Mathilde Falch har været en af de mest markante stemmer i musikbranchen de senere år. Ikke for at dyrke sit eget ego. Men for at kaste lys på en række uretfærdigheder i branchen og for at give stemme til skæbner, som ikke har et talerør. Unoder har talt med Mathilde Falch om, hvor aktivismen kommer fra, og hvorfor det er så vigtigt, at stå i sin egen ret.
Af Jon Meyer Kiellberg, skribent på Unoder
Mathilde Falch har netop skabt eget pladeselskab og bookingbureau, og har været den tydeligste stemme i Metoo i musikbranchen – hun har med sit engagement sat lys på alle dem, som ikke har en stærk stemme i offentligheden. I denne weekend er hun vært for NÆR festivalen sammen med hendes far Michael Falch. Unoder har talt med Mathilde Falch om, hvor aktivismen kommer fra, og hvorfor det er så vigtigt, at stå i sin egen ret.
Jon: Du har valgt at lave dit eget pladeselskab og nu din egen festival sammen med din far for tredje år i træk. Det er ikke det som de fleste gør. Mange vil nok syntes det vil være lettere at bare at koble sig på andres ”tog”. Men du vælger at gå egne veje. Kan du fortælle lidt om dine tanker og din motivation for begge dele?
Mathilde: Jeg tror, motivationen er noget med at være uafhængig. Det betyder helt vildt meget for mig. At ligesom være med til at lyse på noget, som ikke handler om store virksomheder og penge, der ryger ned i lommerne på nogle meget få.
Altså egentlig at have en stor social bevidsthed om, hvad det er, jeg lægger min energi ind i, og hvem jeg vil samarbejde med. Jeg har haft brug for at tage ansvar for, hvordan jeg vil leve mit liv.
Da jeg som 18-årig udgav min første musik. Der mærkede jeg hurtigt det her med, at musikbranchen, altså pladeselskaberne. Det virkede ekstremt både koldt og der var et enormt stort fokus på, hvordan noget så ud, eller hvordan jeg så ud. Altså meget på det ydre. Og det var så markant anderledes end der, hvor mine sange kom fra.
Musik handler om at forbindes med mennesker. Og jeg er vokset op med at se hvad musik og tekster kan gøre i forbindelse med publikum. Ikke det ydre. Så der mærkede jeg, at det havde jeg ikke lyst til. Jeg følte faktisk, at jeg begik vold på min sjæl på en eller anden måde. Så i stedet begyndte jeg at spille rigtig meget på gaden og kontakte caféer og spillesteder for 18-19 år siden.
Og lige så stille begyndte jeg faktisk at komme ud og spille, at det var det sjove for mig – også selvom der sad nul mennesker i lang tid.
Aktivisme i blodet
Mathilde: Jeg tror, jeg er aktivist i blodet. Jeg føler også aktivisme i, hvordan jeg lever mit eget liv. Jeg er kommet ud af en ungdom, hvor jeg havde været i psykiatrien og haft det rigtig skidt. Og der havde jeg set den verden – og set mennesker der, som ikke havde en stemme. Der var mange skæbner, som slet ikke blev lyst på eller hørt. Og det er der til stadighed.
Og i takt med at jeg at jeg fik en platform, så kunne jeg mærke, at det jeg lavede lige pludselig også betyder noget for andre mennesker.
Så jeg tror, at meget af min motivation kommer ud af, at noget er uretfærdigt. Og i takt med, at jeg er blevet voksen, har jeg kunnet se, at man kan jo faktisk godt kan prøve at gøre noget selv. Om det så bare er i det små.
Jeg arbejder meget med små foreninger og NGO’er. Steder hvor noget er uretfærdigt og der fandt jeg ud af, at alle steder, hvor man kigger hen, hvor der er penge, der er der bare et råddent system. Og det er der virkelig også i musikbranchen. Så hvis man først begynder at tænke på, hvad man kan gøre anderledes, så er der uendelig mange steder.
Jon: På den måde kan du være et forbillede for mange unge kunstnere. Lidt ligesom Gnags gjorde, da de lavede deres eget pladeselskab og bookingbureau. Eller hvad tænker du?
Mathilde: Ja, mange af os tror, vi skal gøre som de fleste. Men nej, vi kan jo godt have agent og så stadig få ting til at ske på anderledes måder. Jeg fandt ud af, at jeg nogle gange lykkes med at få folk med på det – jeg godt kunne lide. Det er jo det, der sker i et fællesskab. Altså der kommer følelsen af, at man er med i en bevægelse. Og det er også det, vi mærker her på NÆR. Altså at vi er en del af noget sammen, og vi gør noget sammen. Og det føles megafedt.
Ud af skammens sorte skygger
Jon: Så der er jo på en eller anden måde en lige linje fra din barndom til, at vi står her på NÆR?
Mathilde: Ja, nemlig. Og det der med min far… Altså fordi han begyndte at tale højt om sit misbrug. Jeg tror, jeg var tolv år. Jeg kan huske, at jeg tog i skole en dag, og på en BT-spiseseddel, så stod der Michael Falch: Druk og piller sammen med et meget slidt billede af ham. Og så skulle jeg ned og møde mine klassekammerater, som alle sammen havde lige set den der spiseseddel af min far. Jeg husker den skam det var at træde ind i klasselokalet. Den oplevelse har jeg altid haft med mig. Skammen har været stor. Heldigvis så begynde min far at tale højt om sit misbrug. Det hjalp meget. Og noget jeg var virkelig stolt af. Der sidder mange børn af misbrugere, og det er vigtigt at vi sætter ord på. Når man siger det højt, så får man lov til at forbinde sig med folk. Og det betyder noget – og så kan alt andet være pisse ligegyldigt.
Så nogle gange, når jeg ser musikbranchen, hvor der er så meget, der er overfladisk og hvor folk får det rigtig dårligt, fordi mennesket ikke trives i overflade. Så føler jeg mig stolt og glad over den her festival. Fordi det giver mig følelsen af at bruge det, man har og kan til noget vigtigt. Det føles rigtig godt.
Jon: Og du står jo fuldstændig i din egen ret, og du har jo også, kan vi sige i forhold til hele tiden, Metoo i musikbranchen har stået meget skarpt. Du opleves som én der står meget ved sig selv.
Mathilde: Når jeg nogle gange kigger på kollegaer eller andre mennesker generelt, så jeg tror noget af det som gør, at jeg egentlig har det ret godt i mit liv er, at jeg ikke bruger særlig meget tid til at tænke på mig selv. Jeg er mere optaget af, hvordan jeg kan være en del af en sag – og det tror jeg er vejen til et godt liv.
Jeg møder jo rigtig mange også, når de har det virkelig dårligt og det minder mig altid om hvad der betyder noget og det handler meget lidt om hvad man har på og alt det andet, som vi kan komme til at blive meget optaget af. Ikke bare i musikbranchen, men generelt.
Jon: Hvad ser du mest frem til her på NÆR?
Mathilde: Jeg ser rigtig meget frem til at høre Alberte det et gør jeg virkelig. Så ser jeg også frem til Simi Jan, som skal holde talk om at finde mod til at opholde sig i verdens brændpunkter, hvor hun i hardcore-grad tale de stemmer, som ikke har adgang til en mikrofon i Danmark. Jeg er meget stolt af, at vi har fået Simi Jan på programmet, Og så glæder jeg mig helt ekstremt meget til, at skulle spille med min far. Det er ikke noget vi har gjort særlig meget – og det føles virkelig godt og rørende. Vi øvede forleden, og det var særligt ved at øve de sange jeg er vokset op med siden jeg var fire år gammel. Pludselig forstod jeg ordene og teksten på en anden måde her som voksen. Det er meget særligt at opleve.
2 kommentarer