’Hvad man kan være bekendt hvad man kan være’ er titlen på et forunderligt værk af Sara Flindt, der lige har udgivet sin debut-EP. Sarah har skrevet den samme sang fem gange. Det er EP’ens kunstneriske greb. Det er gribende og bevægende at lytte ind i. Stor kunstnerisk kvalitet, fornemmer jeg – noget som er større end den enkelte sang – i ental eller flertal.
Af Jon Meyer Kiellberg, skribent på Unoder
Hvornår er en sang færdig? Hvornår er et værk et kunstværk? Er det, når lærredet er tørt? når lyset tændes på installationen? eller når melodien er færdigindspillet. Komplet og klar?
De spørgsmål sætter Sara Flindt på prøve med sin første EP – som kunstner i eget navn. Med ’Hvad man kan være bekendt hvad man kan være’ ophæver hun det stringente, det normale, de fastlåste rammer og spændetrøjer om eller hvad en sang er – og skal være. Netop når et formsprog bliver opløst, og derved bliver afløst af et nyt musikalsk formsprog. Som da Brian Eno i sin tid lavede dogmekort, hvor bassisten i Bowies band, eksempelvis skulle forsøge at spille som en desperat rummand, der var faret vild på en fremmed planet. Eller dengang Lou Reed tog fat i en tilfældig person i New Yorks gader og bad ham spille guitarsolo til en ny sang med Velvet Underground. Vedkommende havde vel og mærke aldrig haft en guitar i hånden – og var derved befriet for at være fastlåst i skaler og toner. Eller da selv samme Eno og David Byrne skabte det banebrydende værk; ’My Life in the Bush of Ghosts’. Det var et nybrud med samplinger, (op)fundne lyde og elektroniske lydlandskaber i 1981.
PANTA REI ELLER FLUX
Sara Flindt skaber sit eget nybrud. Hvor sangene i bogstavelig forstand er organiske. Aldrig statiske. Men søgende. Lige som Heraklits berømte filosofiske tanker om, at man aldrig kan træde ned i den samme flod to gange. Alt er flydende. Intet står stille. Det samme gør sig gældende for Sara Flindts fem sange = én sang – eller én sang i uendelige størrelser, skikkelser og former. Netop uden en bestemt arkitektonisk opbygning. Alt er foranderligt. Og måske derfor så uhåndterbart. Det er en kæmpe styrke, gave og måske også en hæmsko for EP’en, da det jo kræver en del af lytteren. Det er svært tilgængeligt. Men det var Lou Reeds ’Berlin’ også. Det er svært tilgængeligt fordi det ikke er umiddelbart, men i stedet udfordrer øregangene, skaber friktion og på ingen måder var, som du forventede. Det rammer lige ned i et sulten og blødende hjerte. Du skærer dig på sangene. Det er i det spændingsfelt, at Flindt på alle måder bevæger sig. Det er det, vi nok kan kalde K U N S T.
K FOR KONSEKVENT OG KUNST
Men hvorfor KUNST? Fordi hun både udfordrer sig selv og sit publikum. Sætter det hele på prøve. Forfra. Igen og igen. Hun genopfinder sig selv i realtime. Hun har netop lavet fem forskellige udgaver af samme sang. Eller er det 100? 1000? Melodi og tekst er aldrig det samme. Og det gælder også live. Lige der live så opfinder hun på ny. Det er modigt og gør én vågen.
Det kræver måske et publikum, der finder en lyksalighed, pirring og nysgerrighed ved at gå på opdagelse i det ukendte og nye. En evig flydende form. Ikke som Cohens ’Halleluja’ i uendelige coverversioner eller Dylans Never Never Ending Tour med evige nye versioner af samme sang fra 1969. Men Sara går på opdagelse lidt på en anden måde. En anden slags søgen efter noget nyt i det samme. Eller er det omvendt?
FRA SKAM TIL AT TAGE SPROGET TILBAGE
Sara Flindt tager ikke alene et opgør med, hvad musik er, hvordan man opbygger en sang – men i lige så høj grad med hvad sprog og tekster er – uden grammatikkens iskolde elektriske hegn – som Peter H. Olesen sang på ’Sommerferie Zimmerroom’. Sara Flindt blev diagnosticeret med dysleksi i en alder af 21 år. Men hele livet har hun levet med skammen og det ikke at slå til. At det sproglige med dets korrekthed, formler, entydighed var en stor belærende skygge og et spanskrør for den kreative skabertrang.
Som dansklærer og som en person der i årevis har arbejdet med mennesker, der ikke kan sprogets iboende hierarkier og grammatikkens perfektionisme til fingerspidserne, kan jeg på alle måder sætte mig ind i Flindts opvækst og kamp mod det perfekte. Jeg lærte ikke selv for alvor at stave eller skrive i folkeskolen. Først i mit voksne professionelle liv, som journalist lærte jeg netop det. Fordi at sproget og motivationen for at erobre det pludselig gav mening. Men jeg lærte også en anden særdeles væsentlig ting, der var vigtigere. Ikke mindst sammen med mine elever: At det at være sproglig begavet netop ikke handler om at kunne sætte de rigtige kommaer eller kunne stave perfekt. Men om at kunne udtrykke sig sprogligt kreativt og følelsesmæssigt ud fra alle mulige parametre. Om det er via tegnsprog, tegn-til-tale, via en talemaskine eller noget helt fjerde. Alle har en original sproglig begavelse. Det at skabe sine egne små tekster – skabe sine egne mundtlige vendinger. ALLE kan noget særligt. ER noget særligt. Flindt tillader sig selv at opfinde sig selv og sit sprog. Finde sin egen form. Være evigt søgende. Hun sprænger hele tiden sit eget ståsted og nulstiller sit eget færdige musikalske udgangspunkt. Igen og igen. Og så spillede hun sin første solokoncert siden 2023 på ikke mindre end Louisiana Literature Festival. Sikke en musikalsk og sproglig rejse – som Sara Flindt har være på.
SAVNER DU SINDET, AT FAVNE, DET BLINDE
Så EP’en er så nøgen og går så tæt på, at du ikke kan undslippe at blive rørt og ramt over Flindts fine og skrøbelige stemme. Hendes rørende klaver. Musikken folder sig ud og finder en poetisk vej i vinden. Det blæser, rusker og efterlade et stærkt udtryk. ’Hvad man kan være bekendt’ synger Sara Flindt messende. Hun kan i den grad være den nye EP bekendt. Måske årets største underdrivelse.
Lad også min anmeldelse blot blive et øjebliksbillede. Indtil da vil jeg HØJT anbefale at lytte til Flindts nye EP i eget navn. Musikken vil måske ikke slippe dig lige med det samme.
