Hjem / Anmeldelser / VERSENE MANGLER IKKE VINGEFANG

VERSENE MANGLER IKKE VINGEFANG

Forsiden til Olesens 'Hotel Mol' 2026

Peter Olesen er tilbage på kulsort vinyl med et begavet, afdæmpet og akustisk udspil af et album. Hotel Mol er et støvet, analogt og intenst album – der har en live-fornemmelse over sig. Det er melankolsk, og hvor mol plus mol sjældent er lig med dur. Med andre ord: Det er soundtracket til de faldne efterårsblade og blues-beatets duggede toner

Af Jon Meyer Kiellberg, musikskribent på Unoder


’Der er dage, der binder mig til min seng
Med mørket siger jeg; Gamle dreng
Det er mørket, det er mørket, det er mørket

Der trænger ind 
Det har altid været sådan, jeg faldt i gryden som ung
Jeg ved, at sjælen er ensom – og tomheden føles tung’
(Fra sangen: Mørket)

Peter Olesen kan man regne med. Ligesom amen i kirken og fanden i Dantes Inferno. Det er mørkt, melankolsk og nærmest kategorisk i mol. Næsten. ’Det er mørket som trænger sig ind’ – som Olesen synger. Det er præcis, som det skal være. Det er årets danske efterårsalbum. Hverken mere eller mindre. Det er hjemstavns (rå)kost fra et levet liv. Fra Vejle til Nordvest. Om længsler, drømme og trængsler om at finde ro i sindet. Det er skarpladte viser, til tider nøgne og med en underfundig humor – ikke mindst selvironi! Når efterårsvinden rusker dig igennem, når træerne står afklædte, og når de mørke timer overfalder de lyse, så tag Peter Olesens nye album under armen, en kop sort kaffe og tjek ind på Hotel Mol. 

Mon kabalen går op på Olesens nye album 'Hotel Mol'?
Mon kabalen går op på Olesens nye album ‘Hotel Mol’?

HJEMSØGT PÅ HOTEL MOL

’Du tjekker ind igen på Hotel Mol
Og foyeren er fjendtligt, uoplyst og kold
Og natportneren har en dom for psykisk vold
Og værelset ligger altid ud mod gården
Og musikken i baren er altid Leonard Cohen
og bartenderen er altid trist når ellers han er vågen’…

.(Fra sangen: Hotel Mol)

Teksten til titelnummeret 'Hotel Mol'
Teksten til titelnummeret ‘Hotel Mol’

Det er ikke som at bo på ’Hotel California’ med Eagles, hvor du som bekendt aldrig kan forlade det famøse hotel. Måske mere i slægtskab med C.V. Jørgensens ’Hotel Halleluja’: ’..Dybt deprimeret & i konflikt med mig selv – frivilligt booket ind på missionshotel Halleluja’. Og så alligevel ikke. HOTEL MOL er mere en sindstilstand, et efterårsspejl på sjælens mørke og dystre afkroge. Måske familiært med Kafkas ’Forvandlingen’, hvor hovedpersonen, Gregor Samsa, en dag bliver forvandlet til en kakkerlak. Om det er bevidst fra Olesens side vides ikke, men det mentale hamskifte på ’Hotel Mol’ kunne være en litterær reference til bogen: Olesen synger: ’Og du ligger vågen til lyden af kakkerlakker. Og en radiator som bare snakker og snakker. Men det er ikke dig, den taler til, makker!’ Overalt på albummet er der poetiske perler på det kridhvide papir. Alt er dog ikke tristesse, sortsyn eller skumlende på ’Hotel Mol’. Der er også lysninger og forhåbninger. Kærlighed til det nære og væsentlige lige nu og HER. F.eks. på den smukke vise ’Rejsen er en forgæves flugt’: 

’I drømmen troede jeg at rejsen var en tilstand
At rejsen kunne kurere min angst for stilstand
Et nyt torv at drikke min kaffe på hver morgen
Et nyt torv at drikke min kaffe på hver morgen
Og jeg så at alt var godt
Ja, jeg så alt var godt’

Smukt akkompagneret af et enkelt klaverstykke og cellosolo af Niels Bo Davidsen. I det hele taget er det en skøn musikalsk besætning bestående af Kristoffer Munck Mortensen fra Mellemblond – der har skrevet det meste af musikken på albummet og spiller på et hav af instrumenter. Desuden medvirker som nævnt Nils Bo Davidsen (kontrabas, cello og klaver), Mads Mouritz (Mouritz-Hørslev) på akustisk guitar, banjo og kor og såmænd sangskriveren og musikeren Nikolaj Paakjær fra (solo/Hymns From Nineveh). Det er de samme ensemble som Peter Olesens solodebut, ‘Blues & salmer’. Men ’Hotel Mol’ har et mere analogt udtryk. Der er skåret ind til benet. Ingen overflødige instrumenteringer. Hvert instrument træder tydeligt frem uden konkurrence, som vi blandt kender det fra Nick Caves ’The Boatman’s Call’. 

Et mere jazz´et aftryk – med et klart rockafsæt i det mere rolige hjørne. Der er utrolig meget nærvær i musikken – og i Peters rytmiske stemme – at man får fornemmelsen af, at du er til en intim koncert med bandet – mens de står på scenen og indspiller albummet. Og selvom man måske ikke ligefrem får lyst til at bo på ’Hotel Mol’, hvor der altid er malurt i bægeret – så er der noget meget hjemligt i både musikken og i flere af teksterne. Der er en særlig ærlighed over Olesens tekster, som er befriende og til tider berusende. Fordi han formår at skrive om de helt særlige og nærværende øjeblikke – som kan virke banale – men aldrig bliver det. De få flygtige stunder af lykke. Her rammer Peter Olesen noget, som kun Peter kan skrive.  

Olesens musikalske besætning. Man fornemmer en stor spilleglæde hos det sammenspillet band
Olesens musikalske besætning. Man fornemmer en stor spilleglæde hos det sammenspillet band

JEG SKRIVER EN SANG – OM AT SKRIVE EN SANG

Det gør han f.eks. på ’Fra mol til dur’ på albummets anden skæring: 

’Jeg sætter guitaren fra mig
Og lægger mig ind til dig i vores seng
Der er vigtigere ting i livet
End rim og refræn
Jeg skriver på en sang
Om at skrive en sang
Omkvædet er på plads
Men verset mangler vingefang

Det er ofte de helt simple og nære ting, som når alt kommer til alt i det store regnestykke – virkelig betyder noget. At jeg så som anmelder ikke er enig i, at ’verset mangler vingefang’. For det er de små greb, der får sangen, melodien og de velvalgte anslag til at lette. Og sangene får med en kliché bestemt vinger på ’Hotel Mol’. Det er et album, hvor man får lyst til at tage ud i skovens stille uro eller besøge Eftertænksomhedens Allé – og for en kort stund bilde sig selv ind, at man er poet eller digter. Det er jeg ikke. Men det er Peter Olesen og en sangskriver, som får sproget til at brændemærke sig hos lytteren eller læseren. Her er ingen overflødige fraser, fandens fyldord eller svulstige vendinger. Og selvom Olesen synger på ’Intet ingenting (til John Lee Hooker & Martin Rev):

’Tager dagene som de kommer
Hvis de kommer
Se, alting skrider
En tyst katastrofe
Der er intet jeg kan gøre
Så det gør jeg
Der sker intet og det sker igen
Brevet skrevet, aldrig sendt
Der sker intet, ingenting
Intet, ingenting’

Så lad dig endelig ikke narre. Ingen går ram forbi, når du har lyttet til Olesens nye album. Som meget muligt kunne blive en efterårsklassiker. I hvert fald på min pladespiller, når de sidste blade og kastanjer er faldet tung til jorden på Sønder Boulevard. Det er et stærkt og vedkommende album.

Stærke og vedkommende tekster og melodier på Peter Olesens nye album
Stærke og vedkommende tekster og melodier på Peter Olesens nye album

Forsiden til Olesens 'Hotel Mol' 2026
Olesen
Hotel Mol
Melodika 2026
Tagget:

En Kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *