Magtens Korridorer stiller sig kritiske over for kommercielle spillesteder og koncertarrangører. De slår i stedet et slag for små spillesteder og lokale festivaller, hvor afstanden til publikum er kortere og spilleglæden kan mærkes. Magtens Korridorer er selv i gang med en akustisk turné, som måske skabt noget nyt for bandet. Det har Unoder talt med Magtens Korridorer om på dette års NÆR festival.
Af Jon Meyer Kiellberg, skribent på Unoder
Magtens Korridorer har været ude på en lang akustisk turné, hvilket er første gang i deres lange karriere. Det har skabt nye teksturer og versioner af det velkendte bagkatalog. Her på NÆR står den dog på velkendt bulder, brag og klassisk rockattitude. Sigtekornet er rettet mod musikindustriens kommercielle bagmænd, hvis primære formål er at suge enhver bloddråbe ud af – især unge – bands med øjeblikkelig succes. Humoren er dog som altid intakt. Magtens Korridorer har hermed ordet.
Jon: Betyder det noget særligt at spille på en festival som NÆR?
MK: “Pengene! Selvfølgelig!” siger Magtens Korridorer samstemmende og griner højlydt.
“Altså, der er jo meget stor forskel på, om du spiller på en “Live Nation” festival, hvor alting er optimeret til at indtjene maksimalt, og hvor der sidder nogle mennesker, som du aldrig nogensinde møder, som tager dine penge. Som er pisseligeglade med musikken og det kunstneriske. Det her giver noget andet. Jeg skal ikke sige, at kommercielle festivaler udelukkende er nederen, men der er en stor forskel på den måde, man går til det” siger forsanger Johan Olsen til Unoders udsendte. “Der er i hvert fald nogle steder, som man kan mærke, og det er typisk festivaler som denne her (NÆR festivalen -red.), der går ikke fem minutter, så kan vi bare mærke, at det er super rart. Fordi stemningen bare er skidegod, så det gør selvfølgelig også noget for koncerten.”
’Imperiet falder
Vi søger tilflugt i ruinerne
Imperiet falder
og solen går ned
solen går ned
Beskidte børn af tiden
i march ud over ingenting
beskidte børn af tiden
med øjne som glas
med øjne som…’
(Fra sangen: Imperiet falder)
Jon: I gamle dage, da jeg som ung knægt hørte jer spille på Stengade 30, der kostede det måske 20-30 kr. at få en billet. I dag virker det til, at unge bands meget hurtigt får vokseværk og med lynets hast gennem – Live Nation – står på scenen i Royal Arena, hvor billetter nemt koster 850 kr. Kan det ikke være et problem for unge mennesker, at koncerter med deres yndlingsbands er så dyre, at de ikke har råd til at opleve dem live?
MK: “Altså jo, men når vi er ude at spille, så sælger vi flere og flere billetter og sådan burde det ikke være, efter at bandet har spillet i 21 år – og vi har turneret nonstop. Vi har aldrig holdt pause. Men jeg tror simpelthen, at der er en tendens blandt nogle musikere, at de ikke spiller nogen klubkoncerter, men så til gengæld spiller i Boxen og Royal Arena. Det kommer ikke til at ske for os, men rigtig mange laver den der. Vi er jo sådan nogle, der syntes det er fedt at spille – og vi har ikke behov for Royal Arena. Men måske skiller vi os lidt ud, når flere og flere mellemstore og store bands vælger den vej.”
“Jeg tror og håber på, at der stadigvæk vil være en underskov af bands, som starter på Stengade eller endnu mindre steder rundt om i landet. Og ikke bare suser direkte ind i Boxen”, siger Johan Olsen. De andre bandmedlemmer supplerer: “Der er jo en kæmpe underskov af bands. Og der kommer flere og flere. Det er jo positivt. Der er dog også nogle af de store festivaler, der har kørt i mange år, som har spurgt os, om vi ville spille, men så måtte vi ikke spille andre steder i to måneder op til og efter. Det vil vi ikke. Det kan vi ikke finde ud af. Vi syntes jo, det er fedt at spille musik. Så det kan da blive et problem for flere bands, hvis der indgås klausuler for hvor meget – eller skal vi sige – hvor lidt – de må spille i løbet af året og året efter.”
’Og se, mine grådige drømme
Flød som vældige strømme, ind til helvedes port
Og mærk, mine verdener der ramler
Mine hænder der famler, kom og mærk’
(Fra sangen: Kom og Mærk)
NUANCER AF ALTING
Jon: Der er masser af alkohol og værtshusliv i jeres sange og tekstunivers. Også nogle gange fællesskab og fred, men også de mere mørke sider. Når I så spiller her, får jeres tekster så en anden betydning, fordi overskuddet fra NÆR går til De Vildeste Fugle, der handler om, at støtte pårørende til folk med alkoholproblemer. Har I tænkt over det?
MK: “Nej, jeg synes ikke, at det er noget, vi sådan tænker over. Det jo ikke er så godt med alkoholproblemer. Overhovedet ikke. Men altså arrangørerne kender jo godt vores tekstunivers. Vi har jo kendt Michael Falch i mange år, så han ved jo godt, hvad Magtens Korridorer drejer sig om. Men nej – jeg synes ikke, at det er et problem. Vores tekster handler jo heller ikke kun om, at det er superfedt at gå ud og drikke sig stiv hver eneste dag. Vores musik handler både om de positive og negative sider af det liv, som er bylivet og festlivet.”
’Tusinde skyer sejler under flugten
I varmen, i dis over glemte spor
Hvor mon de går hen, når de gi’r op
Og lad os danse på himlen
Som ulve om tidens tand
Åh, i kolde stjerners lys
Åh, letter det første håb’
(Fra sangen: I Kolde Stjerners Lys)
I DE AKUSTISKE STJERNERS LYS
Jon: I er jo ude på en akustisk turné. Der ligger et nummer på streamingen. Hvad gør det for jer, i forhold til at strippe sangene ned og lade dem stå mere nøgne?
MK: “Det har været virkelig fedt og sjovt og spændende at se, hvad sangene også kunne. Vi er vant til at gemme os bag røg og damp”, forklarer Johan Olsen. Trommeslager Anders Ramhede og basist Terkel Møhl supplerer: “Denne akustiske tilgang har gjort, at vi kan se sangene på en ny måde – og hvad de ellers kan end de klassiske opbygninger. Udover det, så kræver det, at vi spiller på en anden måde. For vi sidder ned og spiller koncerter. Det krævede virkelig at skulle tænke helt anderledes”.
Jon: Var der nogen af de sange, I spillede akustisk, der overraskede jer?
MK: “Vi havde virkelig mange øvere, hvor vi prøvede sange af og tænkte ’Gud, den her kunne være fed’. Sange vi øvede af flere omgange. Nordhavn Station overraskede mig”, siger guitarist og keyboardspiller, Rasmus Kern og fortsætter: “Der har også været sange, hvor vi tænkte ’Den her nailer vi’ og så prøvede vi 3-4 gange, men det virkede slet ikke. Så der har også været overraskelser på den måde. Og i arrangementerne har der selvfølgelig været sindssygt meget frem og tilbage”.
Johan Olsen supplerer: “Der er nogle af sangene, der er lavet virkelig meget om. Det er fucking fedt at spille det, men jeg står helt nøgen. Jeg er ikke vant til at være nervøs, før jeg går på scenen.”
MÅSKE ET DOBBELTALBUM PÅ VEJ…?
Jon: Jeg synes allerede på jeres sidste album ”The Promise”, at der er lidt mindre larm og lidt mere melankoli. Er det en vej I er ved at gå?
MK: “Vi blev spurgt om det før og det er ikke noget, vi tænker over. Typisk er der nogen, der kommer med et oplæg til en sang, og så arbejder vi med det. Vi kaster os ind i det og så er det lidt tilfældigt, hvordan det ender ud med at være. Vi aftaler ikke at lave et koncept. Vi går bare i gang og så kommer der noget. Faktisk så kommer vi alle med bud på sange. Det er ikke et enmandsprojekt på nogen måder.”
“Til den næste plade, hvor vi har lavet en masse sange til, der er der godt nok lidt af hvert. Jeg synes ikke, at man kan se en bestemt retning”, siger Rasmus Kern, og fortsætter med et smil: “Men så kan det jo være, at folk, der er kloge på musik, kan komme og fortælle os hvad det er vi har gjort. Man kan ikke rigtig høre, hvad man selv laver udefra. Vi er alt for meget inde i det musikalske materiale. På en eller anden sær måde så samler musikken sig alligevel til sidst. Ikke mindst når den er ved at blive produceret. Så er der alligevel en sammenhæng på vores albums.”
MANDEN DER SNOKSOV
Jon: Er der stadig nogle af jeres sange, hvor I bliver ramt af publikums reaktioner?
MK: “Ja, det kan vi godt blive. Vi oplevede det på den akustiske tour. Folk kan følge med i teksterne. På den måde er det en anden situation, fordi folk ikke har hørt det samme før, selvom de har hørt sangene mange gange før. Vi oplevede dog også, at der var en mand på første række, der faldt i søvn. Snorksov. Hans kone var ellers meget begejstret og engageret. En fan så at sige. Men han faldt i søvn og hun sad under hele koncerten og gav ham en skulder og en blid lammer. Lige meget hjalp det. Det var hyldende morsomt.”
