Alberte har om nogen besunget det folkekære, danske hjerte. I forsommeren blev hendes sang “Lyse Nætter” kåret af DRs læsere, som den bedste danske sang nogensinde. – Men hvordan er det at blive fejret for at skrive Danmarks bedste sang? Er det en hæmsko, at publikum har en så stor kærlighed til bagkataloget, og kan det overskygge de nye sange? Og har det været en gave eller en forbandelse at vokse op i en kreativ Winding familie, hvor man skulle finde sine egne ben? Det har Unoder taget en snak med Alberte Winding om.
Af Jon Meyer Kiellberg, skribent på Unoder
Udenrigskorrespondent i følelser
Jon: Du har skabt en pladen ’Nye Stjerner’ sammen med din mand, Andreas Fuglbæk. Samtidig bliver en sang, du skrev for 25 år siden, kåret som danskernes yndlingssang. Hvad tænker du om spændet mellem, at du skaber noget nyt og så én af dine gamle sange vokser så voldsomt?
Alberte: “Jeg tænkte på i går, at det er som at svømme i mudder nogle gange, hvis man gerne vil lave en ny sang.” siger Alberte, og fortsætter lidt efter: “Men altså, når man så står foran publikum, så handler det virkelig meget om, hvordan laver jeg spiller den her koncert i dag, så der bliver bedst mulig kemi med publikum. Så falder alle de der forbehold af i én. En del af det er selvfølgelig også forfængelighed, men det er også det at være en kvinde i min alder, som helt naturligt har oplevet en masse gennem børn, børnebørn og karriere. Og hvis den fornemmelse af erfaring ikke ligger i musikken, så synes jeg, at jeg svigter mig selv. Måske også publikum.”
Jeg er jo sådan en slags publikums udenrigskorrespondent i følelser, så hvis jeg ikke fortæller om, at det eksempelvis lige kan være hårdt nogle dage, fordi ens børn ikke er der mere, så…
Alle de følelser jeg har, er bare vigtigt for mig at skrive musik om. Det var jo derfor, at jeg startede, fordi jeg havde nogle følelser egentlig, der ikke kunne være i mig og så flød de ligesom over i musikken.
Jon: Har du oplevet at den store kærlighed der er til dit bagkatalog kan være et benspænd for dine nye sange?
Alberte: Altså, vi vælger jo selvfølgelig ikke at tænke på det, men det er klart, at vi bliver jo hele tiden konfronteret med bagkataloget og ikke mindst med ’Lyse Nætter’. There’s no way back!. Nu går vi bare med det. Fordi det at mærke lydhørheden og se folks ansigter, når man spiller for dem, det er simpelthen så smukt. Og jeg synes også, nummeret er blevet til noget andet. Det er blevet til alles sang, så det har ikke så meget med mig at gøre. Vi deler et eller andet, vi har til fælles, og alle kan få deres helt eget ud af sangen.
På alles læber
Jon: Hvordan er det, at du er introvert på en eller anden måde og alligevel så føler alle, børn, unge og voksne, at de kender dig?
Alberte: Jeg tror, jeg prøvede at forstå det for lang tid siden i Bamses Billedbog. Der oplevede jeg det for første gang. Men det var på en meget skøn måde, fordi det var små børn, som fik øje på mig, smilede og så havde vi en connection. Men deres forældre var helt uvidende om hvem jeg var… Dengang. Det var ikke sådan noget, de voksne så. De parkerede bare deres unge foran fjerneren, og så lavede de voksne mad. Så i starten var det jo bare en hemmelighed, jeg havde med nogle bittesmå børn. Det var faktisk en meget fin måde. Men hvis jeg skal forsøge at forstå det, du spøger ind til, så bliver det mærkeligt.
Det er jo aldrig her og nu, at jeg oplever at alle kender mig. Det er jo mere en gang imellem, at nogen kommer og siger, at de er glade for en sang og deler noget personligt. Det var også det, der var vildt med den der kåring af ’Lyse Nætter’. Der bliver jeg tvunget til at være i det her og nu. Men det er voldsomt, at opmærksomheden kom så samlet og massivt.
Her i sommer har jeg løbetrænet og var ude at løbe, og så er der pludselig én, der har stået og klippet hæk, der træder frem og råbte: Tillykke Alberte! Jeg blev helt rørt, og tænkte Gud hvor vi ser hinanden lidt. Jo vi ser hinanden, men vi siger jo næsten aldrig noget til hinanden. Det har været dejligt, at folk siger tillykke, så føler jeg også at folk siger tillykke til sig selv, fordi de godt kan lide sangen og nu kan dele glæden med andre.
At vokse op i Winding familien
Jon: Har det været en gave eller har det til tider også været en forbandelse at vokse op i en så kreativ familie, som din. Altså har det været svært at finde dine egne ben?
Alberte: Ja, det har det måske nok, men på den anden side ikke. Jeg troede egentlig, da jeg var ung, at det var det, der var knasten. At der var et eller andet, jeg skulle leve op til, men forstod så lidt senere, at det var en gave. At man altid havde en voksen at snakke med, om det jeg oplevede. Men ja, man kan sige, at det jo er en familie af meget følsomme og kantede mennesker. Så på den måde, kan det jo godt være svært at vokse op i et kreativt miljø. Alle krævede deres form for opmærksomhed.
Jon: Da du stod oppe på scenen, sagde du at du var taknemmelig for mange ting. Hviler du også bedre i dig selv nu, end da du var 30 år? og hvad bunder din taknemmelighed i?
Alberte: Ja, er du sindssyg. Alt er bedre og alt er så meget federe! Det eneste er måske netop, at man kunne godt tænke sig at have haft mine børn én gang til. Altså starte forfra med det man ved nu, og så aldrig slippe dem at syne. Men ellers har jeg ikke brug for at gå tilbage til noget.
Jeg synes, at livet er meget federe nu. Men selvfølgelig også fordi, jeg kender mine egne neuroser nu. Jeg kan tilgive mig selv for at være en knaldidiot. Det synes jeg først for ganske nyligt. Jeg synes, at jeg er blevet bedre til at se, at det ikke handler om mig. Alle har deres egne ting. Det er bare følelser. Hvis man har det skidt, så flytter den følelse bare over på trafikken, på skoen der trykker, og så videre.
Jon: Betyder noget særligt, at spiller her på NÆR?
Alberte: Jeg har glædet mig rigtig meget. Der er god stemning omkring festivalen. Der er gode rygter i musikmiljøet. Vi snakker jo meget sammen. Så det var dejligt at opleve det og jeg vil bestemt gerne komme igen. Og så syntes jeg at publikum var helt ekstremt seje!
En Kommentar