Søren Manscher har en baggrund fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i sangskrivning og fra Det rytmiske Musikkonservatorium i København. Det banede vejen til samarbejde med Teitur, fast musiker i Brimheim, Simone Tang og Kleo. Når han vel og mærke ikke udgiver sine egne plader. I 2019 turnerede han sammen med Søren Huss, der erklærede sig som stor fan af Manschers sangskrivning. Og det er til at forstå: Sangskrivningen er flydende, underfundig, emotionel og Manscher er ikke bange for at tage hånd om de store følelser. Der er ikke så meget distance i teksterne. Det er både poetisk og samtidig lige på og hård – når det handler om store ord som kærlighed, længsel og glæde.

’Tabte dig i himlen
På et lille stykke græs
Og du ligger der endnu
Og kigger ind på mig
Og jeg lytter til din stemme
Når jeg lukker øjnene i
Minderne som solsikker
I et solblåt maleri
Gylden indeni
Gylden indeni
Jeg har det alt for varmt
I denne hede sommernat
Du’ et køligt hav
Når alting brænder lidt’
(Fra sangen: Gylden indeni)
VIDERE FØR VI LANDER
Sangene er på mange måder en hyldest til vennerne og vejen. Og det vækker så meget genklang fra sit eget ungdomsliv. Om den evige tid med vennerne, de vilde planer og de skøre påfund – og hvor drømmene og fantasien var større end summen af venskaber.
Sørens stemme varierer over flere oktaver og binder folkrock sammen med en form for visesang og flydende iørefaldende popsnekkerier. Der er en vis musikalsk slægtskab med Sebastian. De fine cirkulære guitarfigurer kombineret med fine og skrøbelige refleksioner over livets nærhed og uendelighed. I et nyere musikalsk billede kan man genfinde en tidlig Guldimund og Carl Emil Petersens nærværende sangskrivning. Søren Manscher formår at dykke uforfærdet ned i følelser uden forbehold – og holde fast lige der, hvor det gør mest ondt – eller gør én mest lykkelig. ’Sorrig og glæde de vandre til hobe’, lyder Thomas Kingos berømte salme. Livet og Sørens sange er dualistiske. Albummet er fyldt med lige delt intim alvor og underfundig, humoristiske bistik.
’Som en barndomsven i skoven
ku du smile ned fra oven
vidste ikke hvad jeg sku’ gøre af mine hænder
så jeg skærmede lidt for solen
så mod havet bagved molen
jeg er videre, før jeg lander her
du var selve nuets dronning
du var guld-akaciehonning
dine øjne var en sø i mine drømme
lærte ting jeg ikke vidste
følte alting kunne briste
jeg er videre, før jeg lander her
nej lad det glide
vi kan ikke vide
hvor vi ender
det er ude af vores hænder’
(Fra sangen: Videre Før Jeg Lander)
FRITFLYDENDE FRIHEDSSANGE
VAND er et rørende og nært album – jeg blev fanget af. Der er flere fængende sange, som sætter sig fast – og skaber et hav af minder om kærester, venner og den evige uforglemmelige ungdom. Ikke kun som et nostalgisk glansbillede eller tilbageblik. Albummet er i ligeså høj grad nutidig og sætter ord på rørende hverdagssituationer. Ofte med et glimt i øjet. Når Søren Manscher er bedst – løfter hans sangskrivning den danske popvisetradition og viser nye musikalske veje med en ærlig, øm og emotionel måde at udtrykke sig på. Det sker særligt på sangene ’Ungdomsven’, ’Gylden indeni’, ’Videre Før Jeg Lander’ og ikke mindst på den rørende og smukke; ’Altid Være Med Dig’.

’Hvis jeg bare ku’ ta’ et stykke af dit hjerte med mig rundt
vil jeg nemmere have en retning, næsten aldrig gøre ondt
gi’ min kærlighed til andre, komme op og leve sundt
jeg vil altid bare være med dig
det ku’ også gi’ mig styrke til at være den jeg er
give slip og kunne danse, faktisk bare være her
lad dit hjerte sprede ringene i vandet ud til flere
bare det altid også vil være med mig’
(Fra sangen: Altid Være Med Dig)

Søren Manscher
VAND
Oktober 2026











