Hjem / NÆR Festival / FOLKEKLUBBENS NÆRE DANMARKSFILM 

FOLKEKLUBBENS NÆRE DANMARKSFILM 

Folkeklubben er mere end en klub. Foto: Tine Tofthøj

De er ikke bare en klub og folkelige. De betoner også det nære, det sære, og alt det vi bymennesker glemmer i en travl hverdag: Nemlig øerne, søerne og strandkantsDanmarks særlige kendetegn, smukke natur og RO. Folkeklubben afsluttede ikke alene NÆR med manér – men også deres sommerturné. 

Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder

’ Giv mig kanterne glem nu København
Giv mig Bagenkop og et hjemstavnssagn
Hold stand
Fra Dybbøl til Rimmerby Strand
Det’ smukt
Det er større end du troede’
(Fra sangen ’Danmarksfilm’

Forsanger Kjartan Arngrim både med smil og en løftet samfundskritisk pegefinger: Foto:_ Tine Tofthøj
Forsanger Kjartan Arngrim både med smil og en løftet samfundskritisk pegefinger: Foto: Tine Tofthøj

Det kunne nærmest ikke være mere oplagt, end at hjemstavnsdrengene fra Klubben lukkede og slukkede festen på årets NÆR. Og selvom det kun er guitarist Rasmus Dall, der oprindeligt er fra Langeland – så er to af medlemmerne stadig bosat i Svendborg. Og det Sydfynske islæt skal man ikke undervurdere. Det særlige blik for horisonter, de vilde blomster, konsekvenserne af industrialiseringen krydret med hjemstavns nostalgi. Det har altid været en del af en aften med Folkeklubben. Og det gik rent ind hos publikum. Kan ikke huske hvornår, jeg har været på en mindre festival, og hvor et publikum har brølet så voldsomt til noget – og ikke mindst linjerne ’Giv mig Bagenkop’ og ’Det er godt for det der er oppe i dit hoved’. Sangen som er inspireret af PHs legendariske, kultklassiker ’Danmarksfilm’.  Hvis sangen fra Folkeklubben ikke allerede var indskrevet i den nyeste version af Højskolesangbogen – så var den selvskrevet. En sang om den danske folkesjæl lige delt smålighed, mindreværdskompleks og frisind. 

Folkeklubben har folket i deres hule hånd. Måske ikke så underligt, da de formår både at være folkelige og samtidig hæve barren for dansk lyrik
Folkeklubben har en evne til både at være folkelige og samtidig hæve barren for dansk lyrik

MERE END BARE KLUBBEN

’Aldrig har så mange løgne eksisteret
Aldrig har så mange tåber konspireret
Misinformeret desorienteret
Min vej din fejl (hey)
Jeg tror jeg drejer af

Vi er mere end en klub’
(Fra sangen: Mere end en klub)

Bandet har efter deres gennembrug haft en meget fin form for balance mellem det folkelige og så samtidig en intellektuel dybde, som har mange lag, undertoner og harsk kritik af den menneskelige ligegyldighed og ignorance. Som da forsanger Kjartan Arngrim startede et nummer med en samfundskritik af Tech-giganternes magt og AIs indflydelse på vores tankesæt og digitale tankegods. Hvor er alle fejlene? Hvor er det uperfekte? Alt det vi kalder liv? Det samme kan man sige om sangen ’Mere end en klub’. Som handler mere om holdånd, fællesskaber, samhørighed og foreningsliv end om at vinde for end værd pris og skabe den største (fodbold)klub sponsoreret af oliepenge, tech-folk eller amerikanske flerklubsejere – ’Take The Money And Run…’ Livet og dermed sangene i Folkeklubbens univers handler om alt det besværlige, friktionslivet, det at spille sammen, være sammen, på scenen, på banen eller hvor det end er. Men netop F Æ L L E S S K A B E T.

Folkeklubben sluttede deres sommerturné af på NÆR
Folkeklubben sluttede deres sommerturné af på NÆR

DET DE KALDER MUSIK

Jeg havde faktisk glemt, hvor velspillende bandet virkelig er. Har ikke hørt dem et par år. De har (stadig) en legende tilgang til de deres repertoire og deres samvær på scenen. Men de spillede også knap 500 koncerter på de mindste steder som hos Hus-Forbi sælgerne og Mændenes Hjem og i andre kringelkroge rundt om i det ganske, danske land, før der for alvor var bid. Og så virker det som om, at bandet har fundet frem til de særlige, melodiske melodier, som de besidder på deres nyeste album, ’Mere End En Klub’. Noget de måske tabte lidt i svinget på deres forrige album ’Børn Af Den Tabte Tid’. Alligevel åbnes koncerten med det eftertænksomme ’Mellem Aldrig Mere Og Ikke Endnu’ og nyklassikeren ’Ring Når Du Får Tid (Aber Dabei)’.  Så er det alt andet lige ’Sort Tulipan’ og ’Mere End en Klub’ som dominerede aftenens setliste. Her får vi stærke versioner og nye veloplagte lyde af blandt andet ’Den sidste Superstar’’Himlen over København’, ’Flammende hjerter’ og naturligvis den eksistentialistiske signatursang, ’Sort Tulipan’. Det er både opløftende, rørende og føles som en form for forbundethed. Ja der er musik – særligt LIVE, Men det er noget som Folkeklubben formår og særligt mestrer i det helt særlige moment, når de f.eks. synger ’Svanetramp på søerne, beatmusik i ørene, sol i mine nætter..’ Det var afslutningen på deres sommerturné. Næste gang hedder det Folkeklubben med DRs symfoniorkester til efteråret. Bandet er på vej et andet sted og tager planken ud eller 10-meter vippen på dybt vand. Vi må se. Så var koncerten på NÆR – NÆR og med det store, lille intime rum vi kalder en koncert, et fællesskab og M U S I K. Det der er større end os selv og KLUBBEN:

’Det’ det de kalder musik
Venter på dig hvor du går
Det’ det de kalder musik
Vender ud hvor intet når

Den når ud til verdens ende
Til håbet hvor vi lå det år
Til en genkomst af en glæde
Ved filmen som vi så i går’

DET DE KALDER MUSIK i Folkeklubben. Foto: Tine Tofthøj
DET DE KALDER MUSIK i Folkeklubben. Foto: Tine Tofthøj
Tagget:

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *