Jens Unmack har altid givet sig selv udfordringer og været optaget af friktion og dilemmaer. I aften står han for første gang som solist på en festival. Unoder tog en snak med Jens Unmack inden hans koncert på NÆR festivalen.
Af Jon Kiellberg, skribent på Unoder.dk
‘Jeg har meldt dig ud af dagen
Fra senge hvor du lå med din bog
Historier uden happy endings
Du frøs som et afsporet tog’
(Fra sangen: Happy Ending (I den her verden vil jeg ikke være trist)
Da Love Shop var splittet i atomer efter albummet ’National’ i 2003 og ingen vidste, om LS nogensinde ville fejre 30 eller 40 år på den musikalske scene, så udgav Jens Unmack tre vellykkede albums i eget navn. Love Shop kom tilbage. Og nu er Jens Unmack tilbage som solist for et øjeblik. I aften spiller han sin første solokoncert på festivalen NÆR.
Jon: Nu har I jo turneret hen over sommeren med Love Shop. Hvorfor så en solokoncert?
Jens: Festivalen ringede for lang tid siden og spurgte, om jeg ville komme og spille. Der var lang tid til, så jeg tænkte: Hvorfor ikke? Jeg har aldrig prøvet at spille alene på en festival før, så det er en udfordring.
Jon: Giver det noget andet end at spille med Love Shop?
Jens: Ja, det er noget helt andet. Man kan ikke rigtig dække sig ind, som man kan i et band, hvor vi er fem, der står og laver larm. Ved solokoncerterne er det meget mere ordene og sangene i sig selv, der står i fokus. Det er mig, der skal prøve at servere dem ordentligt. Med bandet er der volumen, spektakel og lys – en anden fysik og larm. Når jeg står alene på en scene i Brønderslev eller på Langeland, er det sangene, der skal klare sig. Det synes jeg er interessant.
Jon: Love Shop og dit soloprojekt er på én gang beslægtede og ret forskellige. Hvordan ser du selv forholdet mellem dem?
Jens: Jeg lavede tre soloplader i en periode, hvor Love Shop lå stille. De blev soloplader, fordi jeg havde lyst til at arbejde på en helt anden måde og komme væk fra den måde, vi plejede at gøre tingene på. Det var dér, det begyndte. Jeg havde en anden tilgang til at lave tekster og musik end den kollektive Love Shop-proces. Men fordi det er mig, der skriver sangene i Love Shop og også gjorde det på solopladerne, hænger tingene selvfølgelig sammen. Alligevel synes jeg, at det er noget andet.
’Som verden var så smuk deroppe fra
Som hver en sang der jog mod slut den dag
Han blødte fra Kim Wilde’s Cambodia
Mens hjertet galoperede gennem skyerne’
(Fra sangen: ’Piloten på sin allersidste dag’)
Jon: Vidste du dengang, om Love Shop ville blive gendannet? Overvejede du, om du nu skulle fortsætte som solist?
Jens: I begyndelsen var det bare en frihedsfølelse. Det var en kæmpe glæde at få lov til at arbejde på den måde med de mennesker, jeg arbejdede med, så jeg tænkte ikke så langt. Jeg tænkte bare, at det var utroligt givende. Love Shop virkede ret fastlåst, og måske kom vi aldrig til at spille igen. Derfor gjorde jeg bare det, der føltes rigtigt på det tidspunkt, uden at tænke fem eller ti år frem.
Jon: Har du nogensinde prøvet en ufærdig Love Shop-sang af ved en solokoncert for at teste den på publikum?
Jens: Nej, det har jeg faktisk ikke. For et par år siden prøvede Claus (Hempler) dog en sang af, før teksten var helt færdig, på et par koncerter. Det er interessant at arbejde med publikumsreaktionen: Fungerer det her, og er der simpelthen for mange ord? Det var der selvfølgelig – han er en mand af mange ord. Jeg spiller ikke solokoncerter kontinuerligt, så jeg har ikke selv gjort det. Men det må være spændende at få den kontante reaktion på numrene: om folk falder i søvn, keder sig eller synes, at sangene giver dem en fantastisk oplevelse.
Jon: Har du overvejet at udgive noget solo igen, efter at Love Shop begyndte at spille sammen?
Jens: Jeg har tænkt, at det måske kunne blive interessant på et tidspunkt. Love Shop-pladerne har haft et godt flow, hvor den ene har taget den anden, og det har jeg ikke haft lyst til at bryde op. Men en soloplade er slet ikke utænkelig, for det er noget helt andet. Man kan gøre andre og mere lavmælte ting – måske også på en mere personlig måde.
Jon: Er dine soloplader mere personlige end Love Shops plader?
Jens: Nogle af tingene på de tre soloplader er personlige. Love Shop spiller også meget ud fra en tradition, selv om vi selvfølgelig prøver at forny os. Hvis jeg gør noget i eget navn, er der en helt anden frihed – jeg kunne for eksempel tage til Kingston på Jamaica og lave en reggaeplade, hvis det var dét, jeg ville.
Jon: Hvad betyder det for dig at spille på en festival som NÆR, der samtidig støtter et godt formål?
Jens: Det er altid godt at føle, at det er en ordentlig sag og en god festival, man kommer ud og spiller for. Og hvis det samtidig er for et godt formål, er det kun bedre. Men først og fremmest betyder det noget, fordi det er Falchs festival. Han er en af de tre-fire sangere, der gjorde, at jeg selv begyndte – og at jeg står og spiller musik i dag. Derfor er det også en kæmpe ære at spille på en festival, som han har så stor en del i. Alt i alt er det et sted, jeg er meget glad for at være blevet inviteret til.
Jon: Formålet ligger vel også tæt på musikverdenen, hvor mange har haft et stort forbrug eller et misbrug?
Jens: Ja, musikverdenen er jo ikke nogen undtagelse. Derfor er det selvfølgelig også godt på den måde at kunne lægge lidt i puljen.
Jon: Du søger ofte friktion og paradokser i dine tekster – noget, der ikke er perfekt, men hvor ting støder sammen. I ‘Happy Ending’ synger du blandt andet om drømme, der brister, og om undergang. Hvilken historie ligger bag teksten?
’Mød mig der hvor drømmene brister
Hvor jordkloden skælver ved
Kom som du er forandret
Undergang er klar besked
Undergang menneskefred’
(Fra sangen: Happy Ending (I den her verden vil jeg ikke være trist)
Jens: Jeg tror, den blev skrevet, fordi verden allerede for snart 20 år siden så slem ud. Det gjorde den jo ikke i forhold til det, der skulle komme, men den voksede ud af for meget verdensgang, for mange nyheder og for mange dystopiske avisartikler om, hvor galt det så ud alle vegne. Grundtanken var, at hvis menneskeheden bliver udslettet, må det næsten være godt for noget, sådan som vi opfører os over for os selv og hinanden. Ikke at udslettelsen i sig selv er fin, men den kunne være frelsende for kloden, hvis vi ender med at gøre den ubeboelig for os selv.
Jon: Jeg hører også en kærlighedshistorie i teksten – et par, der søger ly i deres private verden, mens undergangen nærmer sig.
Jens: Det er også en fin læsning. Tiden går i retning af, at man isolerer sig i sin lille privatsfære, fordi vi ikke kan kapere den større virkelighed; den er simpelthen for uoverskuelig og urimelig.
Jon: Sangen rummer en dobbelthed: Man ved, at det måske ikke ender lykkeligt, men holder alligevel fast. Er man bundet til sin egen tragedie?
Jens: Ja, man er bundet til sin egen tragedie, som ofte også er drømmen om lykke. De to balancerer på et barberblad og kan falde til hver sin side.
Jon: Kunne du forestille dig at udgive dine sangtekster i bogform?
Jens: Ja, det tænker jeg lidt på. Jeg har talt med andre sangskrivere, der arbejder med deres tekster på den måde, og det åbner en ny verden. Pludselig kan man stå på en bogmesse eller i et litterært miljø og møde nye mennesker, som bliver introduceret til musikken. Jeg ville nok ikke udgive samtlige tekster, men sortere den dårligste halvdel fra og lave et kvalificeret udvalg af dem, der kan stå for sig selv.
Jon: Da du var ung, førte dine musikalske helte dig vel også videre til litteraturen?
Jens: Ja. Jeg kendte for eksempel ikke William Burroughs og beatgenerationen på forhånd. Den slags kom gennem Bowie og andre musikere. Hvis Bowie havde sunget om noget eller nævnt det i et interview, kastede jeg mig over den litteratur. Jeg lånte også en sangbog med The Clash på biblioteket. Den rummede teksterne fra deres første to plader og nogle singler. Jeg sad og læste teksterne og prøvede at lære de få akkorder, hver sang bestod af. Det betød enormt meget pludselig at kunne sidde med ordene.
Jon: Dine egne tekster er fulde af litterære og historiske referencer. Måske kan unge lyttere følge dem videre, ligesom du selv fulgte dine heltes spor?
Jens: Det ville være fantastisk. Når man spiller og ser unge mennesker nede foran scenen, er det fantastisk at tænke, at man måske kan være en del af deres selvuddannelse. At de gider lytte til nogen, der er ældre end dem selv. Det gjorde vi jo også. Jeg lyttede til punkbands, der var meget ældre end mig, da jeg var 12-13 år. Det handler om, at nogen åbner en dør for én. Bagefter kan man måske selv give andre den samme mulighed.
Jon: Oplever du, at der faktisk er en ny generation, som lytter med?
Jens: Ja, det synes jeg. Det håber man jo. Rockmusikken er ret død i disse år, men hvem ved? Tingene går i bølger.
’Om vejen er nær og hjertet forladt
Tag med på en joyride i tavshed i nat
Om vejen er her og hjertet forladt
Tag med på en joyride i tavshed i nat
Joyride
Joyride
Joyride’
(Fra sangen: Joyride)
En Kommentar